Gammelenge jættestuen i Kiers gaards baghave
Udgravningen af jættestuen i 1988 og 1989.
Fordeling af storstensgrave i Vestsønderjylland. Tegning Jørgen Andersen, Museum Sønderjylland.
Bund af jættestuens kammer med økse og kølle
Jættestuen udgravet- her ses den helt
jættestuen under vand og marsken
Plantegning af jættestuen. Tegning Steen Henriksen
Stidsøkse og køllehoved fra graven
Intro
Oprindelig lå jættestuen fra bondestenalderen ved Gammelenge 1,5 km nordøst for Højer. Som følge af havstigninger i Vadehavet bllev den gradvist dækket af et 1,6 m tykt lag klæg. Her lå den så gemt og glemt i mere end 5000 år.
En drængrøft sladrer I 1975 drænede Asger Lund sin jord ved Gammelenge. Under arbejdet stødte han på nogle store sten. Da der samtidig dukkede morænejord op blev han mistænksom. Museet i Haderslev blev derfor tilkaldt. Man konstaterede, at det nok drejede sig om en marskdækket storstensgrav – måske en dysse. Mere blev der ikke ud af den sag før end i 1988, da der ved markarbejdet atter blev påtruffet store sten. En udgravning blev i gang sat i sommeren 1989 og snart var de første randsten frilagt. Det blev til en næsten intakt stenkreds på 16 m i diameter. Mod syd lå indgangen til gravkammeret. Oprindelig havde der været fem stensæt, men kun en enkelt var tilbage. Kammeret var også meget ødelagt. Kun en enkelt sten og rester af tre andre var bevaret. Opbygningen mellem de store kammersten af flade stenfliser, tørmuren, kunne følges i op til 17 skifter. Alt sammen nok til, at kunne fastslå, at der her under marskens overflade havde ligget en mandshøj jættestue med et kammer på ca. 8 m2.
Marskens magt Fundet af jættestuen i Gammelenge gav arkæologerne et flot bevis på, at det vestlige Sønderjylland også har haft storstensgave. De er bare ikke til at se mere, idet de ligger under den metertykke klæg. Netop klæggen, som havde reddet jættestuen ved Gammelenge, blev også dens endeligt. Efter udgravning skulle jættestuen enten bevares på stedet, fjernes eller opføres et andet stedet. Mange i lokalområdet så helst, at jættestuen blev på sin plads, men det ville blive en både kedelig og dyr løsning. For jættestuen ligger i kote 0 og det mest af året ville den enten være oversvømmet eller der skulle konstant pumpes vand væk fra den. Derfor blev den, trods borgermøder og protestskrivelser til både museet og i avisen, genopført i Kiers Gaards baghave, hvor den nu er et bevis på både forfædrenes skikke og marskens magt.
Brugt flere gange Selv om kammeret var temmelig ødelagt, synes indholdet at være urørt. Der var spor efter mindst to begravelser, dog var ligene for længst rådnet bort. Øverst i kammeret blev der fundet lidt opløst træ. Det var resterne af en kiste, hvori der lå et par lerkarskår, fire ravperler, en stridsøkse, en stenkølle og et meget opløst trækar. Det er gravgaver fra en begravelse, der blev foretaget i enkeltgravstid ca. 2700 f.Kr. Under et lag hvidbrændt flint fandtes de svage spor efter den ældste grav. Det eneste, der var tilbage, var en trugformet nedgravning og en enkelt gravgave; en lille smalbladet flintøkse. Øksen stammer fra den tidligste jættestuetid og viser, at jættestuen blev opført ca. 3200 f.Kr. På begge sider af indgangen lå der masser af skår fra ofrede lerkar. I jættestue tid var det almindeligt at hensætte lerkar ved forfædrenes grave. Indgangsområdet var stærkt omrodet. Gangens dæksten var hensynsløst blevet fjernet for at skaffe sig adgang til kammeret. I det hele taget er gravfreden blevet grundig forstyrret. De nye ejere har muget godt ud efter de gamle, før de gravlagde deres egne slægtninge 500 år efter jættestuens opførelse. I indgangsområdet lå der nemlig ravperler, flinteredskaber og mere hvidbrændt flint, som alt sammen stammer fra begravelser i kammeret. Kun den ældste grav var forblevet urørt.