Havnebadet Islands Brygge


Havnebadet, Islands Brygge. Havnebadet, Islands Brygge i København. Foto: JDS Architects

Intro

Havnebadet på Island Brygge i København er tegnet af den dansk-belgiske tegnestue PLOT og blev indviet i 2003. Anlægget er formet som en rektangulær trækonstruktion, der bæres oppe af pontoner...

Havnebadet på Island Brygge i København er tegnet af den dansk-belgiske tegnestue PLOT og blev indviet i 2003. Anlægget er formet som en rektangulær trækonstruktion, der bæres oppe af pontoner. De mest iøjnefaldende enkeltdele i Havnebadet forholder sig tydeligt til havneløbets tidligere tunge skibstrafik. Udspringstårnet er formet som stævnen på et skib, mens livreddernes udkigspost ligner en skibsskorsten. Valget af træ som det gennemgående materiale er en klar reference til den klassiske badeanstalt. Havnebadet er tænkt som et imødekommende og åbent anlæg – som et socialt mødested for gæster i alle aldre. Der er soppebassiner til børnene og bassiner til svømning og udspring. På Havnebadets ”dæk” er der også mulighed for bare at slikke sol. Fra dag ét var Havnebadet en succes, og i dag er anlægget et centralt element i det rekreative, sociale og kulturelle område, kaldet Havneparken, der er skabt langs havnekajen. ''Taghaver for livsnydere'' Den moderne by står over for en stor udfordring. Den vokser. I takt med vokseværket er borgernes forventninger til byens grønne faciliteter øget. Nye løsninger ser derfor dagens lys. Havneparken med Havnebadet på Islands Brygge giver mulighed for friluftsliv midt i byen. Et andet eksempel på en ny grøn løsning har den belgiske arkitekt Julian De Smedt – den ene af hovedkræfterne i den nu opløste tegnestue PLOT – skabt på Nørrebro i København. På toppen af en boligblok har han skabt en grøn ”gårdhave”. ”En hedonistisk tagtop” kalder arkitekten selv projektet og understreger dermed en ny forståelse af det bolignære udeareal i byen. Leg, nydelse og rekreative aktiviteter er mindst lige så vigtige som at kunne hænge vasketøj til tørre. En holdning der kommer til udtryk i taghavens elementer: en legeplads, en bakketop med græs, en udsigtsplatform, et udekøkken og et soldæk. Taghaven er en opfordring til at nyde i livet. Havnebadet og taghaven er tæt knyttet til en ny ”pragmatisme” i arkitekturen. Udover pragmatismen i arkitekturen er visionær, praktisk og optimistisk, er det kendetegnende at hensynet til bæredygtighed og til menneskets behov er afgørende. Gennem sine projekter har belgiske Julian De Smedt givet nye ideer og indspark til dansk arkitektur.