Gudenåen - Bjerre mølle


Målebordskort fra 1870 viser møllekanalen, der førte vand fra Gudenåen ved Åstedbro til Bjerre mølle. Til højre for kanalen ses Gudenåens slyngede forløb


Oversigt over vandmøller, industrianlæg og vandkraftværker ved Gudenåens hovedløb- Tegning : Charlotte Munch

Intro

Vand fra Gudenåen leverede energi til kornkværn, stampemølle og maltkværn i Bjerre mølle, som blev nedlagt da omegnens bønder fjernede mølledammen for at få mere jord under plov

Da lensmanden på Skanderborg slot, Klaus Gambek (1537 - 1591), havde erhvervet hovedgårdene Rask og Bjerregård startede han et meget omfattende mølle- og dæmningsprojekt ved Gudenåen. Ved den nuværende Åstedbro byggede han en dæmning, som spærrede Gudenåen og skabte en fald-højde på 3 meter. Herefter fik han gravet en 2 km lang og 10 m bred kanal, som ledte Gudenåens vand frem til området ved Bjerre, hvor der blev anlagt en mølledam og en vandmølle – Bjerre Mølle. Glembek kom til at tjene godt på projektet. For at passere dæmningen over den opstemmede å måtte man betale en afgift. Og en række af bønderne fik tinglyst pligt til at lade deres korn mele på Bjerre Mølle. Endelig blev der givet tilladelse til kroophold både i forbindelse med et hus på dæmningen, den senere Åstedbro Kro, og ved Bjerre Mølle, så han kunne beværte bønderne, medens de ventede på at få kornet melet. Læs mere om Åstedbro kro Glambeks opstemning af Gudenåen medførte, at der blev dannet en sø overfor dæmningen ved Åstedbro. Og det var bønderne ikke tilfredse med fordi de fik deres jorder oversvømmet. Så stor var utilfredsheden, at de rejste sag ved Viborg Landsting i 1616, flere år efter Glambeks død. Retssagen udviklede sig til langvarig strid, som aldrig blev afsluttet med en dom.

I 1791 købte Bernhard Riisbjerg møllen fri af Bjerregård, og udvidede den med et stampeværk til valkning af uldklæder. I forlængelse af stampehuset lå et bryggeri, hvor man spirede korn til malt, som blev malet i en maltkværn og senere brygget til øl.
Bjerre mølle blev nedlagt i 1897 af lokale landmænd, som købte den i forbindelse med en regulering af Gudenåen. Formålet var få mere jord under plov ved at dræne jorderne. Derfor handlede det for landmændene om at få fjernet møllens opstemning, så Gudenåen hurtigere kunne bortlede vand fra de omkringliggende jorder.



Frandsen, Allan Leth. : Vand, kraft & Værker. 900 år med Gudenåens arbejdskraft. 1994 Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. Ferskvandscentret, 2012


Selvom mange af Gudenåens vandmøller med tiden supplerede kornformalingen med andre indtægtskilder, fik møllerne det svært fra slutningen af 1800-tallet og frem.

De fik i stigende grad konkurrence fra elektrisk drevne småkværne, som bønderne installerede på gårdene. Det skete i takt med elektricitetens udbredelse, der især vandt frem efter Første Verdenskrig. Og de møller, der havde fungeret som stampemøller, mistede i sidste halvdel af 1800-tallet grundlaget for deres virke i takt med at den gamle metode med at stampe ulden blev afløst af andre, mere effektive metoder. Landbrugets ønske om at få mere jord under plov ved at dræne jordene stred mod vandmøllernes opstemninger ved møllesøerne, som forhøjede vandstanden på jordene opstrøms vandmøllen. Flere bønder var derfor interesserede i at få møllerne nedlagt.

På landsplan blev der nedlagt 270 vandmøller i perioden 1906 - 1925. Heller ikke vandmøllerne langs Gudenåen gik ram forbi. En efter en blev de gamle kornmøller nedlagt, og kun de, der skiftede funktion, forlængede på den måde deres levetid. Hammer mølle overlevede frem til 1950'erne som savskæreri. Klostermølle blev omdannet til industriproduktion, og det samme blev vandmøllen i Rye.

Ingen af de gamle kornvandmøller langs Gudenåen er bevaret intakt i dag.

Medens vandmøllerne således fik det stadigt sværere, blev Gudenåens strømmende vand fra midten af 1800-tallet brugt som energikilde i forskellige fabriksanlæg, og i 1900-tallet blev der etableret to deciderede vandkraftanlæg - Tangeværket og Vestbirk Vandkraftværk - som producerede strøm til lokalområdet.


Bjerre mølle er en blandt mange vandmøller og vandkraftanlæg, som omdannede Gudenåens strømmende vand til nyttig energi.

Vandet i Gudenåen havde aldrig været udnyttet til trækkraft, før de første vandmøller blev anlagt ved åen engang i middelalderen. Vandmøllerne var et stort teknologisk fremskridt: I oldtiden måtte bønderne med deres hænder male korn om til mel. Med møllerne blev kornet formalet mellem møllesten, drevet af vandkraft, og det øgede produktiviteten betragteligt.

Fra Hammer mølle tæt ved Gudenåens udspring til Silkeborg har der gennem tiden været en række vandmøller, hvorimod vi ikke finder vandmøller på åens hovedløb fra Silkeborg til Randers, bl.a. fordi åen her var for bred og vandmængden for stor. Særligt på strækningen fra Ry opstrøms havde åen et strømfald og en størrelse, som gjorde den velegnet til mølledrift, og her blev da også etableret en række vandmøller: Hammer mølle, Egholm mølle, Bjerre mølle, Bredvad mølle, Pinds mølle, Klostermølle, Siimgaards mølle og Rye mølle. Arkæologiske undersøgelser peger på, at der muligvis også har været en vandmølle ved Vosgårde, tæt ved Saltens Å's udløb i Gudenåen.

Mange bønder var gennem deres fæstebreve forpligtet til at lade deres korn formale på godsejernes vandmøller, og det gjorde møllerne til knudepunkter i lokalsamfundet.

Møllerne indskrænkede sig med tiden ikke kun til at male korn. Nogle tilbød også valkning af uldklæde i stampemøller, bearbejdning af malt i maltkværne til ølbrygning og mange supplerede indtægten med fiskeri i særlige anlæg ved møllen. Enkelte brugte endvidere vandkraften til at drive savskæreri. Og så havde de alle udskænkning af kaffe og brændevin til møllegæsterne, der ventede i møllerens stue, medens kornet blev malet.