Gudenåen - Hammer mølle
Hammer mølle med møllesøen
Indløbet af Gudenåen til Hammer mølle
Oversigt over vandmøller, industrianlæg og vandkraftværker ved Gudenåens hovedløb- Tegning : Charlotte Munch
Møllesøen og indløbskanalen ved Hammer mølle. Foto : Erik Hofmeister
Intro
Hammer mølle er den bedst bevarede vandmølle på åens øvre løb, og den var i funktion helt op til 1950'erne.
Hammer mølle er en blandt mange vandmøller og vandkraftanlæg, som omdannede Gudenåens strømmende vand til nyttig energi.
Vandet i Gudenåen havde aldrig været udnyttet til trækkraft, før de første vandmøller blev anlagt ved åen engang i middelalderen. Vandmøllerne var et stort teknologisk fremskridt: I oldtiden måtte bønderne med deres hænder male korn om til mel. Med møllerne blev kornet formalet mellem møllesten, drevet af vandkraft, og det øgede produktiviteten betragteligt.
Fra Hammer mølle tæt ved Gudenåens udspring til Silkeborg har der gennem tiden været en række vandmøller, hvorimod vi ikke finder vandmøller på åens hovedløb fra Silkeborg til Randers, bl.a. fordi åen her var for bred og vandmængden for stor. Særligt på strækningen fra Ry opstrøms havde åen et strømfald og en størrelse, som gjorde den velegnet til mølledrift, og her blev da også etableret en række vandmøller : Hammer mølle, Egholm mølle, Bjerre mølle, Bredvad mølle, Pinds mølle, Klostermølle, Siimgaards mølle og Rye mølle. Arkæologiske undersøgelser peger på, at der muligvis også har været en vandmølle ved Vosgårde, tæt ved Saltens Å's udløb i Gudenåen.
Mange bønder var gennem deres fæstebreve forpligtet til at lade deres korn formale på godsejernes vandmøller, og det gjorde møllerne til knudepunkter i lokalsamfundet.
Møllerne indskrænkede sig med tiden ikke kun til at male korn. Nogle tilbød også valkning af uldklæde i stampemøller, bearbejdning af malt i maltkværne til ølbrygning og mange supplerede indtægten med fiskeri i særlige anlæg ved møllen. Enkelte brugte endvidere vandkraften til at drive savskæreri. Og så havde de alle udskænkning af kaffe og brændevin til møllegæsterne, der ventede i møllerens stue, medens kornet blev malet.
Vi ved ikke hvornår Hammer mølle blev opført, men den hørte til herregården Hammergård. I 1400-tallet ejede Peder Skram gården, og det var måske ham, der lod møllen bygge.
Som andre møller i Danmark led Hammer mølle i 1600-tallet under pest og Svensker-krigenes ødelæggelser, og en tid lå den øde hen.
I 1806 købte Niels Mortensen det murede stuehus med stråtag og møllen med de to kværne fri af fæsteforpligtelserne, og det blev startskuddet til en opgangsperiode for Hammer mølle. Niels Mortensen forbedrede og udvidede møllen, og senere ejere fortsatte hvor han slap. I 1871 var møllen blevet udvidet til de nuværende to etager, og desuden rummede møllen også et maltgøreri, hvor malt blev kværnet i en speciel maltkværn, så det var klar til ølbrygning hos bønderne eller hos mølleren selv.
Savskæreri
Frem til 1912 blev Hammer mølle drevet ved et underfaldshjul, men i forbindelse med genopbygningen efter en brand, lagde ejeren en turbine i åen til afløsning af det gamle træhjul.
Omkring dette tidspunkt indførte Hammer mølle et nyt tilbud : Savskæreri. Det blev møllens redning på et tidspunkt, hvor det gamle kornmølleri fik det stadigt sværere fordi små elektriske kornkværne vandt frem på bøndergårdene. Savskæreriet var i funktion helt op til 1950’erne.
Frandsen, Allan Leth. : Vand, kraft & Værker. 900 år med Gudenåens arbejdskraft. 1994
Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. Ferskvandscentret, 2012
Selvom mange af Gudenåens vandmøller med tiden supplerede kornformalingen med andre indtægtskilder, fik møllerne det svært fra slutningen af 1800-tallet og frem.
De fik i stigende grad konkurrence fra elektrisk drevne småkværne, som bønderne installerede på gårdene. Det skete i takt med elektricitetens udbredelse, der især vandt frem efter Første Verdenskrig. Og de møller, der havde fungeret som stampemøller, mistede i sidste halvdel af 1800-tallet grundlaget for deres virke i takt med at den gamle metode med at stampe ulden blev afløst af andre, mere effektive metoder. Landbrugets ønske om at få mere jord under plov ved at dræne jordene stred mod vandmøllernes opstemninger ved møllesøerne, som forhøjede vandstanden på jordene opstrøms vandmøllen. Flere bønder var derfor interesserede i at få møllerne nedlagt.
På landsplan blev der nedlagt 270 vandmøller i perioden 1906 - 1925. Heller ikke vandmøllerne langs Gudenåen gik ram forbi. En efter en blev de gamle kornmøller nedlagt, og kun de, der skiftede funktion, forlængede på den måde deres levetid. Hammer mølle overlevede frem til 1950'erne som savskæreri. Klostermølle blev omdannet til industriproduktion, og det samme blev vandmøllen i Rye.
Ingen af de gamle kornvandmøller langs Gudenåen er bevaret intakt i dag.
Medens vandmøllerne således fik det stadigt sværere, blev Gudenåens strømmende vand fra midten af 1800-tallet brugt som energikilde i forskellige fabriksanlæg, og i 1900-tallet blev der etableret to deciderede vandkraftanlæg - Tangeværket og Vestbirk Vandkraftværk - som producerede strøm til lokalområdet.