Grænsen af 1920 mellem Tyskland og Danmark
Grænsen mellem Danmark og Tyskland
Intro
Siden folkeafstemningen i 1920 har grænsen mellem Tyskland og Danmark gået, som vi kender den i dag.
Grænsen mellem Tyskland og Danmark efter genforeningen med Sønderjylland (Nordslesvig) i 1920. Langs den vestlige del af grænseforløbet er de væsentligste grænsestationer Siltoft, Rudbøl, og Sæd. Såvel selve den fysiske grænse som de store, trafikale grænseovergange og de bygninger, der er relateret til administration i tilknytning til grænsen, udgør markante, nyere kulturhistoriske elementer af national interesse.
Selve grænsen er resultatet af en afstemning om dansk eller tysk tilhørsforhold i Slesvig i 1920. Grænsedragningen fulgte stort set en delingslinie, som den danske historiker H. V. Clausen havde offentliggjort i 1891. Linjen var baseret på hans undersøgelser af danskhedens udbredelse baseret på sproglige, erhvervsmæssige og geografiske aspekter, men den fandtes ikke i nogen administrativ betydning før 1920. Ved det tyske kejserriges nederlag i 1. verdenskrig i november 1918 anbefalede den dansksindede Nordslesvigsk Vælgerforening imidlertid at anvende Clausens delingslinie ved en kommende opdeling af Slesvig i afstemningszoner.
Versailles-traktaten, som fastslog vilkårene for fredsslutningen efter krigen, fastslog herefter, at afstemningen skulle vægte befolkningsflertallet nord for delingslinien under ét. Det viste sig, at afstemningen 10. februar 1920 gav et samlet dansk flertal på 75% af stemmerne, så selv om der bl.a. i Tønder, Højer, Aabenraa, Sønderborg og Tinglev var tysk flertal, så kom hele det nordslesvigske område til Danmark, medens distrikterne syd for delingslinien, herunder Flensborg, stemte tysk og vedblev at være tysk område.