Just Christian Valentin Haurowitz


Portræt af lægen Just Christian Valentin Haurowitz.


Portræt af Bodil Johanne Haurowitz. Før ægteskabet med Haurowitz var hun gift med en Nitschke.


Prospekt af straffeanstalten i Horsens.


billede af Horsens Straffeanstalt fra den 26. maj 1892, hvor fængslet fejrede Christian den 9. og dronning Louises guldbryllup ved at udsmykke fængslets facader.

Intro

Just Christian Valentin Haurowitz var praktiserende læge i Horsens i perioden 1845-1885. Han fungerede også som fængselslæge i perioden 1853-1885. Hans gravminde er et man lægger mærke til på grund af det bastante, lokalproducerede støbejernsgitter. Gravstedsnummer: D F28-29.

''Gravminde over Just Chr. Valentin Haurowitz (1818-1899), Bodil Johanne Haurowitz (1813-1885), Theodor Gottlieb Haurowitz (1857-1866), Søren Nielsen Monberg (1766-1846), Gjedske Therkelsen 1777-1850) og Therkel Godtlib Nitschke (1813-1855).'' ''Just Christian Valentin Haurowitz'' var praktiserende læge i Horsens i perioden 1845-1885. Han fungerede i perioden 1853-1885 også som byens første tugthuslæge. Ansættelsen medførte, at han skulle møde på anstalten en gang om ugen - det daglige tilsyn var der nemlig ansat en en sygebetjent, der havde bolig på anstaltens grund, til at tage sig af. Når tugthuslægen mødte på anstalten skulle han holde konsultation og tilse de indlagte på sygehuset, skrive udtalelser vedrørende anbringelser på sindssygehospital og muligheden for afstraffelse, samt bistå fængslet i alle sanitære spørgsmål. Udtalelserne om afstraffelse fokuserede på, om fangerne kunne tåle disciplinærstraffe som rotting - altså afstraffelse med spanskrør. Konsultationerne foregik i første omgang på fangernes arbejdspladser, men fra slutningen af 1885 og indtil 1923 var der indrettet et konsultationsværelse i fængselsbygningens sydfløj. Værelset var noget ydmygt indrettet. Omkring 1923 indrettedes en konsultationsstue på sygehuset – denne gang mindre spartansk og mere moderne. Fængslets sygehus var ved fængslets ibrugtagelse en fritliggende bygning i 2 etager, hvor også fængslets personale kunne indlægges på særlige stuer. Dertil var der indrettet særlige soverum til sygebetjenten og hans afløser. De forsvandt omkring 1923, da sygebetjentens sovevagt ophævedes med indførelsen af konsultationsstuen på sygehuset. Haurowitz var Ridder af Dannebrog (1878) og Etatsråd (1885). Han var ejer af Stjernholms jorde, hvor der i dag er anlagt en vej, der er opkaldt efter ham:'' Haurowitzvej.''

''Gravstenen over Haurowitz'' er en segmentbuet stele uden sokkel. ''Inskriptionen'' er i antikva med brede seriffer (opret skrifttype med "fødder"), indhugget og uden optegning. Over denne ses et indhugget latinsk kors. ''Gravstenen over Monberg og Therkelsen'' er en stele med spidsbuet gavl, på et retkantet postament og sokkel. Overgangen fra korpus til gavl udgøres af en gesims. I korpus er der indsat en rektangulær inskriptionstavle. ''Inskriptionen'' er udført udelukkende i versaler, i antikva med breder seriffer. Den er indhugget og optrukket med sort. Gavlen er ''dekoreret'' med en palmet, ud fra hvilken to symmetrisk, stejlende hjorte springer. Over inskriptionstavlen ses to rosetter og derimellem en sommerfugl af marmor. Under inskriptionstavlen ses en laurbærkrans af marmor. Palmegrene symboliserer i gravmindesammenhæng ofte lovprisning og evigt liv, sommerfuglen symboliserer opstandelse og evigt liv, og laurbærkransen udødelighed. ''Gravstenen over Nitschke ''er ligeledes en stele med spidsbuet gavl, på et fodstykke med hulkel og fals, og retkantet sokkel. Overgangen fra korpus til gavl udgøres af en gesims. I korpus er der indsat en inskriptionstavle. ''Inskriptionen ''er udført udelukkende i versaler og er i antikva med breder seriffer. Den er indhugget og optrukket med sort. I den spidsbuede gavl er der indsat en spidsbuet tavle. Gavltavlen er ''dekoreret'' med et latinsk kors med strålekrans, foran hvilken en opslået bog er placeret. Over inskriptionstavlen er en sommerfugl af marmor monteret. Under inskriptionstavlen er en laurbærkrans monteret. På soklen ses fuger. Bogdekorationen symboliserer bibelen/evangeliet og korset, at der her ligger en begravet, som tilhører den kristne kirke. ''Gravstedet ''er omkranset af et støbejernsgitter på stensokkel. Gitteret er af den geometriske type. Ved bundlisten ses cirkler indsat mellem stavene. Under håndlisten ses en mæanderbort. Hovedstolperne er afsluttet med en runding. På gitteret ses producentens mærke: Stallknecht. Stallknechts Jernstøberi og Maskinfabrik lå i Søndergade 38 og 40. Jernstøberiet startede allerede op i 1830 og var det første jernstøberi uden for København. Det hed på det tidspunkt Weiss’ støberi. Det blev overtaget af Ulrik Stallknecht i 1840. ''Gravstenene blev i 2019 godkendt til registrering som bevaringsværdig. ''Baggrunden for denne godkendelse er gravstenenes specielle udformning og det lokalproducerede støbejernsgitter der omkranser gravstedet.

''Tekst'' Fængselsmuseet: Kortfattet historisk oversigt over lægegerningen m.m. ved Statsfængslet i Horsens, udarbejdet af fængselsbogholder Th. Møller. [https://www.horsensleksikon.dk/haurowitzvej/ Horsens Leksikon: Haurowitzvej.] [https://www.horsensleksikon.dk/byvandring_stallknechts_jernstoberi_og_maskinfabrik/ Horsens Leksikon: Byvandring - Stallknechts Jernstøberi og Maskinfabrik.] ''Billeder'' Byarkivet Horsens