Hejlsminde Cikorietørreri
Luftfoto af Hejlsminde cikorietørreri. Fabriksbygnigen brændte i 1946.
Jeppe Lauridsen foran tørreriets stuehus.
Tørreriet set fra vest .
Tørreriet efter branden i 1946.
Jeppe Lauridsen 1853-1923.
De nye rækkehuse på havnevbej 3, hvor før tørreriet lå. Set fra øst.
Intro
Hejlsminde Tørreri 1880-1946.
Pakhuset på Hejlminde havn havde en broget historie fra 1857 -2008: Kornhandel og købmandsforretning 1857-1870. Cikorietørreri 1880-1923. Tørreri for roer og korn 1946-1959. Privatbolig 1959-2008.
Da kaffen blev drukket med cikorie. Cikorietørreriet ved Hejlsminde 1880 – 1923. Cikorietørreriet i Hejlsminde var i årene 1880 - 1914 Hejlsmindes største virksomhed ledet af stedets matador Jeppe Lauridsen. Han omdannede købmand Burchhardts gamle tomme pakhus fra 1857 til en virksomhed til fremstilling af kaffesurrogat.
Baggrunden Cikorieroedyrkning var så småt begyndt at vinde frem i Danmark i slutningen af 1800-tallet, og man mente at der var gode indtjeningsmuligheder ved denne afgrøde, som tidligere var blevet importeret fra Tyskland til fremstilling af kaffesurrogat.Tørreriet i Hejlsminde kom til at bestå af det gamle pakhus i to etager og en høj rund bygning med tørrerianlæg bagved, desuden småbygninger med dampkeddel, skorsten, kulhus og roelager. Det gamle stuehus blev bolig for Jeppe Lauridsen.
Produktionen Tørring af cikorie rødderne foregik i døgndrift, så der var altid folk på fabrikken. Der var to-tre mand udenfor, som sørgede for at roerne blev vasket og snittet. Dernæst blev de nittede roer anbragt på tørrebakker på vogne, som langsomt kørte gennem tørrekanaler i to etager med riste og opvarmet nedefra af varmeanlægget. Der var plads til 10 - 15 vogne, som betjentes af to mand, og roerne var tørre når de kom ud af varmekanalen. Der var ansat en fyrbøder, og den rette temperatur skulle holdes. Vogne kunne sætte sig fast, og så måtte man kravle ind i den varme tørretunnel for at orden vanskelighederne. De tørrede roer kom i sække på lager og afgik senere til kaffesurrogatfabrikker i Danmark og senere i udlandet.
Råvarerne Mange landmænd i omegnen dyrkede efterhånden cikorieroer og også sukkerroer, der ligeledes kunne bruges til kaffeerstatning. Man kunne købe frøene på tørreriet, maskiner til såning og radrensning blev konstrueret og kunne købes eller lejes. Ifølge regnskaberne fra 1911 blev der leveret roer fra en stor del af koldingegnen; det blev til 14649 ctw. til tørreriet, en ctw. er 50 kilo. De fleste roer kom fra Hejls, Sjølund og Seest, men også leverancer fra Taps, Sdr. Bjert, Ejstrup og Kolding, sågar fra Assens, Brandsø og Bogø. Betalingen var i 1911 kr. 1.55 pr. ctw. De tørrede roer blev leveret til surrogatfabrikkerne til en pris af ca. kr 8.00 pr. ctw. Prisen steg under den kaffefattige 1. verdenskrig, men var så jævnt faldende efterhånden som efterspørgslen efter cikorie aftog og andre og billigere tilsætninger kom på markedet. ,
Matadoren i Hejlsminde
Jeppe Lauridsen 1853-1923 blev den store igangsætter i Hejls sogn. Han købte i 1880 pakhuset i Hejlsminde sammen med broderen Johannes Lauridsen og Jep Fink på "Bygebjerg" i Hejls. I 1888 blev han eneejer af cikorietørreriet. Det lille teglværk ved Elkær købte han i 1889 og drev det indtil det måtte standse ved 1. verdenskrig på grund af brændselsmangel. I 1899 købte han Hejlsminde kro, som lå lige op ad tørreriet for at få kontrol over kroen, hvilket efter sigende kunne tiltrænges. Der blev drevet kro indtil 1912, da han nedlagde den i forbindelse med, at han byggede Hejlsminde Badehotel. I 1905 købte han Thorø. Herfra drev han handel med grus og singels. Et kalkbrænderi blev det også til, det lå lige nord for tørreriet. Sammen med tørreriet havde han en købmandshandel. Denne nedlagde han i 1906 i forbindelse med etablering af Hejls Brugsforening, som han ønskede at sikre flere kunder. En kort tid omkring 1908 havde han en gård i vestjylland på omkring 235 tdr. land.
Jeppe Lauridsens baggrund
Jeppe Lauridsen var født på gården “Grønvang” i Vejen som yngste barn af en stor børneflok. Som igangsættere kom familien Lauridsen på Grønvang til at betyde umådelig meget for udviklingen af handel og erhverv på hele egnen i mange år. Børnene var opdraget til at yde en aktiv indsats på alle livets områder, både åndelige, politiske og erhvervsmæssige. Et par vintre på Askov Højskole havde givet Jeppe Lauridsen vigtige impulser for hans videre liv. Han var en politisk engageret venstremand med tilknytning til den grundtvigske kreds i Hejls, hvor han deltog aktivt i sognets foreningsliv.
Købmand Burrchhardt i Assens byggede i 1857 et stort pakhus ved Slusen (havnen) i Hejlsminde hvorfra han handlede med korn (import-eksport) som fragtedes af de små skippere i Hejlsminde,og hvorfra han drev en købmandshandel indtil 1870.
Marinus og Andrea Kristensen
Det blev en af Jeppe Lauridsens tidligere medarbejdere, der kom til at overtage tørreriet. Marinus Kristensen fra Fasterholt var som 18 årig kommet til Jeppe Lauridsen som altmuligmand. Her traf han Andrea Laursen, datter af Niels og Marie Laursen, Rovtsvejen i Hejls. Hun var ansat som kokkepige, senere som husbestyrerinde og plejemor for den lille Nancy hos Jeppe Lauridsen. Marinus og Andrea blev gift i 1914 og startede med landbrug. I 1921-22 var de igen i Hejlsminde som bestyrere af Hejlsminde Badehotel, hvorefter de drog til Randersegnen , hvor de købte gård. I 1930 vendte de tilbage til Hejlsminde, hvor Marinus Christensen købte tørreriet. Der blev dog ikke drevet tørreri der de første år, idet Marinus Christensen havde startet en vognmandsforretning og det store pakhus blev brugt til lagerrum. De fik bolig i det gamle stuehus, som de indrettede med en udlejebolig i den nordre ende. omkring huset var der dengang en meget stor have, der strakte sig helt fra Badehotellet og ned bagved Tørreriet. Her var god tumleplads for de to børn, Tage og Nancy, som var opkaldt efter Jeppe Lauridsens plejedatter.
Tørreri 1940-1959
I 1940 kom krigen og Marinus Christensen solgte nu tørreriet til et konsortium bestående af grosserer Chr. Nørgaard, Kolding, N. C. Jørgensen og Sv. B. Thomsen, København. Disse havde besluttet at drive tørreri igen, og Marinus Christensen blev bestyrer samtidig med at han havde sin vognmandsforretning. Der blev nu tørret roer til kaffetilsætning, og ind imellem også tørret æbler i ringe og hyben. I det gamle stuehus blev der ovenpå indrettet en sommerbolig til grosserer Thomsen, hvor han kunne mødes med venner eller kunder. Marinus Christensen var bestyrer af Tørreriet indtil 1959, hvor han startede sin pensionisttilværelse på gendarmvej i Hejls. I 1946 blev den store gamle lagerbygning hærget af en voldsom brand, som ødelagde hele tagkonstruktionen. Taget blev genrejst , men ikke i den gamle stil, hvilket skæmmede bygningen en del.
I 1908 blev resterne af Hejlsminde tørreri revet ned og på grunden byggedes 8 rækkehuse, fire mod øst ud mod vandet og fire mod vest ud mod noret. De udgør nu en karkateristisk linje i bybilledet ligesom den gamle tørreribygning gjorde det tidligere.