Guldgraverens hus




Intro

Flere af Dragørs søfolk søgte lykken i fjerne lande. Nogle af dem blev ramt af "guldfeber", f.eks. i Californien. Og det skete da også, at de faktisk fandt guld. På Badstuevælen ligger et hus, der er bygget af en guldgraver. Han byggede huset til sine søstre, der kaldte det for "Broders Gave".

Da man i midten af 1800-tallet opdagede guld i det vestlige USA, strømmede folk dertil fra store dele af verden, for at få hurtig rigdom. En del af guldgraverne var søfolk, der afmønstrede – eller lige frem rømmede – skibene, når de lå i amerikansk havn. Det gjaldt også søfolk fra Dragør. Huset på Badstuevælen 6 er bygget af '''Svend Jensen Kjæmpe.''' Han var søn af en arbejdsmand, og drog som ung ud i verden. Han har sikkert været både i Australien og Californien. Da han kom hjem var han ret velstående, og kunne købe sit barndomshjem på Badstuevælen, som han rev ned og byggede et nyt hus til sine to søstre, der så kunne bo komfortabelt i hver sin lejlighed i huset. For at markere deres brors gode gerning, blev der sat en glasrude op over døren, med indskriften "Broders Gave". Ruden er dog senere gået tabt. Selv blev Svend gift med en gårdmandsdatter og flyttede ind i en ”Villa Rose” på Kirkevej lidt udenfor byen. Ved rejsegildet hyrede Svend et hornorkester fra København, og i haven lod han opstille en galionsfigur. Svend Kjæmpe investerede en del penge i Dragørs skibsfart, og ejede bl.a. fregatten ”Cornelia” – det største skib, der har været hjemmehørende i Dragør. Skibet blev solgt til folk i byen som anparter. Men da skibsfarten kom ind i nedgangstider i slutningen af 1800-tallet, mistede Svend sine penge, og døde som næsten 70-årig i yderste fattigdom.