Gudenåen - Bredvad vandmølle





Det store underfaldhjul på Bredvad mølle


Oversigt over vandmøller, industrianlæg og vandkraftværker ved Gudenåens hovedløb- Tegning : Charlotte Munch

Intro

I dag ligner Bredvad Mølle en almindelig gård, men i møllens storhedstid omkring 1900 var den et lokalt handelscentrum med 22 ansatte. Bredvad mølle var en af Gudenåens største vandmøller.

Hvornår Bredvad vandmølle blev opført fortoner sig i historiens mørke. I 1400-tallet var møllen ejet af munkene på Voer kloster, og efter reformationen tilfaldt den kronen, som bortfæstede den. Årene fra 1600 til 1660 var en hård tid for Bredvad mølle ligesom de var for mange andre møller i landet. Pest og krige betød befolkningsnedgang og ødelæggelser, og det gik ud over landbrugsproduktionen og indtægtsgrundlaget for møllerne. Kilderne fortæller om store problemer med at vedligeholde møllerne og betale afgifter.

Flere indtægtskilder
Bredvad mølles vigtigste funktion var oprindeligt at male korn til mel for omegnens bønder. Senere begyndte møllen at kværne malt til ølbrygning, og i 1680'erne var der basis for at udvide med et stampeværk til valkning af uld.

Med tiden blev aktiviteterne udvidet til også at omfatte et savskæreri og i 1800-tallet blev der endvidere fremstillet træmasse til papirfabrikation.Derudover drev møllen også købmandshandel, foderstofforretning og bageri, som afsatte bagværket i egen forretning i Horsens.

Årtierne omkring 1900 var Bredvad Mølles storhedstid. I de første årtier af 1900-tallet var der 22 ansatte på stedet, men det hele fik dog ende, da møllen nedbrændte i 1922. I stedet for at genopbygge møllen solgte ejerne den gamle ret til at opstemme vandet i åen til et vandkraftselskab. Den gamle mølle blev nedlagt, så vandkraften kunne bruges til tidens nye trækkraft: Elektricitet.
Læs mere om etableringen af Vestbirk Vandkraftværk










Bredvad mølle er en blandt mange vandmøller og vandkraftanlæg, som omdannede Gudenåens strømmende vand til nyttig energi.

Vandet i Gudenåen havde aldrig været udnyttet til trækkraft, før de første vandmøller blev anlagt ved åen engang i middelalderen. Vandmøllerne var et stort teknologisk fremskridt: I oldtiden måtte bønderne med deres hænder male korn om til mel. Med møllerne blev kornet formalet mellem møllesten, drevet af vandkraft, og det øgede produktiviteten betragteligt.

Fra Hammer mølle tæt ved Gudenåens udspring til Silkeborg har der gennem tiden været en række vandmøller, hvorimod vi ikke finder vandmøller på åens hovedløb fra Silkeborg til Randers, bl.a. fordi åen her var for bred og vandmængden for stor. Særligt på strækningen fra Ry opstrøms havde åen et strømfald og en størrelse, som gjorde den velegnet til mølledrift, og her blev da også etableret en række vandmøller: Hammer mølle, Egholm mølle, Bjerre mølle, Bredvad mølle, Pinds mølle, Klostermølle, Siimgaards mølle og Rye mølle. Arkæologiske undersøgelser peger på, at der muligvis også har været en vandmølle ved Vosgårde, tæt ved Saltens Å's udløb i Gudenåen.

Mange bønder var gennem deres fæstebreve forpligtet til at lade deres korn formale på godsejernes vandmøller, og det gjorde møllerne til knudepunkter i lokalsamfundet.

Møllerne indskrænkede sig med tiden ikke kun til at male korn. Nogle tilbød også valkning af uldklæde i stampemøller, bearbejdning af malt i maltkværne til ølbrygning og mange supplerede indtægten med fiskeri i særlige anlæg ved møllen. Enkelte brugte endvidere vandkraften til at drive savskæreri. Og så havde de alle udskænkning af kaffe og brændevin til møllegæsterne, der ventede i møllerens stue, medens kornet blev malet.












Frandsen, Allan Leth. : Vand, kraft & Værker. 900 år med Gudenåens arbejdskraft. 1994 Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. Ferskvandscentret, 2012


Selvom mange af Gudenåens vandmøller med tiden supplerede kornformalingen med andre indtægtskilder, fik møllerne det svært fra slutningen af 1800-tallet og frem.

De fik i stigende grad konkurrence fra elektrisk drevne småkværne, som bønderne installerede på gårdene. Det skete i takt med elektricitetens udbredelse, der især vandt frem efter Første Verdenskrig. Og de møller, der havde fungeret som stampemøller, mistede i sidste halvdel af 1800-tallet grundlaget for deres virke i takt med at den gamle metode med at stampe ulden blev afløst af andre, mere effektive metoder. Landbrugets ønske om at få mere jord under plov ved at dræne jordene stred mod vandmøllernes opstemninger ved møllesøerne, som forhøjede vandstanden på jordene opstrøms vandmøllen. Flere bønder var derfor interesserede i at få møllerne nedlagt.

På landsplan blev der nedlagt 270 vandmøller i perioden 1906 - 1925. Heller ikke vandmøllerne langs Gudenåen gik ram forbi. En efter en blev de gamle kornmøller nedlagt, og kun de, der skiftede funktion, forlængede på den måde deres levetid. Hammer mølle overlevede frem til 1950'erne som savskæreri. Klostermølle blev omdannet til industriproduktion, og det samme blev vandmøllen i Rye.

Ingen af de gamle kornvandmøller langs Gudenåen er bevaret intakt i dag.

Medens vandmøllerne således fik det stadigt sværere, blev Gudenåens strømmende vand fra midten af 1800-tallet brugt som energikilde i forskellige fabriksanlæg, og i 1900-tallet blev der etableret to deciderede vandkraftanlæg - Tangeværket og Vestbirk Vandkraftværk - som producerede strøm til lokalområdet.