Gråbrødretorv 1-9


Gråbrødretorv . Gråbrødretorv

Intro

De fem huse på Gråbrødretorv 1-9 er opført i årene efter Københavns brand i 1728. Det var den første rigtigt store katastrofe i byens historie. På det tidspunkt havde man endnu ikke fundet på at brandforsikre husene. Derfor blev ildens hærgen katastrofal for København...

De fem huse på Gråbrødretorv 1-9 er opført i årene efter Københavns brand i 1728. Det var den første rigtigt store katastrofe i byens historie. På det tidspunkt havde man endnu ikke fundet på at brandforsikre husene. Derfor blev ildens hærgen katastrofal for København. Branden førte dog noget godt med sig, for den blev anledning til oprettelsen af Københavns Brandforsikring. Gråbrødretorvs fem huse er bygget i en form, som kaldes ildebrandshuse. Bygningerne er opført som såkaldte gavlkvisthuse. Det skrå tag løber parallelt med husenes smalle facader mod torvet, men hvert hus har en stor gavlkvist midt på tagskægget. ''Poet kunne ikke leve af berømmelse'' På Gråbrødretorv 3 boede den norske poet Johan Herman Wessel i 1772, da han digtede sørgespillet Kierlighed uden Strømper. Wessel var selv beskeden, men hans norske venner sørgede for, at stykket blev opført på komediehuset på Kongens Nytorv, Den danske Skueplads. Wessel blev med ét slag berømt. De norske studenter sluttede sig i den anledning sammen i den litterære klub Det norske Selskab. Wessel tjente for lidt på sin digtning til, at han kunne leve ordentligt. Ved sin død 1785 efterlod poeten sig kun gæld og vers fulde af humor og livsvisdom. Hans gravskrift over sig selv lød: ”Han aad og drak, var aldrig glad / Hans Støvlehæle gik han skæve. / Han ingen Ting bestille gad / Til sidst han gad ej heller leve.”