Højbygaard Sukkerfabrik
Erhard Frederiksen 1843 - 1903
Fabrikken "Lolland" tegnet 1872
Fabriksbygningerne 2009
Højbygård Sukkerfabrik 1949
Højbygård Sukkerfabrik 1958
Højbygård Sukkerfabrik 1959
Johan Ditlev Frederiksen 1846 - 1926
Roebane årstal ukendt
Arbejdere på Højbygård Sukkerfabrik ca.1925
Fabriksbyggeri forår 1873
Højbygård Sukkerfabrik 1938
Højbygård Sukkerfabrik 1950.
Intro
Højbygaard Sukkerfabrik blev grundlagt i 1872 af Brød-rene Frederiksen med navnet Roesukkerfabrikken "Lolland". Konkurs i 1877 og videreført som Højbygård Sukkerfabrik. I 1961ombygget til papirproduktion (1961-93) med navneskift til: Højbygård Papirfabrik.I 2015 Erhvervspark: Højbygård Papirfabrik
Historisk baggrund.
Sukker udvundet af sukkerrør har været kendt i over 1000 år; sukker udvundet af roer kom derimod først til at spille en rolle i årene omkring 1800, da fastlandsspærringen under Napoleonskrigene standsede indførslen af rørsukker til Europa.
Mangel på sukker og høje priser var følgen, og det animerede til at udvikle en sukkerproduktion på grundlag af et europæisk råstof. Det blev den hvide runkelroe, man koncentrerede sig om, og i 1802 anlagdes den første roesukkerfabrik i Schlesien.
I Danmark blev der i 1812 etableret en runkelroe-sukkerfabrik ved Tranekær på Langeland. Den måtte opgives få år efter, da fastlandspærringen blev ophævet i 1815, og rørsukkeret igen kom på markedet.
I Europa fik sukkerfabrikkerne store vanskeligheder, idet de skulle til at konkurrere med rørsukkeret. I Frankrig beskyttedes roesukkeret af told, og det var også i dette land, at videreudviklingen af sukkerroen og roesukkerindustrien fandt sted. Fra midten af 1800-tallet var Tyskland igen med, og fine resultater herfra, og fra Sverige, blev fulgt med stigende interesse i Danmark.
Videnskabernes Selskab stillede i 1868 en prisopgave om sukkerroedyrkning og fabrikation; den besvaredes af Fr. Ottesen, der tilegnede sit skrift, ”Runkelroeavlen og Roesukkerfabrikation i Danmark”, til Edvard Tesdorf til Orupgård.
Landhusholdningsselskabet havde anlagt nogle mindre forsøg, og i februar 1872 blev det første diskussionsmøde om emnet afholdt af selskabet. I foråret 1872 etableredes to aktieselskaber med roesukkerproduktion som formål, ”De danske Sukkerfabrikker” med C. F. Tietgen som bærende kraft, og fabrikken ”Lolland” med to unge landmænd, brødrene Erhard og J. D. Frederiksen som grundlæggere.
Erhard Frederiksen, 1843 - 1903.
Landbrugskandidat i 1862 og derefter underforvalter på Orupgård. Han videreuddannede sig ved studierejser i ind- og udland og overtog i 1866 fædrenegården Nøbbøllegård. 1872 - 77 landøkonomisk direktør ved roesukkerfabrikken ”Lolland”. Efter konkursen tog han til København, hvor han bl. a. var med til at starte Københavns mælkeforsyning. I disse år begyndte hans omfattende skribentvirksomhed. 1880 – 1902 medredaktør af Ugeskrift for Landmænd. 1882 ansættes han af De danske Sukkerfabrikker som landbrugskonsulent ved sukkerfabrikken i Nakskov.
Johan Ditlev Frederiksen, 1846 – 1926.
Landbrugskandidat 1866. Efter studierejser i ind- og udland købte han i 1870 Bådesgård. 1872 - 77 teknisk direktør ved roesukkerfabrikken ”Lolland”. Efter konkursen rejste han til Amerika, hvor han øvede en meget betydelig mejeriteknisk indsats.
De danske Sukkerfabrikker.
I årene omkring 1872 havde C. F. Tietgen mange jern i ilden: Udviklingen af De forenede Dampskibsselskaber, B & W´s omdannelse til aktieselskab, udvidelse af Store Nordiske Telegrafselskab, udvidelse af Privat-banken, privatbaner på Lolland – Falster m. m.
Tietgen var meget betænkelig ved at tage fat på sukkerroesagen, fordi han var pessimist med hensyn til at få ændret sukkertolden; men delvis presset af en række storgodsbesiddere, gik han med, og 20. april 1872 stiftedes DDS.
”Fabrikken Lolland”
Brødrene Frederiksen havde lige fra starten tænkt sig, at fabrik og avlsbrug skulle etableres som et aktieselskab, og i de første udkast blev der regnet med en aktiekapital på en million rigsdaler.
Det fremgår af et brev fra Erhard Frederiksen til Bertouch-Lehn 1. marts 1872 at: Det ville jo være nødvendigt at have til medindskyder en københavnsk børsmand eller to for at sikre aktiernes tegning….. Bedst var det at have etatsråd Tietgen som medindbyder, og der er sandsynlighed for, at dette heldigt kunne ske, netop mens jernvejens ordning er i værk. ( Banen på Lolland )
Kort tid efter fik brødrene at vide, at Tietgen selv var i gang med et sukkerroe-projekt, og da J. D. Frederiksen i marts 1872 var på rejse i Tyskland, forsøgte han at træffe Tietgen i Berlin. J. D. Frederiksen blev imidlertid forsinket af is og sne, og da han nåede til Berlin, var Tietgen rejst.
I april 1872 udarbejdede brødrene Frederiksen et nyt udkast, som blev sendt til de mennesker, man ønskede som medindbydere. Tietgen fik den 16. april også tilsendt et, brødrene Frederiksen havde da kun et flygtigt kendskab til Tietgens projekt. Han bad om yderligere orientering, hvad han fik den 20. april 1872 – samme dag som stiftelsen af DDS.
Ni dage senere, den 29. april 1872, udsendte brødrene Frederiksen så den endelige plan for fabrikken ”Lolland”. I denne endelige plan er aktiekapitalen imidlertid halveret; man regner med følgende fordeling: 200.000 rigsdaler til anlæg af fabrikken, 230.000 til drift af avlsbruget og 70.000 til anlæg og drift af en gødningsfabrik. Til drift af fabrikken og til eventuelle udvidelser ville man optage et prioritetslån.
Brødrene Frederiksen håbede længe på at få en ordning med Tietgen, men det glippede. Tietgen oplyser derimod dem om, at den del af kapitalen, som ikke er tegnet på Lolland-Falster, indskydes af Landmandsbanken.
Placeringen af fabrikken.
Det var et bærende princip, at fabrikken skulle kombineres med et omfattende og velindrettet avlsbrug, der skulle sikre leverancer af sukkeroer, der såvel kvantitativt som kvalitativt var tilfredsstillende. Deres erfaring var, at i de egentlige sukkerroedyrkende lande, foreskrev fabrikanterne landmændene strenge regler for dyrkningen, for at sikre sig sukkerrige roer. Dette har man ikke kunnet gøre i de lande, hvor denne industri er ny; da ville landmændene blive skræmt bort, og fabrikken ville ikke få det fornødne kvantum af sukkerroer.
Denne sammenkobling af fabrik og avlsbrug var afgørende for placereingen af fabrikken på Sydlolland. Her kunne man regne med at forpagte Erhard Frederiksens egen gård Nøbbøllegård med dens 400 tønder land veldyrket jord; gennem den nære forbindelse til lensbaron Bertouch-Lehn var der udsigt til også at forpagte Højbygård. Allerede i 1870 havde Erhard Frederiksen fået Saksfjed i forpagtning af baroniet Sønderkarle. Dette pegede således mod egnen omkring Holeby.
En anden vigtig faktor var transporten til og fra fabrikken. I 1870erne var transportsystemet i støbeskeen. Der var planer om en havn på Lollands sydkyst, og et jernbaneprojekt var ved at tage form; men i 1872 var ingen af sagerne afgjort.
Hvis der kom en havn ved Brunddragene, ville fabrikken være til gavn for inddæmningen. Skulle der komme en havn ved Syltholm, det nuværende Rødbyhavn, måtte placeringen flyttes til området omkring det nuværende Strandholm. Der kom ingen havn på Sydlolland, og den nærmeste havn var Bandholm. Så meget desto vigtigere var det, at fabrikken fik en jernbaneforbindelse.
Regeringen havde ved loven af 25. marts 1873 fået bemyndigelse til at give koncession på en Lollandsbane. April 1873 påbegyndtes banebyggeriet, og 1. juli 1874 var den færdig. Kredsen bag fabrikken Lolland havde allerede i 1872 henvendt sig til indenrigsminister Fonnesbeck og bedt om en linjeføring, der tilgodeså fabrikken, og resultatet blev da også en station i Holeby.
Det tredje punkt, der indgik i overvejelserne om placeringen af fabrikken var vandforsyningen. I det første udkast, hvor man regnede med at bygge ved en havn mod syd hedder det: ”Fabrikken vil udfordre 10.000 tønder vand i døgnet fra oktober til februar. Af denne grund vil det være hensigtsmæssigt at lægge den ved havet, da ca. 9/10 kan benyttes som saltvand, og man må antage at artesiske boringer kunne skaffe resten til veje”.
I næste udkast har man opgivet at bruge havvand, og da det efter analyser havde vist sig, at vandet i Maribo-søerne var bedre end i brøndene, blev det foreslået at anlægge fabrikken ved en station, der kunne få vandledning fra Røgbølle sø eller Maribo sø. Resultatet blev en vandledning fra Røgbølle sø til Holeby.
Det havde måske været mere bekvemt at anlægge fabrikken nærmere ved søen, men for planlæggerne vejede avlsbrugene og jernbanens placering tungest, og fabrikken blev bygget ved Holeby.
De to hovedprocesser i fremstilling af sukker: udvinding af sukkersaften og raffinering af råsukkeret. Brødrene Frederiksen havde i det første udkast ville anlægge et raffinaderi, efter større eller mindre målestok samt en spritfabrik til at brænde sprit af siruppen.
Inden det andet udkast havde Brødrene Frederiksen fået underretninger om, at Tietgen havde planer om at koncentrere raffineringen i København. De opstiller da som alternativ, at fabrikken Lolland kan deltage i det københavnske raffinaderi. Der blev ført forhandlinger med Tietgen, men denne ville have et stort selskab for hele landet. Derfor skrev J. D. Frederiksen den16 april 1872 til Tietgen: ”Denne plan kommer jo helt på tværs for vor, idet det store selskab naturligt ikke kan indlade sig på et storartet landbrug.” I brødrene Frederiksens endelige plan fra 29. april 1872 står der, at fabrikken skal producere ”konsum eller råsukker”, som kan føres i markedet uden raffinering.
Kort tid efter fabrikkens start tog man fat på de transportproblemer, som havde voldt så mange kvaler i starten. Da jernbanen i 1874 var færdig, blev der anlagt et jernbanespor fra Holeby station til fabrikken, en afstand på ca. 500 m. Transporten omkring selve fabrikken fandt sted med tipvogne, og fra fabrikken til Torslundemarken under Højbygård blev der anlagt en hestebane, d.v.s. en smalsporet roebane med heste som trækkraft; transporten af roerne fra marken foregik ad transportable spor.
Fabrikken bygges.
I juni 1872 begyndte den offentlige aktietegning i A/S fabrikken ”Lolland”. Der blev købt jord og skrevet skøder, og i juli drog Erhard Frederiksen af sted på en studietur til Tyskland. Tegningerne til fabrikken blev udført af firmaet Maschinenbauanstalt i Braunschweig, og de leverede størstedelen af maskinerne; kedlerne blev dog bestilt hos Burmeister & Wain.
13. november 1872 brød stormfloden ind over Sydlolland, og denne katastrofe kom også til at berøre fabriksbyggeriet; men trods det afholdt man en højtidelig grundstensnedlæggelse den 10. december 1872. Herom skrev Lollands-Posten bl. a.: ”Klokken 2 var der på pladsen, hvor fabrikken skulle stå, samlet en del mennesker af forskellige samfundsklasser, og efter at musikken havde spillet en fædrelandssang, opfordrede justitsråd Meincke til at udbringe et leve for hans majestæt kongen, under hvis regering denne sukkerfabrik anlagdes, hvilken opfordring svaredes med ni hurraer…” Efter at Erhard Frederiksen havde talt om de store forhåbninger, man nærede, nedlagde etatsråd Jørgensen grundstenen på den sygemeldte Bertouch-Lehns vegne. Under grundstenen blev der lagt et dokument og en sølvplade med følgende indskrift: ” År 1872 den 10. december nedlagdes grundstenen til sukkerfabrikken ”Lolland”. Gid den med held må arbejde til målet at bringe liv og fremgang i egnens agerbrug og velstand til husbond og arbejder”.
Da Gerhard Faye i 1874 blev ansat som kemiker på fabrikken, gik der endnu beretninger om alle de bryderier, de havde under fabrikkens opførelse, og det skildrede han således i Maribo amts økonomiske Selskabs årbog 1912: ”Der var den gang ingen bane, så alle materialerne, de tunge maskiner osv. måtte transporteres pr. akse, og hvem, der kendte de lollandske biveje på den tid, vil forstå, at de efterhånden blev forvandlet til bundløst lerælte. Om arbejdsforholdene skriver daværende bestyrer fra Amerika: Da så fabrikken skulle bygges og sættes i gang i 1873, blev arbejdsforholdene desperate. Jeg har ikke i de 45 år, jeg har været knyttet til fabriksvirksomhed, kendt blot tilnærmelsesvis noget lignende. Jernbanen var under bygning og fordrede mange folk, bøndergårdene og husene, der var gået til grunde under stormfloden, skulle genopføres, fabrikken gøres færdig, roerne passes osv. osv. Resultatet var komplet demoralisation: Folkene arbejdede en halv snes dage ved et foretagende til høje lønninger, så holdt de blå uge og begyndte om igen ved jernbanen eller et andet sted, mens sagerne andre steder gik, som de bedst kunne.”
Gerhard Faye fortsætter: ”Følgen af alle disse vanskeligheder blev da også, at fabrikken, der skulle være færdig i oktober, først nåede at blive færdig i januar 1874. Hvad det vil sige for gennemførelsen af en kampagne først at komme i gang i januar måned vil enhver kunne forstå, der har lidt kendskab til roesukkerfabrikation. Man ville kunne forstå de umådelige vanskeligheder, der optårnede sig for hele den uøvede stab af unge mennesker, der skulle gennemføre en kampagne i sne og is i årets koldeste måneder, forstå at man undertiden nær havde opgivet ævret. Og resultatet var selvfølgelig også derefter: højst utilfredsstillende. Kampagnen sluttede først de sidste dage i april, samtidig med, at roesåningen skulle begynde!”
Det var ensomt for brødrene Frederiksen i maj 1874. De havde – forfulgt af uheld – omsider fået bygget fabrikken, så deres første kampagne kunne begynde i januar 1874. Kampagnens resultater var ikke opmuntrende, og fremtiden tegnede alt andet end lyst. Bordet fangede, og kapitalen var alt for lille.
I 1873 havde brødrene Frederiksen besluttet sig for at erhverve Öja sockerbruk ved Ystad i Skåne. Fabrikken var opført 1872 – 73 af Lagmann Sylvan og skænket til byen Ystad. I december 1873 fik brødrene den svenske stats tilladelse til at erhverve ejendommen og ved køberbrev af 17. februar 1874 overtog de fabrikken for i alt 245.000 kroner i guld. Fabrikken var beregnet på såvel råsukkertilvirkning som raffinering, men ved købet manglede endnu en del maskineri. Brødrene investerede ca. 250.000 kr. i maskiner og i marts 1877 blev værdien af hele foretagendet anslået til ca. 600.000 kr., heraf var byen Ystads fordring ca. 208.000 kr. I 1875 blev Öja bortforpagtet til fabrikken ”Lolland”, men af formelle grunde stod brødrene Frederiksen stadig som ejere, idet et dansk aktieselskab ikke kunne eje ejendom i Sverige, og det var således brødrene personligt, der hæftede for Öjas gæld.
Økonomisk sammenbrud.
Allerede under den første kampagne trak skyerne truende op, og i løbet af de næste år så det mere og mere mørkt ud. Aktierne var vanskelige at komme af med, så brødrene Frederiksen måtte selv aftage hovedparten samtidig med, at de og deres nærmeste familie personligt måtte stille sikkerhed for de voksende gældsforpligtelser. Ved generalforsamlingen 16. april 1875 var der 3110 stemmer, heraf havde brødrene de 2115 selv, og det var ikke deres ønske, at stemmerne var koncentreret på så få hænder.
Da ”Lolland” i 1875 overtog forpagtningen af Öja, blev bestyrelsen bemyndiget til at udvide aktiekapitalen med indtil 1½ million kr., men heller ikke på dette tidspunkt blev aktierne revet væk. På en ekstraordinær generalforsamling den 26. maj 1876 blev bemyndigelsen trukket tilbage, og erstattet af en bemyndigelse til at udstede præferenceaktier til et beløb af 500.000 kr. Baggrunden for denne ændring var, at Edvard Tesdorpf på Orupgård på Falster tilbød personligt at garantere for en 6 måneders kredit til råstoffet til Öja sockerbruk, imod at ”Lolland” selv skaffede den øvrige driftskapital.
I dagene inden den ekstraordinære generalforsamling havde Edvard Tesdorpf undersøgt forholdene på selskabets avlsgårde på Lolland, og han havde fundet et jordbrug af sådan fortrinlighed, at han ikke kunne rose det nok. Brakmarken var afskaffet og roedyrkningen trådt i stedet, og alt stillede sig så gunstigt, at der ikke kunne være tvivl om en heldig gennemførelse under normale forhold.
Økonomien havde også han også fundet fortrinlig. Tesdorpf ønskede at afgive dette vidnedsbyrd, ikke for at fremkalde overdrevne forhåbninger hos aktionærerne, men for at forsikre dem om, at intet var forsømt for at fremme deres tarv, og under forhold der ikke var ligefrem uheldige, måtte et passende udbytte med sikkerhed kunne ventes.
Det var klar tale fra en af landets betydeligste landmænd, og i de efterfølgende måneder blev der travlhed. En opfordring til godsejere og fideikommisejere om at slutte op om foretagendet blev udsendt af etatsråd Tesdorpf, etatsråd Jørgensen på Søholt og udenrigsminister Rosenørn Lehn og lensbaron Bertouch-Lehn. Men trods magtfulde fortalere lykkedes det ikke, og dermed faldt grundlaget for Tesdorpfs tilbud bort. Tietgen ville ikke overtage forpagtningen af Öja, brødrene Frederiksen forsøgte at holde sig oppe på veksler og kassekreditter, men falitten var uundgåelig.
I januar 1877 blev fabrikken ”Lolland”s bo taget under konkursbehandling af Sø- & Handelsretten, og henholdsvis den 28. februar og 1. marts 1877 indgav J. D. og Erhard Frederiksen konkursbegæring til Landsover- samt Hof og Statsretten i København.
Højbygård Sukkerfabrik.
I ”Lollands”s fallitbo blev der kun udbetalt få promille til kreditorerne. De største var Den danske Landmandsbank, Industribanken, firmaet Becket & Meyer, Central Spare– og Lånebanken i København, jægermester P. Frederichsen, baron Rosenørn-Lehn og Diskonto- og Lånebanken i Maribo.
Fabrikken ”Lolland” og dens avlsbrug repræsenterede så store værdier, at det var af allerstørste vigtighed at få foretagendet ført videre. Kreditorerne optog derfor lån for at holde driften i gang, mens der forhandledes, og det endte med at, en kreds af interesserede overtog fabrik og avlsbrug og videreførte den under navnet ”Højbygård Sukkerfabrik”
Erhard Frederiksen arbejdede samtidig med forskellige planer. Han havde hørt at Tietgen, eller private i forbindelse med DDS ikke var utilbøjelige til at købe fabrikken og fortsætte dens drift. Frederiksen skrev i april 1877 til Tietgen og tilbød sin bistand med at holde avlsbrugene i gang, så leverancerne til fabrikken kunne fortsætte. Allerede et par dage efter svarede Tietgen: ”Den meddelelse, som De omtaler i Deres ærede brev af 14. ds., er fuldstændigt grebet ud af luften; siden vor sidste samtale om den sag har jeg ikke tænkt mere derpå, endsige talt med nogen derom. Vel har jeg endnu den samme interesse for at samle disse anlæg under DDS som tidligere, men tiderne er i alle henseender så ugunstige, at det ville være kådhed at fremkomme nu med noget som helst.”
Tietgen styrede sin ”kådhed” og først i 1880, da klimaet for roesukkerfabrikation var blevet mildere, overtog De danske Sukkerfabrikker Højbygård Sukkerfabrik. Sukkerfabrikken fortsatte under dette navn, indtil den stoppede efter kampagnen 1960. I januar 1961 blev fabrikken demonteret, hvor alt undtaget kraftcentralen blev fjernet.
Højbygård Papirfabrik
De danske Sukkerfabrikker og de forenede papirfabrikker startede i fællesskab en produktion af karduspapir, på basis af gammelt papir og halm. Hele anlægget var færdig 1. november 1961. Der blev fremstillet papir i den tidligere sukkerfabrik til september 1993.
Efter 1993 har fabrikken haft flere ejere indtil 2005, hvor Martin B. Skibsted overtager fabrikken.
Kilde: Lolland - Falsters historiske Samfund 1973, Sukkerroer 100 år på Lolland - Falster