Grejs Købmandsbutik


Købmand Anna Jacobsen og Katrine Larsen


Anna købmand tanker benzin 1948


Martin Buch og købmand Johannes Nielsen. Billedet er taget i Martin Buchs gård

Intro

Grejs Købmandsbutik på Nørre Bygade 15.

Købmandsbutikken i Grejs Nørre Bygade 15 Huset blev oprindeligt bygget af murermester Anton Marius Lauersen i 1920, men i 1923 solgte han det til Johannes Nielsen, der lige var blevet gift med Sigrid, og sammen startede de en købmandsbutik i huset. Foruden kolonialvarer, grovvarer og brændsel solgte parret benzin fra deres egen Shell tank. Bag huset fandtes der desuden lidt udhuse, hvor der blev opfedet grise og holdt høns og duer, så man kan vist rolig sige, at ”det var en blandet landhandel!” Johannes var god at gæste for børnene, for han var ikke smålig når han vejede bolsjer af. Da der ikke var fast lukketid, var stedet også et yndet mødested for ungdommen, der købte flødeboller, slik og sodavand, som alt sammen blev fortæret, mens de sad og snakkede og flirtede på skrænten op mod det kvarter, der nu hedder Vinkelager. I 1950 overtog datteren, Anna og hendes mand Tage købmandsbutikken som de drev indtil 1969, hvor butikken blev nedlagt og huset omdannet til beboelse.

''Publiceret''