Gudenåen - Ans kro


Pramdragere på Gudenåen.


Anders Finderup (1790 - 1881)


Ans Kro


Fire pramdragere. Maleri af Eiler Løndal (1887 - 1971). Maleriet hænger på Silkeborg rådhus


Trækstien langs Gudenåen med angivelse af de forskellige måder prammene blev drevet frem på i 1800-tallet. Tegning: Charlotte Munch


Hestetrukket pram på op ad Gudenåen mod Silkeborg. Udateret. Foto: Silkeborg Arkiv.


To pramme passerer hinanden på Gudenåen. Tegning af Hans Schmidt, 1887.


Pramme i Silkeborg Langsø. Udateret. Silkeborg Museum.

Intro

Man kan stadig få sig et godt måltid mad på den gamle kro i Ans, der havde kronede dage da pramfarten blomstrede i 1800-tallet

Ans Kro, der kan føres tilbage til omkring 1640, nød i 1800-tallet godt af pramfarten på Gudenåen. For de mange pramfolk, som i 1800-tallet sejlede og trak prammene frem og tilbage mellem Silkeborg og Randers var kroerne langs Gudenåen et helle, et nødvendigt hvilested. Ans kro var en af disse ”pramdragerkroer”. Til dem hørte også kroerne i Resenbro, Svostrup, Kongensbro, Hvilested og Åbro. Her kunne hestene hvile og pramfolkene få sig et måltid mad, en dram, slappe af og få ny energi til strabadserne. Mange kroer mellem Silkeborg og Randers drev købmandshandel ved siden af beværtningen. I pramfartens velmagtsdage i 1800-tallet gav det gode indtægter som følge af den opblomstring i handelen, som opstod i kølvandet på de mange pramme og pramfolk. Kroejeren Anders Finderup på Ans Kro opbyggede et helt forretningsimperium. Han ejede 18 pramme, drev omfattende købmandshandel og byggede i 1839 en helt ny kro til erstatning for den gamle. Den nye kro fik en stor rejsestald, hvor der var plads til mange heste.

Læs mere om pramdragerstien og pramfarten


1800-tallets pramfart havde sit eget hierarki. Øverst stod de købmænd, som organiserede pramfartens handel, og som måske også ejede nogle pramme. Pramføreren var fartøjets skipper, men kunne også være prammens ejer. Han stod ved roret og styrede prammen, og han skulle kende åen ind og ud for at følge sejlrenden. Som hjælp om bord havde pramføreren i regelen to pramkarle. Deres gøremål var mange. Kunne man gå for sejl, var det deres opgave at trimme sejlene, men de skulle også stage – og i ugunstig vind var stagning deres hovedopgave. Opstod der risiko for grundstødning, måtte pramkarlene med deres stager søge at holde prammen fri, men røg man alligevel på grund, måtte de hoppe i vandet og med deres såkaldte vuppestang søge at vrikke prammen løs. Nederst i hierarkiret var pramdragerne, som var pramfartens proletariat. Deres opgave var simpelthen at trække prammene fra Fladbro vest for Randers til Bjerringbro. Det var et ekstremt hårdt og slidsomt arbejde. Hver mand havde en sele over skulderen og stokke til at stage fremad. Turen gik langs den smalle træksti, smattede og mudrede åbrinker eller undertiden i vand til livet, når de skulle passere render og grøfter, som i pramfartens tidligere fase ikke var brolagte. Når de nåede til Bjerringbro afmønstrede de, og gik tilbage til Randers for at få en ny tur. Pramdrageren skulle ikke være mange år i erhvervet, før dette slidsomme arbejdes særlige kendetegn – den krumme ryg – blev en del af hans fremtoning.


Bondesen, Peter : Pramfart. Skalk. 1997. nr. 2, s. 20 – 28 Harboe, Bjarne : Handel og pramfart i Midtjylland i 1800-tallet. Fortid og Nutid. 1999, s. 169 – 256 Hansen, J.C. : Trækstien og pramfarten paa Gudenaa. Fra Viborg Amt. 1936, s.26 – 94 Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. 2012 Jacobsen, Chr. : Gudenå. Fiskeri, pramfart, kraftværk.1981 Knudsen, Vagn m.fl. (red.): Ans gennem tiderne. Ans Borgerforening 1909 – 2009. 2008 Trækstien Randers – Silkeborg. Brochure. Skov- og Naturstyrelsen, Søhøjlandet. 2008