Gavlhus fra 1600-tallet

Fundamenter fra gavlhuset under udgravningen i 2019

Arkæologernes tolkede udgravningsplan over huset fra udgravningen i 2019
Intro
Ved Klostergades udmunding i Torvegade blev der i forbindelse med restaureringen af Rådhustorvet i 2019-2020 delvist udgravet et hus, der er nedrevet i 1600-tallet.
Huset blev opdaget under gravearbejde til et rør. Her fandt man velbevarede rester af stenfundamentet langs husets nordside. Da et større område efterfølgende blev afdækket, kom flere dele af huset frem.
De bedst bevarede fundamenter lå langs husets sydside og vestgavl. De var bygget af store kampesten, der var bundet sammen med mørtel, småsten og teglstykker. Stenene var omhyggeligt placeret med deres jævneste side ind mod huset. Samtidig fortsatte fundamenterne længere ned end udgravningens bund. Det tyder på, at huset kan have haft en kælder. Mod vest fandtes også mindre rester af fundamentet og en stor, flad sten, der sandsynligvis hørte til husets vestlige afgrænsning.
Husets nordlige fundament kunne følges over 5,6 meter, men var delvist ødelagt af senere gravearbejde. Samlet kunne huset påvises over 8,5 meter fra øst mod vest og 5,7 meter fra nord mod syd. Husets østlige ende blev ikke fundet. Østgavlen på huset blev ikke afdækket i udgravningen og ligger derfor stadig under belægningen i Torvegade.
Inde i huset fandtes mulige rester af skillevægge. I det sydøstlige hjørne lå en konstruktion af store teglsten, såkaldte munkesten. Den kan have været et ildsted. Hvis huset havde kælder, kan konstruktionen i stedet have båret et ildsted på etagen ovenover.
Den mulige kælder blev ikke gravet helt ud, fordi byggeriet på stedet ikke krævede en dybere udgravning. Derfor kendes hverken kælderens dybde eller husets præcise ruminddeling. Der blev dog set mulige gulvrester i husets sydvestlige del og ved det nordlige fundament.
Inden for fundamenterne lå jordlag, som sandsynligvis stammer fra opfyldning efter husets nedrivning. Her fandtes skår af fajance og stjertpotter, som er lerpotter med et skaftformet håndtag. Fundene tydede i første omgang på, at huset var revet ned og den mulige kælder fyldt op i 1600-tallet. Det var en periode, hvor mange af byens bygninger gik tabt under Kejserkrigen og svenskekrigene.
''Publiceret''