Havnekranen i Helsingør
I juli 1966 gik museumsinspektør Henning Henningsen en tur på Helsingør havn. Netop da færgen KÄRNAN ankom fra Helsingborg på den anden side af Øresund, forevigede Henningsen den mere end 100 år gamle havnekran.
Vi er i 1860’erne, i tiden mellem Øresundstoldens ophævelse og stålskibsværftets begyndelse. Fairbairns kran betjener et sejlskib, sandsynligvis en bark.
Havnekranen med skibsværftet og Kronborg i baggrunden. Ved kajen ses en torpedojager. Det ses også, at kranen dengang kunne nå udover vandet. Det var før kajen blev udvidet i starten af 2000-tallet.
Intro
Svingkranen fra 1862 er udviklet og patenteret af den skotske ingeniør Sir William Fairbairn. Kranens udformning er et godt eksempel på den teknologiske og industrielle udvikling i 1800-tallet. Samtidig symboliserer den en overgangsperiode i Helsingørs historie.
Med Øresundstoldens ophævelse i 1857 led Helsingør et stort økonomisk tab. Som kompensation for byens tabte indtægt ydede den danske stat en økonomisk hjælp, der inkluderede en udvidelse af Helsingør havn. Formålet var at gøre havnen mere attraktiv for den stigende skibstrafik i Øresund, så et af Helsingørs hovederhverv, skibsprovianteringshandlen, kunne få bedre konkurrencevilkår.
Med udgravningen af et nyt havnebassin og udskiftningen af den gamle havnekran stod udvidelsen af havnen færdig i 1862. Den nye kran blev placeret ud for Sophie Brahes Gade på kajstrækningen mellem den nuværende togstation og Kulturværftet.
Kranens svanehalsbuede del består af sammennittede smedejernsplader, der i en bokskonstruktion tilsammen fungerer som en celleopdelt enhed med en løftekapacitet på 10 tons. Den manuelle betjening af kranen foregik ved hjælp af håndsving. Fairbairns kraner kunne løfte godset højere og længere ind på skibet, end tidligere kraner kunne. Designet fik stor succes, og hans kraner blev opstillet i flere europæiske havnebyer. Kranen i Helsingør har stadig slægtninge i bl.a. Dover, Bristol og Sevilla.
Med dampskibenes fremmarch og sejlskibsflådens tilbagegang mistede Helsingør havn imidlertid betydning som nød- og vinterhavn. Dampskibene, især de skruedrevne, kunne sejle på trods af et let isdække, og de var mindre afhængige af vindforholdene end sejlskibene. De større dampskibe kunne medbringe mere proviant og behøvede ikke længere at stoppe i Helsingør for proviantering, så skibsprovianteringshandlerne stod til at miste store dele af deres forretningsgrundlag. Det var derfor vigtigt for byen, både mentalt og økonomisk, at Helsingør Jærnskibs- og Maskinbyggeri blev etableret i 1882.
Med tiden betød udviklingen af kranteknologien og skibenes størrelse, at der blev mindre brug for svingkranens løfteevner. I dag er den fredet af Slots- og Kulturstyrelsen til minde om havnens historie i den udfordrende periode mellem Øresundstoldens afskaffelse og jernskibsværftets anlæggelse.