Håndværksmuseet
Det gamle pakhus, som i dag huser Håndværksmuseet
På åbningsdagen i 1996 samledes museets frivillige, fagforeningsfolk og museumsfolk foran Håndværksmuseet.
Intro
Håndværksmuseet ligger i et gammelt pakhus, som er tegnet af arkitekt P. Paulsen. Det blev opført i 1894 af købmand Ankerstjerne. I 1919 blev bygningen solgt til De Danske Spritfabrikker, der brugte den til opmagasinering og behandling af korn. I 1973 overtog Randers Kommune bygningen.
Kulturhistorisk Museum overtog bygningen den 1. april 1986 efter huset var sat i stand. Der blev blandt andet installeret varme- og ventilationsanlæg, og bygningen blev brandisoleret. De første år blev bygningen brugt som museumsmagasin for de ca. 20.000 genstande, der hørte ind under museets håndværkssamling. Som følge af museets fortsatte indsamling og registrering af håndværksgenstande, kom adskillige håndværkere i huset. De blev flere og flere og samtidig voksede ønsket om at etablere egentlige udstillinger af forskellige håndværksfag samt at åbne et håndværksmuseum i bygningen. De frivillige håndværkere støttede alle op om dette og mange ydede en stor indsats i indsamling af flere genstande og etablering af udstillede værkstedsinteriør. Der var en betydelig brugerinddragelse, skønt dette begreb endnu ikke var kendt.
Kulturhistorisk Museum udarbejdede et større projekt, der dels skulle rejse midler, dels skulle beskrive hvordan et egentligt Håndværksmuseum kunne etableres. I udvælgelsen af håndværksfag lagde man vægt på, om det pågældende håndværk var godt repræsenteret i samlingen og desuden om håndværkerne fra faget havde udvist interesse for at deltage aktivt i arbejdet. De to typiske og kendte Randers-håndværk som rebslager og handskemager var naturligvis selvskrevne.
Der skulle rejses midler til nødudgange, tyverialarmer og andre tekniske ting, ligesom man søgte Randers Kommune om bevilling af stillinger til det nødvendige personale for at klare den daglige drift. Det tog flere år at få pengene hentet hjem. Randers kommune så med velvilje på projektet, men ønskede ikke at oprette en stilling på Håndværksmuseet. Det var Kulturhistorisk Museum ikke helt tilfreds med, da det ville betyde flere opgaver for museet uden medfølgende ressourcer. Men sådan blev det.
''Håndværksmuseets åbning''
Lørdag den 30. marts 1996 slog det nye Håndværksmuseum dørene op for publikum. På selve åbningsdagen var der stor interesse for museet, og huset var fyldt med gæster. Ca. 1000 personer benyttede anledningen til at se nærmere på det nye Håndværksmuseum.
For at markere dagen samledes alle frivillige og deres fagforeninger om formiddagen til et optog gennem midtbyens gader. Frivillige fra hvert fag, der er repræsenteret på museet, gik i arbejdstøj med skilte, faner og med lavslader ganske som i gamle dage. Derefter samledes alle ved indgangen, hvor daværende byrådsmedlem og formand for Kulturudvalget Erik Skovgaard sammen med daværende museumsleder Carsten Palüdan Müller stod for den officielle del af åbningen.
''Værkstederne og de frivillige''
Håndværksmuseet rummer i dag 23 værksteder. Mange af håndværksfagene kendes fra andre gamle købstæder, der ligesom Randers har eksisteret siden middelalderens start. Det er de klassiske håndværk som smedefagene (smed, kobbersmed, bøssemager og guld- og sølvsmed), træfagene (tømrer, snedker, karetmager, bødker og trædrejer) samt murer, maler og bogtryk.
To specielle håndværk er dog særligt knyttet til Randers. Det er rebslageren, repræsenteret ved Randers Reb, og handskemageren, repræsenteret ved Randers Handskefabrik. Fælles for de to virksomheder var, at de var de eneste af deres slags, var landskendte og solgte deres produkter til hele verden. Deres navne var ligeså kendte for 75 år siden som nutidens Randers Regnskov.
Indsamlingen af værktøj og værksteder er stort set afsluttet, så museets frivillige håndværkere arbejder nu næsten udelukkende med formidling. Der er i alt 70 frivillige tilknyttet Håndværksmuseet, og de bemander på skift de udstillede værksteder. Nogle fag er godt repræsenterede med mange frivillige, mens der fx kun er en enkelt murer. Alle frivillige indgår i en vagtplan, således at man kan se bemandede værksteder hver eneste åbningsdag året rundt, og de gør Håndværksmuseet til noget ganske særligt.
På ruten mellem Håndværksmuseet og Laksetorvet kan du se en af byens mange skulpturer midt ude i Gudenåen. Det er Krukken af Mogens Møller – en stor bronzeskulptur af en vase, der sprøjter vand på en lille pige under en paraply. Skulpturen kan også ses fra Randers Bro og hilser de mange besøgende og pendlere velkommen. Du kan læse mere om byens skulpturer på Randers Kommunes hjemmeside eller i brochuren "Skulpturer i Det Fri".
Herfra ses også, på gavlen af Randers Kommunes administrationsbygning, den 4 meter høje relief i keramik fra 2002 af Peter Carlsen. Som den skumfødte Venus står Peter Carlsens nøgne rygvendte kvinde op af Gudenåens vand, hvor symbolet for Randers, tre lakse, springer. Myten om den romerske Venus henlægges til en lokal kontekst – Randers, og forvandles, måske med et ironisk smil på læben, til historien om en køn Randerspige.
Mod øst ses Gudenåen Paradisøen og det genskabte Sven Dalsgaard-værk ”Pigen i Gudenåen”. I 2014 i forbindelse med at kunstneren kunne have fyldt 100 år, genskabte elever på Tradium den omstridte skulptur i stål. Det er her, hvor Gudenåen løber ud i Randers Fjord. Byen Randers opstod helt tilbage i vikingetiden. Man ved, her blev slået mønt fra omkring 1086 med Knud den Helliges navn. Randaros var navnet dengang. ”Ran” betyder skænt/skråning” og ”aros” betyder ved flodens munding”.
Pakhuset blev brugt til opmagasinering og behandling af korn. På det kraftige træværk er der fundet 64 påtegninger, hvor de tidligere arbejdere fra De Danske Spritfabrikker har skrevet, hvad de arbejdede med.
De Danske Spritfabrikker ejede flere bygninger i kvarteret og pakhuset var blot en mindre del af et stort virksomhedskompleks. I 1973 overtog Randers Kommune bygningen sammen med Spritfabrikkens øvrige ejendomme, og foretog en del forandringer af kvarteret i årene derefter. De fleste af bygningerne blev revet ned og erstattet af et nyt kommunalt kontorkompleks ”Laksegården”. To af de gamle bygninger blev dog bevaret, og det er Bojes Pakhus foruden Håndværksmuseets bygning.
Bygningen er også tidligere kendt som Kejsergården. Navnet Kejsergaarden kendes fra sidst i 1700-tallet. Det var dengang betegnelsen på et gårdsrum med flere bygninger omkring. En del år senere i 1884 fandtes en gade ved navn Kejsergaarden. Gaden nævnes med tre huse i en liste over byens gader. Disse bygninger er for længst nedrevet, og den nuværende bygning, der er placeret på samme sted, hed Grosser Ankerstjernes Pakhus.
Da museet flyttede ind lod man sig inspirere af de gamle kort og tog navnet Kejsergården til bygningen. Da Kulturhistorisk Museum blev til Museum Østjylland holdt museet op med at benytte navnet Kejsergården, og museet hedder i dag Museum Østjylland, Håndværksmuseet. Men blandt folk i Randers hænger navnet Kejsergården stadig ved den gamle bygning.
''Publiceret''