Harring Kirke

Harring Kirke
Intro
Harring Kirke i Thy er en lille middelalderkirke med blytag og klokkekam fra 1885. Kirken rummer en luthersk fløjaltertavle fra omkring 1590, en døbefont i thybo-stil og et dåbsfad fra Nürnberg fra 1575. Kirkeskibet, en tremastet bark, blev skænket til kirken i 1972.
Harring Kirke er et lille, ensomt beliggende Guds hus i Thy. Fra kirkegården er der udsigt til herregården Øland, som kirken tidligere har hørt under.
I Hassing Herreds tingbog oplyses det den 16. juni 1636, at kirken havde stråtag, mens det i værket '''Danmarks Kirker''' fra 1940 anføres, at skibet havde blytag, mens koret var teglhængt og våbenhuset skifertækket. I dag er hele kirken blytækt.
Kirkeklokken hænger i en klokkekam, opført i 1885. Før den tid hang klokken mellem et par klokkepiller på korets østgavl.
Altertavlen er en luthersk fløjaltertavle fra omkring 1590. Inde i midterfeltets ramme står korintiske søjler med bladskeder af akantusblade forneden. Foroven i midterfeltet findes to fintskårne relieffer, som formodentlig stammer fra et møbel og muligvis er skænket af sognepræst Villum Villumsen Schmidt.
Den ene alterstage bærer indskriften: »Helligtre Kongers Dag 1621 gav Her Hans Søfrensøn og Anna Peders Datter i Roesholm disse to lysestager til Harring Kirke«. På den anden står blot forkortelsen »HHS APD«.
Døbefonten er i thybo-stil med en kløverbladsformet kumme. På dåbsfadet fra Nürnberg, dateret 1575, ses motivet Mariæ Bebudelse.
Kirkeskibet, en tremastet bark, måler 73 cm fra køl til mastetop. Det er udført af Jens Knudsen fra Heltborg og blev i 1972 skænket til kirken af landmand Martin Nielsen Odgaard.
Kilde: Familie Journalen nr. 49, 2012, Kirkelisten, kirke nr. 1811
''Publiceret''