Gilleleje
Gilleleje. Fiskerhus med havnen i baggrunden
Intro
Gilleleje er født i fiskenes tegn. I slutningen af middelalderen skete der en ændring af fiskeriet fra sæson- til helårsfangst. Fskerne blev fastboende og byggede deres egen kirke, og indviede den i 1538. 50 år senere var der i alt 70 fiskere, som betalte landgilde...
Gilleleje er født i fiskenes tegn. I slutningen af middelalderen skete der en ændring af fiskeriet fra sæson- til helårsfangst. Fskerne blev fastboende og byggede deres egen kirke, og indviede den i 1538. 50 år senere var der i alt 70 fiskere, som betalte landgilde. Gilleleje fik egen havn i 1872, og senere udvidelser har givet et stabilt fiskeri af især sild og torsk. I 1896 begyndte den nye togforbindelse at bringe feriegæster til Gilleleje. Mange af de fastboende i Gilleleje har i dag arbejde i København, men de mange gamle fiskerhuse med stråtag og bindingsværk præger stadig byen.
''Kirkeloftet blev deres skæbne''
Natten til den 2. oktober 1943 fik jødiske hjem i Danmark besøg af Gestapo. De fleste var imidlertid blevet advaret på forhånd og flere end 7000 nåede at flygte til Sverige, men 481 jøder havnede i koncentrationslejren Theresienstadt. Mange af flygtningene blev fragtet over af fiskere fra Gilleleje. Omkring 80 nåede ikke med bådene, og blev i al hast gemt på kirkeloftet i Gilleleje. Gestapo blev orienteret af en stikker, og en razzia om natten den 6. oktober fik de deres største fangst i Danmark. Kun en dreng undslap ved at gemme sig bag en gravsten. De næste flygtninge, som kom gennem Gilleleje blev i stedet gemt i sommerhuse, og i løbet af den næste uges tid kom godt 500 jøder af sted.