Gudenåen - Egholm mølle
Egholm mølle. Vejen over Gudenåen førte lige gennem møllegården
Oversigt over vandmøller, industrianlæg og vandkraftværker ved Gudenåens hovedløb- Tegning : Charlotte Munch
Gudenåen ved Egholm mølle
Intro
Egholm mølle var en af de solide vandmøller langs Gudenåen
Vi ved ikke, hvornår Egholm vandmølle blev opført. Som andre møller i Danmark led møllen i 1600-tallet under pest og Svensker-krigenes ødelæggelser. I 1661 beretter den lokale præst, at fjentlige soldater havde "røvet og plyndret" møllen i tre dage.
Egholm mølle hørte ikke til blandt de store vandmøller langs Gudenåen. Kundeunderlaget var ikke stort, og begrænsede sig til bønderne i Tørring og de bønder i Hvejsel-området, der ikke benyttede den nærliggende Alsted mølle.
Alligevel var Egholm vandmølle en god forretning i 1800-tallet, og det blev endnu bedre, da man supplerede vandkraften med en vindmølle. Det betød, at Egholm mølle også kunne male korn til mel i sommerperioden, hvor Gudenåen ikke førte meget vand med sig, og om vinteren, når isen pakkede omkring vandmøllen.
Som flere andre vandmøller drev man også fiskeri efter ål ved Egholm mølle. Kilderne fortæller, at i 1664 måtte mølleren køre hen med en tønde saltet ål til herremanden på Stougaard, der på det tidspunkt ejede møllen.
Egholm mølle blev nedlagt, da lokale bønder i 1928 opkøbte den med det formål at fjerne opstemningen og opdyrke engene omkring møllen.
Egholm mølle er en blandt mange vandmøller og vandkraftanlæg, som omdannede Gudenåens strømmende vand til nyttig energi.
Vandet i Gudenåen havde aldrig været udnyttet til trækkraft, før de første vandmøller blev anlagt ved åen engang i middelalderen. Vandmøllerne var et stort teknologisk fremskridt: I oldtiden måtte bønderne med deres hænder male korn om til mel. Med møllerne blev kornet formalet mellem møllesten, drevet af vandkraft, og det øgede produktiviteten betragteligt.
Fra Hammer mølle tæt ved Gudenåens udspring til Silkeborg har der gennem tiden været en række vandmøller, hvorimod vi ikke finder vandmøller på åens hovedløb fra Silkeborg til Randers, bl.a. fordi åen her var for bred og vandmængden for stor. Særligt på strækningen fra Ry opstrøms havde åen et strømfald og en størrelse, som gjorde den velegnet til mølledrift, og her blev da også etableret en række vandmøller: Hammer mølle, Egholm mølle, Bjerre mølle, Bredvad mølle, Pinds mølle, Klostermølle, Siimgaards mølle og Rye mølle. Arkæologiske undersøgelser peger på, at der muligvis også har været en vandmølle ved Vosgårde, tæt ved Saltens Å's udløb i Gudenåen.
Mange bønder var gennem deres fæstebreve forpligtet til at lade deres korn formale på godsejernes vandmøller, og det gjorde møllerne til knudepunkter i lokalsamfundet.
Møllerne indskrænkede sig med tiden ikke kun til at male korn. Nogle tilbød også valkning af uldklæde i stampemøller, bearbejdning af malt i maltkværne til ølbrygning og mange supplerede indtægten med fiskeri i særlige anlæg ved møllen. Enkelte brugte endvidere vandkraften til at drive savskæreri. Og så havde de alle udskænkning af kaffe og brændevin til møllegæsterne, der ventede i møllerens stue, medens kornet blev malet.
Frandsen, Allan Leth. : Vand, kraft & Værker. 900 år med Gudenåens arbejdskraft. 1994
Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. Ferskvandscentret, 2012
Selvom mange af Gudenåens vandmøller med tiden supplerede kornformalingen med andre indtægtskilder, fik møllerne det svært fra slutningen af 1800-tallet og frem.
De fik i stigende grad konkurrence fra elektrisk drevne småkværne, som bønderne installerede på gårdene. Det skete i takt med elektricitetens udbredelse, der især vandt frem efter Første Verdenskrig. Og de møller, der havde fungeret som stampemøller, mistede i sidste halvdel af 1800-tallet grundlaget for deres virke i takt med at den gamle metode med at stampe ulden blev afløst af andre, mere effektive metoder. Landbrugets ønske om at få mere jord under plov ved at dræne jordene stred mod vandmøllernes opstemninger ved møllesøerne, som forhøjede vandstanden på jordene opstrøms vandmøllen. Flere bønder var derfor interesserede i at få møllerne nedlagt.
På landsplan blev der nedlagt 270 vandmøller i perioden 1906 - 1925. Heller ikke vandmøllerne langs Gudenåen gik ram forbi. En efter en blev de gamle kornmøller nedlagt, og kun de, der skiftede funktion, forlængede på den måde deres levetid. Hammer mølle overlevede frem til 1950'erne som savskæreri. Klostermølle blev omdannet til industriproduktion, og det samme blev vandmøllen i Rye.
Ingen af de gamle kornvandmøller langs Gudenåen er bevaret intakt i dag.
Medens vandmøllerne således fik det stadigt sværere, blev Gudenåens strømmende vand fra midten af 1800-tallet brugt som energikilde i forskellige fabriksanlæg, og i 1900-tallet blev der etableret to deciderede vandkraftanlæg - Tangeværket og Vestbirk Vandkraftværk - som producerede strøm til lokalområdet.