Hedegård - Romerske kontakter i jernalderen
Oversigtsbillede over den originale udgravning fra 1986. Mulden rømmes af med maskine og resten graves med håndkraft. Det hele dokumenteres og gemmes i museets arkiver.
Kar i jordfæstegrav fra Hedegård.
Pugioen efter rensningen og konserveringen. Pugioen er udstillet på Horsens Museum.
En tegnet rekonstruktion af pragtbæltet fra Hedegård.
Sådan så ringbrynjen ud, da den blev fundet af arkæologerne på udgravningerne ved Hedegård.
Intro
Ved Hedegård udgravede Horsens Museum fra 1986-1993 dele af en boplads og en rig gravplads fra tiden omkring Kristi fødsel. De mest bemærkelsesværdige fund omfatter en romersk pugio (dolk), et pragtbælte af bronze og flere romerske bronzefade.
''Naturgas og romersk jernalder ''
Hedegård-komplekset er et af de mange fortidsminder, der blev undersøgt i forbindelse med anlæggelsen af Danmarks naturgasnet. Under rekognosceringen af området blev der fundet tegn på en boplads med dertilhørende gravplads fra førromersk og ældre romersk jernalder – perioden lige omkring år 0.
Der blev i 1987 foretaget prøvegravninger på både gravpladsen og beboelsen, og det blev efter en vurdering af det arkæologiske potentiale, bevaringsgraden og størrelsen af området afgjort, at det var gravpladsområdet, der skulle udgraves først. Denne beslutning blev også taget, fordi området var truet af dyrkning. Fra 1989 til 1993 blev gravpladsen totaludgravet.
''Geografi og topografi''
Hedegård ligger på et plateau, som ligger relativt højt i terrænet. Lige ved foden af plateauet slynger Skjern Ådal sig gennem landskabet. Denne placering betyder, at der var rig mulighed for transport via vandvejene ud til havet. Bebyggelsen ligger også tæt på den jyske højderyg, hvor den oldgamle hærvej forbinder området til lands mod både nord og syd.
Af grav- og bopladsen er det i skrivende stund kun gravpladsen, der er blevet udgravet. Ved bopladsen er der foretaget prøvegravninger og geofysiske undersøgelser, der fastslår, at der stadig findes mange spændende anlæg her. Bopladsen er en af de allerstørste landsbyer i perioden omkring år 0 i Skandinavien. Det centrale område synes at være helt domineret af et stort befæstet gårdsanlæg.
''En gravplads af betydelig størrelse...''
Gravpladsen ligger ca. 30-40 meter nord for bopladsen og måler 90 x 120 meter. Pladsen omfatter både brandgrave, jordfæstegrave/ubrændte begravelser og bi-grave (hele lerkar uden spor af en afdød). Mange af gravene er dog blevet destrueret gennem tiden, enten som følge af dyrkning eller bosættelser fra senere perioder af jernalderen. Fire af gravene indeholder romerske bronzekar og vidner om det udsyn, der har været fra Midtjylland ned mod Centraleuropa og Det romerske Rige.
''... og betydelige fund''
Ud over de romerske genstande, er der også fundet mange våbengrave med fuld bevæbning dvs. sværd, lanse/spyd og skjold. Mange af sværdene er såkaldte la Téne-sværd, og de er formentligt blevet importeret fra det centrale Europa. Det er værd at bemærke, at omkring en fjerdedel af gravene på Hedegård indeholder våben. På andre af tidens gravpladser udgør våbengravene normalt kun omkring 10% af gravene.
''Lokal produktion og økonomi ''
To af de sværd, der er blevet fundet, er senere blevet analyseret. Man kan se, at de muligvis er produceret i Danmark med lokalt malm. Der er fundet grave med forskelligt værktøj, der klart afspejler den begravedes profession som håndværker. Meget tyder på, at forarbejdning af jern og måske metal håndværk generelt, har spillet en stor rolle i pladsens økonomi. Hedegård-pladsen har uden tvivl været rig og haft en betydelig magt i dens storhedstid.
''Pugio - legionærens dolk''
Et af de helt spektakulære gravgaver der blev fundet ved Hedegård, var en romersk dolk. Det er en såkaldt '''pugio''', som var en væsentlig del af det romerske hærudstyr i det 1. og 2. århundrede. Heldigvis var pugioen trukket ud af den flot dekorerede skede, inden den blev lagt i graven, så både skeden og dolken kan studeres i dag.
Fra bedre bevarede fund kan det ses, at skeden, der var af tyndt jernblik, var udsmykket med indlægninger i bronze/messing, niello/sølv samt grøn og rød emalje. Som genstand er pugioen utrolig sjælden i Nordeuropa. Der er indtil nu kun fundet tre pugio’er nord for Romerriget.
''Ringbrynje af høj kvalitet''
I en af Hedegårdgravene findes den ældste sikkert dokumenterede og daterede ringbrynje i Danmark. Brynjen er lavet af små jernringe, og har formodentlig vejet lidt over ti kg. Brynjen ligner meget de midteuropæiske brynjer fra denne tid, men analyser af jernet viser, at den kan være smedet i lokalområdet, måske endda på Hedegård.
''Pragtbæltet i bronze''
Det sidste pragtgenstand, der vil blive præsenteret her, er dele af et usædvanligt bælte. Bæltet er lavet helt af bronze og består af flere forskellige kraftige dele, der er sat sammen. De former et bælte med en lukkeanordning i form af en ring med svømmende ænder og en hage udformet som et bredmundet dyr.
Ned fra lukket har hængt en flot udsmykket fri ende. Denne ende har bevæget sig flot frem og tilbage, når kvinden, der ejede bæltet, bevægede sig. Der er kun fundet syv andre lignende bælter i Danmark, men inspirationen til bæltet og måden, det er udformet på, stammer fra Centraleuropa.
''Den rigeste gravplads''
Gravpladsens rigdom er meget karakteristisk, og gravgaverne viser tætte forbindelse til kontinentet. Gravgaverne er langt ud over det almindelige, når det sammenlignes med andre gravpladser fra sen førromersk og ældre romersk jernalder.
''Hvordan kom rigdommen nordpå?''
Den romerske pugio er måske det mest spektakulær og mærkelige fund i Hedegård. Hvordan dette pragtstykke er kommet til Hedegård er uvist. Der kan være tale om en ung mand fra Hedegård, der har været professionel soldat/legionær i den romerske hær og her har fået pugio’en på grund af tapperhed i tjenesten og senere fik den med sig i graven.
Der kan også være tale om krigsbytte fra de et af de mange slag, der i årene lige omkring år 0, fandt sted mellem de romerske legioner og de germanske stammer især i det nuværende Nordtyskland. Det såkaldte Varuslag, som fandt sted ved Kalkriese nær Osnabrück i Tyskland i år 9, kunne være et bud.
''Potentialet på bopladsen''
Potentialet i Hedegård er stadig stort, men allerede nu er pladsen vigtig for forståelsen af kulturhistorien, herunder hele samfundets udvikling gennem det første århundrede. Særligt i den første del af pladsens levetid er rigdommen markant, og ud fra gravmaterialet må der være tale om samfundets absolut øverste sociale og magtpolitiske lag. Hvad de har heddet, ved vi ikke.
Romerske skriftlige kilder nævner, at der var konger i Danmark på dette tidspunkt. Om de kaldte sig selv konger, eller det var noget romerne kaldte dem for at lette forståelsen, er uvist. Sporene af den store befæstede og endnu ikke udgravede gård i Hedegård, vil helt sikkert kaste lys på flere aspekter af forholdene lokalt i Hedegård og helt sikkert også forholdet mellem germanerne her og den romerske civilisation. Kommende undersøgelser ved Museum Midtjylland i samarbejde med Museum Horsens vil afsløre de spændende muligheder.
''Publiceret''
''Hedegård – Roman contacts in the Iron Age?''
Over a period of seven years, Horsens Museum excavated a small part of a settlement and the entirety of a very rich burial site containing many graves. Hedegård is dated as being active around the years before and after the birth of Christ.
The burial site is located north of the settlement and contained graves from the late Pre-Roman and early Roman Iron Age. Many of the artefacts found in these graves shows an influence from Celtic but especially Roman culture. Four Roman bronze vessels were found. One of these had stylized wine leafs as handles, and is known to have been produced in southern Italy.
The most precious find was that of a dagger used by the Roman legions, a so-called '''Pugio.''' This dagger was part of the Roman legionnaire’s standard equipment. It might have come to Hedegård through trade, looting or given to a Scandinavian that fought in the Roman army. These daggers are incredibly rare outside of the Roman Empire and, so far, only three other examples are known.
Other great finds include parts of a chain mail, a beautiful bronze belt with Celtic influences and swords of the '''La Tene''' type, which is of Celtic origin.
''Sådan fandt vi Hedegård
'''''af''' Orla Madsen
Følgende er den lille beretning om, hvordan en ung næsten nyuddannet arkæolog en kold aprildag i 1986 uden at vide det fandt en af Danmarks rigeste pladser fra sen førromersk jernalder og ældre romertid – tiden lige omkring Kr.f.
I 1980’erne blev store dele af Danmark gravet igennem på kryds og tværs for at få naturgas ledt ud til de mange husstande, der skulle skifte de stærkt forurenende oliefyr ud med den langt mere miljørigtige naturgas. Det var et stort anlægsarbejde, som ikke tålte mange forsinkelser. Derfor var der indgået en aftale mellem naturgasselskaberne og den daværende højeste myndighed indenfor arkæologien, Rigsantikvaren, som kort fortalt gik ud på, at man så at sige satte museumsloven ud af kraft. Det lyder hårdt, men det handlede egentlig kun om, at evt. fortidsminder, der ville blive beskadiget af naturgasledningen, kunne blive udgravet inden anlægsarbejderne gik i gang.
Det er den måde, vi redder de fleste fortidsminder på i dag, og nu er fremgangsmåden skrevet ind i loven. De fleste steder foretages udgravningerne inden anlægsarbejderne begynder, og arkæologerne stopper ikke mange byggerier fordi fortidsminder fjernes. De er som regel undersøgte, inden byggerierne går i gang.
Danmark var år forinden blevet delt op i en række arkæologiske ansvarsområder således, at de museer, der rådede over akademisk uddannede arkæologer, også kunne ”passe” det arkæologiske arbejde i den eller de kommuner, de arbejdede i. Således havde Horsens Museum, da middelalderarkæologen Ole Schiørring blev ansat som leder i 1985, fået tildelt de fem nordlige kommuner i det daværende Vejle Amt, nemlig Juelsminde, Horsens, Gedved, Brædstrup og Nr. Snede. I dette område holdt museet øje med råstofindviding, lokalplaner, skovrejsning, dyrkning osv. Ved større offentlige anlægsarbejder blev museet som Rigsantikvarens repræsentant bedt om at undersøge sagerne, inden anlægsarbejderne gik i gang.
I 1980’erne fyldte naturgasledningerne meget indenfor arkæologien. Således også i Horsens. Typisk forløb sådan en sag ved, at naturgasselskabet afsatte den ønskede linjeføring, så vidt jeg husker i 14-15 meters bredde. Kortene – ofte sort-hvide luftfotos – over ledningsføringen sendtes til museet. Her gik vi i gang først med en arkivalsk kontrol, hvor vi sammenlignede ledningsforløbet med de kort, vi dengang havde fra Det Kulturhistoriske Cetralregister – byggende på den såkaldte sognebeskrivelse - hvor alle kendte fortidsminder – både de fredede og de ikke fredede var afmærkede. Fandtes der i områderne amatørarkæologer aflagde man normalt også dem et besøg for at få kendskab til pladser, som de måske kendte til.
Når denne del var overstået, vidste man som regel lidt mere. Gik ledningen eksempelvis gennem højgrupper, var man lidt forberedt på, at der nok i hvert fald skulle prøvegraves. Men først skulle der rekognosceres. Hele ledningsforløbet blev gennemgået til fods, og evt. fund og andre iagttagelser blev registreret så præcist som muligt. Dette var helt i GPS’ens barndom, så det var ikke særligt præcist, men alligevel, så stederne ret let kunne findes igen. De steder, der valgtes ud kunne være overpløjede gravhøje, steder med fund af brændte sten, keramik, flint, men det kunne også være områder, der ud fra en topografisk vurdering erfaringsmæssigt kunne være gode bosættelsesområder for f.eks. jernalderens bønder eller stenalderens jægere. Herefter prøvegravedes stederne, og de steder, der skulle undersøges nærmere blev udpeget, budgetlagt og som regel, undersøgt.
Tilbage til Hedegård. I det tidlige forår 1986 modtog Horsens Museum de store kuverter med de planlagte naturledningsforløb i museets fem kommuner. I vestområdet, i Nr. Snede kommune, var der kun en ledning, og den var ret kort gående fra Store Thorlund vest for Nr. Snede til Skjern Å, hvor kommunegrænsen til Thyregod Kommune fandtes. Herfra overtog Vejle Museum det videre forløb syd på. Da denne ledning lå så langt fra museet, som den næsten kunne, besluttede jeg, at hele strækningen skulle gennemgås på en dag.
Så tidligt en morgen i april kørte jeg de ca. 50 km til Store Thorlund, stillede bilen og begyndte at gå mod syd i det med stokke med flag afmærkede spor.
Det blev en lang tur. Det generelt flade terræn var præget af talrige græsmarker, der umuliggjorde almindelig rekognoscering, så da jeg sidst på eftermiddagen var nået næsten ned til Skjern å, havde jeg absolut intet fundet, og der var såmænd heller ikke områder, der umiddelbart virkede lovende rent topografisk. Kort sagt en kedelig omgang.
Men så kom overraskelsen. På de sidste ca. 500 m inden Skjern Å, var der mange høje og andre fund på kortene. Desværre blev ingen af disse ramt af ledningen, men alene nærheden tegnede godt. Der var fund fra stort set alle perioder. Højene var både de højtliggende bronzealderhøje, men også en fin lille gruppe fra enkeltgravstid. En af højene, der dog lå næsten 800 m øst for ledningen, kendte jeg lidt til fra mit konferensspeciale. Her var der 1850 fundet to hesteskeletter med bidsler og andet seletøj fra ældre romersk jernalder. Et mærkeligt fund, for der var åbenbart ingen grav i højen.
Markerne steg her ganske let mod syd, inden den på dette sted brede og ret dybe Skjern Ådal med søerne Ensø og Rødkær pludselig afbrød det flade plateau. Fra markerne her er der en formidabel udsigt over den syd for liggende ådal. Som på resten af turen var der næsten kun græsmarker her, afspejlende landsmændenes foretrukne beskæftigelse som kvægavlere. Det var dermed også ekstremt vanskeligt at rekognoscere.
Landskabet med det flade agerområde mod nord og de gode brede engdrag mod syd nærmest tiggede efter en bebyggelse. Her burde der kunne findes bopladsspor fra flere perioder!
Midt i området var der en ca. 100 m bred mark med vinterhvede. Her kunne den rene jordoverflade ses flere steder, så jeg valgte at koncentrere rekognosceringen her og virkelig minutiøst undersøge overfladen. Og der var gevinst. Et lille ornamenteret potteskår (helt sikkert fra jernalderen) og en jernudvindings slagge blev fundet. Det var sammen med det for bebyggelser så typiske landskab nok til at foretage en prøvegravning.
Prøvegravningen fandt sted i juni, og overraskelsen var stor, da det faktisk var næsten umuligt at afgrænse kultursporene mod syd og nord. Nordligst fandtes gravene og efter et ca 50 m bredt fundtomt område mod syd fandtes bopladssporene over et ca. 200 m langt område afgrænset af svære palisadelignende hegn og flere steder dækket af massive kulturlag.
Det blev starten på Hedegård udgravningerne. Der fandtes ikke flere pladser på Store Thorlund – Skjern Å gasledningen, men det blev så også en plads, der kom til at fylde meget de kommende år. I 1987 fik vi midler fra Rigsantivaren til at afgrænse både landsbyområdet og gravpladsen. Første del var vanskelig p.g.a. kulturlagene og de store dimensioner, medens gravpladsen, der lå nord for var lettere at have med at gøre. Den var til gengæld stærkt truet af dyrkning, så vi valgte at koncentrere alle kræfterne her. Det blev til store udgravninger i 1989, 1990, 1991 og 1992 og en mindre afsluttende i 1993. Nogle helt fantastisk spændende arbejdsår for mig. Gravpladsen er formodentlig totaludgravet, men der kan med de nye undersøgelser, som Museum Midtjyllands har lavet være andre pladser rundt om det centrale bebyggelsesområde.
Men det er en anden historie. Den kolde aprildag i 1986 vil jeg aldrig glemme. Jeg kan stadig se mig selv stå på kanten af Kvortrups mark og kigge ud over ådalen og tænke: ”Her må være noget. Her er det hele – marker, enge, fiskevand, transportmuligheder. Hvis jeg var oldtidsbonde, ville jeg slå mig ned her.” Jeg kan også tydeligt huske den intensive rekognoscering og glæden ved at finde det lille ornamenterede potteskår og en slagge. Også begejstringen ved prøvegravningen ved først af få en urnegrav ”på skovlen” og at opdage at der var flere – også jordfæstegrave – og herefter lidt frustrationer over ikke at kunne få det hele afsluttet. Bopladssporene mod syd fortsatte nemlig til det, vi dengang i hvert fald, regnede for Skandinaviens største samlede landsbyområde fra tiden omkring Kr.f. Hvor jeg i starten ved rekognosceringen kun regnede med at skulle grave på en eller to gårdejeres marker, måtte jeg nu i gang hos fire ejere. Heldigvis syntes de også, at Hedegård-pladsen var noget helt speciel. De fulgte interesseret med i alt, hvad der skete, og der var aldrig problemer med at få lov til at grave. Vi oplevede gennem alle årene en ubetinget støtte til undersøgelserne. Hedegård og området omkring Rønslundevej var mit andet hjem i disse lidt hektiske men bestemt også sjove tidlige arkæologår. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer på pladsen.
3/5 2017
Orla Madsen