Fund af kobber ved Bygholm


Foto af Bygholmfundets kobbergenstande indsat i Horsens Museums første protokol for den forhistoriske samling.


Bygholmfundet, som det er blevet fotograferet af Nationalmuseet

Intro

Få fund kan ændre historien i så høj grad som det depotfund, der i 1924 blev fundet ved Bygholm - en simpel krukke fra den tidlige bondestenalder indeholdende kobber. I tiden forinden havde man troet, at metal først kom til Danmark i bronzealderen - men den opfattelse ændredes med Bygholm-fundet.

Unikt kobberfund

''Unikt kobberfund'' Fundet ved Bygholm Sø er et af de vigtigste depotfund i Danmark fra bondestenalderen. Fundet er specielt berømt blandt arkæologer, fordi det ændrede på den opfattelse, at metal var et materiale som først dukkede op i bronzealderen. Fundet indeholder nemlig kobber, et materiale som normalt først blev anvendt 1000 år senere. Bygholmfundet bestod af 4 kobberfladøkser, 1 kobberlansespids og 3 kobberspiralarmringe, - i alt 3 kg kobber. Genstandene lå på et keramik, der er dateret til ca. år 3400 f. Kr.

Datering

''Fundets datering'' Bortset fra et enkelt andet tilfælde fra jægerstenalderen, er fundet ved Bygholm det ældste fund af kobber fra den danske historie. Fundet er ret imponerende i sin størrelse: ikke mindre end 3 kg genstande blev hevet op fra udgravningen. Konkret drejer det sig om tre spiralsnoede armringe, fire øksehoveder og en enkelt spydspids.

Kobberets betydning

''Kobberets betydning'' Kobber kan ikke udvindes i Danmark, og må altså have været importeret fra udlandet. Kobberet fra Bygholm kan spores til Østrig. Kobbertransporten har fundet sted formentlig ad vandvejene. Det var muligt at sejle de ca. 1000 km fra Sydvestjylland ad floderne til Alperne og Mondsee, mineområdet hvor kobberet stammer fra. Fund fra dette område viser, at man allerede i stenalderen havde en ganske omfattende udvinding af kobber. En del af denne produktion er efterfølgende blevet eksporteret til andre områder, heriblandt Danmark. I det store perspektiv har fundet fra Bygholm ændret opfattelsen af handel i bondestenalderen. Det viser, at stenalderens mennesker havde et større kendskab til omverdenen, end man hidtil havde erkendt. ''Om fænomenet'' Der er efterhånden fundet mere end 80 genstande af kobber i Danmark fra tiden omkring 3400 f.kr. Man anvendte kobber i omtrent 200 år, hvorefter det forsvandt igen. Kobber blev først anvendt igen 1000 år senere, lige før bronzealderens begyndelse. Det er stadigvæk et ubesvaret spørgsmål, hvorfor kobberet havde en tidlig anvendelse i den danske historie. At eje eksotiske genstande har til alle tider været forbundet med prestige. I en tid hvor det primære materiale til redskaber næsten udelukkende har været flint, er kobberets skinnende kvaliteter blevet værdsat af velhavende mennesker. Kobberet har således fungeret mere som prestigeobjekter, end det er blevet anvendt som redskaber. Læs også om [https://historiskatlas.dk:/Kobberøksen_fra_Hyrup_(14014) Hyrupøksen] og fundet ved [https://historiskatlas.dk:/Ã?rupgÃ¥rd_-_Rav_og_kobber_fra_stenalderen_(11053) Årupgård].

Kobberet fra Horsens

''Andre fund af kobber'' I sammenhæng med fundet ved Bygholm er det også værd at kigge på Årupgård-fundet. Fundet består af 271 ravperler, to kobberspiraler og seks rør i varierende størrelser. Årupgård-fundet kan i dag ses på Nationalmuseet. Ved Hyrup er der også gjort et fund af kobber. Hyrupøksen, som fundet bliver kaldt, er den største af sin slags i Europa. Den vejer omtrent 1,5 kilo. Disse fund er der også en del af udstillingen "Oldtidens spor" på Horsens museum, enten som genstand eller som fortælling. Det er specielt, at der har været så mange kobberfund fra bondestenalderen koncentreret omkring Horsens. Det vidner om den position som Horsens, og i særdeleshed fjorden, har haft i oldtidens landskab. Som ved kobberet fra Årupgård, er det diskuteret om hvorvidt dette depotfund blev lavet som et religiøst offer, eller om det var et depot der blev oprettet i nød, fx krigstider. Bygholm har dog gennem tiden været et vådområde, der ligger i forlængelse af Bygholm Å, og vådbundsdeponeringer er en velkendt praksis gennem oldtiden. Det peger imod, at deponeringen er sket i en religiøs kontekst, og at kobberet er blevet kastet i mosen for ikke at blive fundet igen.