Hareskovby


Hareskovby. Træsommerhuset fra 1938 før området blev bebygget. Idag ligger det i F. Løkkegaards baghave

Intro

Hareskovby er en lille villaby med cirka 3500 indbyggere og skov på to sider. Området var værløsebøndernes gamle overdrev. Det blev udstykket i 1794 og opdyrket i mindre landbrug. Udviklingen til villaby tog fart, da Slangerupbanen blev åbnet i 1906 med en station i Hareskov...

Hareskovby er en lille villaby med cirka 3500 indbyggere og skov på to sider. Området var værløsebøndernes gamle overdrev. Det blev udstykket i 1794 og opdyrket i mindre landbrug. Udviklingen til villaby tog fart, da Slangerupbanen blev åbnet i 1906 med en station i Hareskov. Det blev nemt at pendle og hurtigt for hovedstadens søndagsfolk at tage i skoven. Enkelte forsøgte sig med at bygge herskabsvillaer, men projekterne slog fejl, da køberne udeblev. Hareskovby blev i stedet en mere beskeden parcelhusby og et sommerhusområde for middelstands- og arbejderfamilier. Helt til midten af 1950’erne var halvdelen af byens huse små træsommerhuse. ''Det sidste sommerhus'' I baghaven hos historikeren Finn Løkkegaard ligger byens sidste træsommerhus. Opført i 1938, senere ombygget, men i dag ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. Finn og hans kone Tove flyttede til Hareskovby i 1961. Han beskriver byen dengang som karakteriseret ved en spredt bebyggelse med nogle få tidligere landbrugsejendomme, enkelte gamle villaer i historiske stilarter, og murermesterhuse, bungalows og træsommerhuse fra mellemkrigstiden. Først ved byggeboomet i 1960’erne og -70’erne ændrede byen radikalt karakter med typehusbyggeri. Senere kommer de mere individuelle villaer til og de ombyggede gamle huse med dobbeltcarporte. Hist og her er kernen i et hus dog stadig et gammelt sommerhus, som er skalmuret og udbygget til en pittoresk helårsbolig.