Grindstedvej 4, Vandel


Fremvisning af hest. Fra venstre mekanikermester Karl Vilhelmsen, i midten en ukendt dreng og til højre hestehandler Peder Ebbesens yngste søn Otto.


Til venstre i billedet ses udgravning til bunkers der dog aldrig blev færdig grundet tysk kapitulation. I forgrunden byens vejtræer og til højre aftægtsboligen bygget umiddelbart før/under krigen-


Hestehandler Peder Ebbesen


Pause i høstarbejdet - med solbriller ses Herluf Ebbesen og foan ham med kasket den mangeårige medhjælper Møller, der boede på gården i karlekammeret.


Peder og Anne Ebbesen


Opmarch tilo ringridning. Gården kunne mønstre hele 5 ringriddere til den årlige, lokale ringridning. I midten skimtes Otto Ebbesen.


I festligt lag, fra venstre Rita-, Otto-, Maren-, Herluf- og Peder Ebbesens enke, Anne Ebbesen.


Vandel Skole


Vandel Skole


Vandelo Skole


Vandel Skolekommission














Vandel Skole, Grindstedvej 10

Intro

Matr.nr. 8k 3m Ejere: 1918: Peder Sørensen Ebbesen 1944: Staten 1947: Peder Sørensen Ebbesen 1950: Herluf Ebbesen 1965: Haakon Jøker Trachel Da Peder Ebbesen i 1918 kom til Vandel købte han jorden, kaldet æ’skolelod, fra Vandel Skole (Grindstedvej 10). Nyere foto: N.M.Schaiffel-Nielsen

Ejere: 1918: Peder Sørensen Ebbesen 1944: Staten 1947: Peder Sørensen Ebbesen 1950: Herluf Ebbesen 1965: Haakon Jøker Trachel Da Peder Ebbesen i 1918 kom til Vandel købte han jorden, kaldet æ’skolelod, fra Vandel Skole (Grindstedvej 10). Læreren har her i tidligere tider drevet jorden og delvis levet af dette, men da læreren på dette tidspunkt blev kommunalt ansat og derfor ikke dyrkede jorden mere, kunne dette salg komme i stand. Peder Ebbesen byggede nu en flot gård på jorden og tilkøbte herefter yderligere jord både her og der så han til sidst ejede jord rundt om hele Vandel by. Staldene blev fyldt op med heste da det var hans levebrød. Efter hans død overtog den ældste søn, Herluf Ebbesen, gården og drev den videre, dog ikke med heste, men nu med grisebesætning indtil en tragisk ulykke satte en stopper for hans liv. Han blev kørt ned af en bil en mørk aften på landevejen uden for sit hjem- Gården blev nu solgt til den nuværende ejer, Haakon Jøker, som brugte gården til kødopdræt. Først drejede det sig om racen Charolais og senere gik han over til Herford. Dette stod på til år 2000 hvorefter gården blev brugt til vinteropstaldning og markerne blev drevet med kornavl. På det sidste er jorden dog blevet lejet ud. Det kan lige nævnes, at der også forekom en mindre produktion af smågrise på gården.


Svend Aage Hansen fortæller: Det fortælles, at da Peder Ebbesen blev gift tog hans kommende svigerfar ham lidt afsides og sagde: ’Du vil gerne være handelsmand, så her har du 500 kroner (på det tidspunkt en ret anseelig sum), så det giver jeg dig som startkapital. Efter nogen tids forløb svandt kapitalen ind for til sidst at være helt forsvundet. Peder Ebbesen måtte gå den tunge gang ud til svigerfar og berette om de, for ham, dårlige handler. Svigerfar hørte på den sørgelige historie, hvorpå han gik hen og trak en skuffe ud. Her lå yderligere 500 kroner. ’Pas nu bedre på pengene denne gang.

Og det gjorde Peder Ebbesen må man sige – og hermed startede hans karriere.

Yderligere kan her berettes, at på de store hestemarkeder, der var rundt omkring, var det reglen, at de forskellige handelsmænd efter nogle handler gik ind i den nærliggende restaurant og blev beværtet med smørrebrød, øl og snaps. Dette kunne lejlighedsvis udarte til mindre orgier. Peder Ebbesen derimod gik over i sin bil, hvor han fortærede sin medbragte madpakke, som hans kone Anna havde smurt. Til dette drak han enten sodavand eller en kop kaffe fra en medbragt termoflaske. På den måde var han altid klar og nøgtern, hvad der ikke altid kunne siges om de øvrige handelsfolk – og dette kom ham mange gange til gode. Ud over dette sparede han jo også en del penge da det jo ikke var gratis sådan at blive beværtet.


Svend Aage Hansen beretter: Da jeg var en lille knægt omkring 1950 var det med stor beundring og respekt, at jeg på besøg på Grindstedvej 4, var vidne til når hestehandler Peder Ebbesen havde mønstring af diverse heste, som han opkøbte, i stor stil, og solgte videre. Mange gik til Tyskland, hvor der var et umætteligt behov for netop disse trækdyr. Hestene var bundet med reb i nogle jernringe der var indmurede i en læmur der afgrænsede ud mod de bare marker i øst. Jeg kan huske, at når Peder Ebbesen kom ud af hoveddøren havde han, lige indenfor denne et stort rør, noget der lignede et paraplystativ. Denne her var bare fyldt op med forskellige piske. Han tog nu en pisk og gik ud på trappen hvorefter han lavede nogle smæld med denne. Nej, denne her dur ikke i dag, hvorpå han valgte en anden. Heller ikke o.s.v. indtil han fandt den, til dagen, rette pisk. Hestene blev nu løsnet, enten enkeltvis eller i par hvorpå en gårdskarl eller medhjælper tog fat i grimen og fulgt af nogle flotte piskesmæld så, at hestene rejste hovedet og så yderst vågne ud og herefter fik en løbetur ned ad den lange allé. Peder Ebbesen stod så og beså og vurderede forskellige heste. Man sagde, at han justerede hestene, men det var nu noget af en forestilling, da det drejede sig om rigtig mange heste. Efter samtale med Peder Ebbesens søn, Otto Ebbesen, fortalte han hvordan man fragtede de opkøbte heste til Kolding Havn hvor et skib lå og ventede. Det foregik på følgende vis: Når man havde fået indkøbt og samlet en skibsladning heste, blev disse stillet sammen 3 og 3 hvorpå grimen af de første 3 blev bundt til halen i de forestående heste så man på den måde fik en utrolig lang række heste (dette benævnes en ’kobbel heste’ – det skal lige her bemærkes, at sammenbindingen af hestene ikke var enhver mands sag. Det var en ganske speciel sammenbindingsknude som folk der arbejde med heste til dagligt beherskede. Det var på ingen måde en almindelig knude da hestene ikke måtte kunne rive sig løs i kortegen. Når man kom frem til bestemmelsesstedet skulle man på et øjeblik kunne løsne denne.) Når dette var sket, og det ordnedes altid så hele arrangementet var klar til hen ad aftenstid, blev der på de første 3 heste i midten sat en førerrytter der fik en stor lommelanterne hængt om halsen. På den sidste hest i kortegen blev der også anbragt en rytter. Han fik nu anbragt en lampe, eller lanterne, på ryggen. Hvorefter hele kortegen satte sig i bevægelse med retning mod Kolding. Dette var måden man transporterede heste på i 30’erne, og da trafikken dengang, især ved nattetid, var minimal, kunne dette arrangement lade sig gøre. Hen ad morgenstunden var man så nået til Kolding Havn hvor hestene kunne indskibes og afsejlingen foregå med kurs mod Kiel som var bestemmelsesstedet.