Gudenåen - Silkeborg vandmølle
Silkeborg vandmølle nævnes første gang i 1578, men er givetvis ældre. A.E.Kieldrup (1827-69) malede møllen med dens to underfaldshjul i 1849 (billedet). Silkeborg Museum
Oversigt over vandmøller, industrianlæg og vandkraftværker ved Gudenåens hovedløb- Tegning : Charlotte Munch
Intro
Før Gudenåens strømmende vand blev omdannet til nyttig energi i Papirfabrikkens moderne turbiner blev vandkraften udnyttet af den gamle vandmølle på stedet
Hvornår vandmøllen i Silkeborg blev opført fortaber sig i historiens mørke. Første gang vi hører om den er i Silkeborg slots regnskaber fra 1578, men den stammer formentlig tilbage til middelalderen, hvor mølleteknologien kom til landet.
I slottets regnskaber kan vi følge de forskellige forpagtere, som lejede vandmøllen af slottet. Et stadigt stridspunkt mellem slottet og forpagteren var vedligeholdelsen af møllen, som kunne være en dyr omgang.
I 1599 fik forpagteren nedslag i afgiften, fordi møllen ”stod øde i nogen uger”. Møllen var i 1600-tallets begyndelse i så dårlig stand, at da en ny forpagter kom til i 1614 fik han foretaget et syn og noteret manglerne, som blev udbedret på slottets regning.
Danske Lov fra 1683 stadfæstede den såkaldte møllepligt for kongens bønder. Møllepligten betød, at en bonde, som fæstede en af kongens gårde, havde pligt til at lade sit korn male på en af kongens møller. Og det var ikke altid bønderne respekterede det. I 1678 måtte ridefogeden på Silkeborg Slot forbyde de bønder, som havde pligt til at bruge vandmøllen i Silkeborg, at ”knibe uden om” og få malet deres korn andetsteds.
Silkeborg mølle forsvandt da Silkeborg Papirfabrik blev bygget i 1844.
Silkeborg vandmølle er en blandt mange vandmøller og vandkraftanlæg, som omdannede Gudenåens strømmende vand til nyttig energi.
Vandet i Gudenåen havde aldrig været udnyttet til trækkraft, før de første vandmøller blev anlagt ved åen engang i middelalderen. Vandmøllerne var et stort teknologisk fremskridt: I oldtiden måtte bønderne med deres hænder male korn om til mel. Med møllerne blev kornet formalet mellem møllesten, drevet af vandkraft, og det øgede produktiviteten betragteligt.
Fra Hammer mølle tæt ved Gudenåens udspring til Silkeborg har der gennem tiden været en række vandmøller, hvorimod vi ikke finder vandmøller på åens hovedløb fra Silkeborg til Randers, bl.a. fordi åen her var for bred og vandmængden for stor. Særligt på strækningen fra Ry opstrøms havde åen et strømfald og en størrelse, som gjorde den velegnet til mølledrift, og her blev da også etableret en række vandmøller: Hammer mølle, Egholm mølle, Bjerre mølle, Bredvad mølle, Pinds mølle, Klostermølle, Siimgaards mølle og Rye mølle. Arkæologiske undersøgelser peger på, at der muligvis også har været en vandmølle ved Vosgårde, tæt ved Saltens Å's udløb i Gudenåen.
Mange bønder var gennem deres fæstebreve forpligtet til at lade deres korn formale på godsejernes vandmøller, og det gjorde møllerne til knudepunkter i lokalsamfundet.
Møllerne indskrænkede sig med tiden ikke kun til at male korn. Nogle tilbød også valkning af uldklæde i stampemøller, bearbejdning af malt i maltkværne til ølbrygning og mange supplerede indtægten med fiskeri i særlige anlæg ved møllen. Enkelte brugte endvidere vandkraften til at drive savskæreri. Og så havde de alle udskænkning af kaffe og brændevin til møllegæsterne, der ventede i møllerens stue, medens kornet blev malet.
Egebjerg, Edvard : Silkeborg slot 1-3. 1924
Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. 2012