Gyldensteen


Gyldensteen, indkørslen


Litografi. Herregården Gyldensteen


Luftfotografi. Fynske Hovedgårde. Gyldensteen


Herregården Gyldensteen


Spejdertræf ved Gyldensteen.Karen Blixen fortæller fra Min Afrikanske Farm. Til venstre med hatten Erich Bernstorff-Gyldensteen, Karen Blixen med hvid hat og Sophie Bernstorff. Længst til højre Carl Johan Bernstorff.

Intro

Gyldensteen opstod som en kystgård, der i høj grad udnyttede engen. Den hed da også oprindelig Enggård. Enggård kendes fra 1409. Da den lå i samme sogn som Sandagergård, måtte den altid konkurrere med denne.

I årene efter Karen Blixens hjemkomst fra Kenya i 1931 genoptog hun ungdomsforbindelsen med Sophie Bernstorff-Gyldensteen, gift med grev Erich. Sophie var KB's halvkusine, og en del af deres indbyrdes breve er udgivet ligesom andre breve, hvor Blixen omtaler Gyldensteen.
Karen Blixen besøgte Gyldensteen ved flere lejligheder, ofte i forbindelse med besøg på Wedellsborg. Gyldensteen var et fristed for hende, både på den ene og den anden måde:

”Jeg var paa Gyldensteen to Nætter, ogsaa der var ganske yndigt. Hvor er det dejligt at føle saa meget RUM omkring sig – de store Marker og Skove – og saa ogsaa Folk, som har forbindelse med Fortiden og med fjerne Lande og Sprog.”.

”Jeg troede næsten ikke at der fandtes en saadan ST. Hans Aften. Paa Gyldensteen, paa Fyn, var der stor Fest i Anledning af Erich Bernstorff’s 70 Aars Fødselsdag, med et dejligt Fyrværkeri i Haven; vi sad i en blikstille varm Aften og saa paa det, det var som et Teater, eller det gik op for os at Teatret er en maadelig Efterligning af en Aften.”

Karen Blixens sidste besøg på Gyldensteen fandt sted i sommeren 1959, hvor hun i forbindelse med et spejdertræf på Gyldensteens jorder genfortalte historier fra ’Min Afrikanske Farm’.

Blixen skrev novellen ’Sorgagre’ under et ophold på Gyldensteen. ’Sorgagre’ indgik i novellesamlingen ’Vintereventyr’.

Litteraturhenvisninger.
”Karen Blixen i Danmark. Breve 1931-62”. Bind I og II.
Bogense Avis 7. august 1959, Nordfyns Museum.


Der kan ikke fra første begyndelse d. 9. april 1940 konstateres nogen decideret modstand mod besættelsen på Nordfyn. Folk ønskede dog i stigende grad at markere deres nationale sindelag gennem sang, når de kom sammen.

I sommeren 1941 var der samaritterøvelse på Gyldensteen med deltagelse fra hele Nordfyn. Erich og Sophie Bernstorff-Gyldensteen var lensgrevepar på Gyldensteen. Efter øvelsen viste lensgrevinde Sophie rundt i slotsparken, og da der havde været fællesspisning, holdt grevinden tale for de forsamlede, og man sluttede af med at synge ’Der er et yndigt Land’.

Der blev givetvist knyttet kontakter ved dette og andre arrangementer rundt omkring på Nordfyn, men det foregik i allerstørste hemmelighed. Det kom senere til at stå klart, at lensgreveparrets søn, Carl Johan Bernstorff, blev en ledende skikkelse i modstandskampen i og omkring Bogense.
Sophie B. Gyldensteen vidste nok, at Carl Johan var med i ’noget’, men havde ingen anelse om, hvor central en rolle han spillede. Umiddelbart efter besættelsens ophør skriver hun til Karen Blixen:

”man vidste jo ikke, hvilket Ben man skulde staa paa af Lykke. At man nu kan tale frit, er jo næsten noget man har glemt, hvordan man gør. Jeg har saa meget at fortælle Dig, at man ikke ved, hvor man skal ende eller begynde. Naa, altsaa, Carl Johan er militær Leder for Frihedskæmperne paa Nordfyn. Jeg vidste godt at han var i det; men ikke at han havde saa stor en Stilling. Du kan tro man tit har været ængstelig, naar vi vidste han var ude om Natten; men uden Ængstelse vilde det jo ikke være Krig, og jeg har hele Tiden været lykkelig ved at vide, at han gjorde sin Pligt for Danmark. Erich har været aldeles storartet under alt dette, han er gaaet den lige Vej hele Tiden uden et Sekunds Betænkning, han har følt som jeg om alle disse Ting, og Du kan tro det har været dejligt.”

I brevet fortæller Sophie videre, at Carl Johan var i stor fare en af de sidste dage op til befrielsen. Karen Blixen svarer på brevet nogle dage senere:

”Jeg havde for længe siden hørt, at Carl Johan var en af de ledende Frihedskæmpere paa Fyen, og jeg har saa tidt tænkt paa ham og Dig, men turde ikke i Breve eller Telefon spørge om andet end lige, hvordan han havde det, eller om han var fornøjet i sit ny Hjem! At det gik saadan, som Du skriver, forekommer en som et helt Mirakel, — som en meget stærk Effekt paa en Scene, som man jo vilde gribes vældigt af, men hvorom man vilde tænke, at det jo ikke kunde have noget tilsvarende i Virkeligheden. Men hvor er Virkeligheden blevet noget andet, end den var! Jeg synes at de Unge her har oplevet noget helt underligt, — næsten det, som enhver Ungdom har drømt om. Saa taknemlige som vi alle maa være dem, saa synes jeg, at de selv har noget ganske ubeskriveligt at være taknemlige for. De faar maaske svære Tider nu, der kan jo komme meget som vi skal igennem, — men det maa jo lyse over hele deres Liv, saa at det meste andet bliver af underordnet Betydning imod det, som de har haft, og følt og været med til. Jeg tror nu, at selv om jeg ikke havde hørt at Carl Johan var med i første Linie, saa vilde jeg dog bestemt have vidst det! Men hils ham og sig, at jeg er grulig stolt af at kende ham!”

De to veninders særdeles læseværdige breve kan læses i deres fulde udstrækning i vedhæftede pdf. fil.

Litteraturhenvisninger:
Hans Henrik Jacobsen m.fl.: Bogenses Historie 4.
”Karen Blixen i Danmark. Breve 1931-62”. Bind I og II.