Glorup


Herregården Glorup. Herregården Glorup


Allé ved Glorup. Allé ved Glorup

Intro

Herregården Glorup syd for Nyborg blev nyopført i 1743-44 som en firfløjet gård ovenpå kældrene fra den oprindelige renæssancegård. Ved samme lejlighed blev hovedbygningen forsynet med det karakteristiske tag, der fortsat smykker herregården...

Herregården Glorup syd for Nyborg blev nyopført i 1743-44 som en firfløjet gård ovenpå kældrene fra den oprindelige renæssancegård. Ved samme lejlighed blev hovedbygningen forsynet med det karakteristiske tag, der fortsat smykker herregården. Senere i samme århundrede, i 1770’erne, blev haven under arkitekten G.E. Rosenbergs ledelse omskabt til et af de første danske eksempler på en såkaldt engelsk landskabelig have med slyngede stier, kildevæld, templer, store træer og lave bakker. På Glorup blev haven desuden udstyret med en eremithytte, der havde en figur, som kunne bevæge sig, hvis man trådte på et bræt ved døren. ''Sølvbryllup i haven 1853'' Den 20. juni 1853 var haven på Glorup centrum for en fornem fest i anledning af den daværende ejers, Adam Gottlob greve Moltke-Huitfeldts, sølvbryllup. Ved samme lejlighed blev grevens yngste søn konfirmeret i den nærliggende kirke i Svindinge, som var blevet restaureret til lejligheden. Efter festgudstjenesten fortsatte festlighederne i herregårdens haveanlæg, hvor mellem 1000 og 1500 mennesker deltog. Her blev alle budt velkommen med kanonsalut. Der var stillet telt op i haven, og en ø var pyntet med greveparrets navnetræk som blomsterdekorationer. Jægerkorpset spillede til festen, hvor greven og grevinden åbnede ballet ved at danse ud med henholdsvis en gårdmandskone og en gårdmand.