Gudenåen - Kongensbro
Pramdragere på Gudenåen.
Gudenåen og Kongensbro kro. Foto: Erik Hofmeister
Kongensbro på Skipper Gylliams kort fra 1735-36
Fire pramdragere. Maleri af Eiler Løndal (1887 - 1971). Maleriet hænger på Silkeborg rådhus
Trækstien langs Gudenåen med angivelse af de forskellige måder prammene blev drevet frem på i 1800-tallet. Tegning: Charlotte Munch
Hestetrukket pram på op ad Gudenåen mod Silkeborg. Udateret. Foto: Silkeborg Arkiv.
To pramme passerer hinanden på Gudenåen. Tegning af Hans Schmidt, 1887.
Intro
Kongensbro har fra gammel tid været et trafikalt knudepunkt ved den store Gudenå. Her kunne man komme over åen og få et måltid mad på kroen
Fra gammel tid forbandt flere af Gudenåens broer store hovedfærdselsårer i Jylland. Den vigtige vej mellem Århus og Viborg passerede således Gudenåen ved Kongensbro.
Hvornår broen over åen ved Kongensbro blev bygget ved vi ikke, men den nævnes i 1425, da abbed Magnus i Alling Kloster skulle have broen, holde den ved lige og oppebære en afgift af bønderne til vedligeholdelsen.
Bøndernes pligt til at bidrage til broernes vedligeholdelse eller betale brokorn medførte over hele landet mange konflikter op gennem tiden. Også ved Gudenåen. I 1664 klagede overkommissær Ebbe Gyldenstjærne, som havde forpagtet Kongensbro over, at han ikke havde modtaget brokorn af områdets bønder. Kongen måtte da strengt formane bønderne til at betale.
Kongensbro Kro kan føres tilbage til 1663, da kong Frederik III gav overkommisær Ebbe Gyldenstjerne ret til at drive kro ved Gudenåens bred. Det skete i forbindelse med, at han fik broen i forlening af kronen. Ifølge forleningsbrevet skulle han opføre et hus ved broen til en brovogter. Men da Gyldenstjerne ikke kunne få nogen til at flytte ind i huset uden at de fik mulighed for at tjene penge, blev det tilladt beboeren af huset at holde ”værtshus og kro for den vejfarende”.
I 1678 gav kongen landsdommeren i Nørrejylland, Hr. Peder Lerche, skøde på ”vor bro, Kongensbro kaldet” og han gav ham ret til at ”holde værtshus og kro for den vejfarende og sælge grove varer som jern, stål, humle, salt og tjære...” Denne sidste del af bevillingen, til handelsboden, har uden tvivl været gældende helt frem til en gang i 1800-tallet, selv om den da har været udskilt fra kroholdet.
Kroen ved Kongensbro har også haft betydning som værtshus og overnatningssted da pramfarten blomstrede på Gudenåen i 1800-tallet og Trækstien går lige forbi.
Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. 2012
For de mange pramfolk, som i 1800-tallet sejlede og trak prammene frem og tilbage mellem Silkeborg og Randers var kroerne langs Gudenåen et helle, et nødvendigt hvilested. Kongensbro kro var en af disse ”pramdragerkroer”. Til dem hørte også kroerne i Ans, Resenbro, Svostrup, Hvilested og Åbro. Her kunne hestene hvile og pramfolkene få sig et måltid mad, en dram, slappe af og få ny energi til strabadserne.
Mange kroer mellem Silkeborg og Randers drev købmandshandel ved siden af beværtningen. I pramfartens velmagtsdage i 1800-tallet gav det gode indtægter som følge af den opblomstring i handelen, som opstod i kølvandet på de mange pramme og pramfolk.
Læs mere om pramfarten og pramdragerstien
1800-tallets pramfart havde sit eget hierarki. Øverst stod de købmænd, som organiserede pramfartens handel, og som måske også ejede nogle pramme.
Pramføreren var fartøjets skipper, men kunne også være prammens ejer. Han stod ved roret og styrede prammen, og han skulle kende åen ind og ud for at følge sejlrenden. Som hjælp om bord havde pramføreren i regelen to pramkarle. Deres gøremål var mange. Kunne man gå for sejl, var det deres opgave at trimme sejlene, men de skulle også stage – og i ugunstig vind var stagning deres hovedopgave. Opstod der risiko for grundstødning, måtte pramkarlene med deres stager søge at holde prammen fri, men røg man alligevel på grund, måtte de hoppe i vandet og med deres såkaldte vuppestang søge at vrikke prammen løs.
Nederst i hierarkiret var pramdragerne, som var pramfartens proletariat. Deres opgave var simpelthen at trække prammene fra Fladbro vest for Randers til Bjerringbro. Det var et ekstremt hårdt og slidsomt arbejde. Hver mand havde en sele over skulderen og stokke til at stage fremad. Turen gik langs den smalle træksti, smattede og mudrede åbrinker eller undertiden i vand til livet, når de skulle passere render og grøfter, som i pramfartens tidligere fase ikke var brolagte. Når de nåede til Bjerringbro afmønstrede de, og gik tilbage til Randers for at få en ny tur. Pramdrageren skulle ikke være mange år i erhvervet, før dette slidsomme arbejdes særlige kendetegn – den krumme ryg – blev en del af hans fremtoning.