Fuglesøjlen af Leif Lemmiche

Intro

Aalborg Kommunes Kunstfond udskrev i 1995 en konkurrence mellem områdets kunstnere om en skulptur, der skulle stå foran Huset i Hasserisgade. Vinder blev lidt overraskende for mange Leif Lemmiche, Aalborg, der er mest kendt som maler og grafiker.

Leif Lemmiche Men Lemmiche er ikke ukendt med den tredimensionale form, idet han tidligere har arbejdet med skulptur, og engang i tresserne fik han tre skulpturer antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling. Værket består af to trekantede, hvide betonsøjler, hvorpå der er anbragt en fugleflok i rustrød cortenstål, som efter mørkets frembrud bliver belyst nedefra. Den samlede højde er 4,5 m. Først i 1997 kunne Leif Lemmiche tage fat på arbejdet med god hjælp fra flere sider, idet både AMU-Center Aalborg og en smedemester var impliceret. Hen på efteråret kunne "Fuglesøjlen" afsløres - hans første i det fri i Aalborg. Leif Lemmiche, der er født i 1935 i Esbjerg, har det meste af sit liv boet i Aalborg. Han er uddannet dekoratør, men allerede i begyndelsen af tresserne udstillede han på Charlottenborgs I Forårsudstilling for første gang. Det blev til 13 gange i alt. Desuden har han været med på Kunstnernes Efterårsudstilling, Kunstnernes Påskeudstilling og en række udstillinger i Danmark, Polen, Østrig, Tyskland, Finland og Norge og senest som indbudt deltager i EXPO 97 i Singapore. Han har solgt malerier til Aalborg Kommunes Kunstfond, Nordjyllands Kunstmuseum, Hjørring Kunstmuseum og Karlskoga Kommune i Sverige. Han har udsmykket en gavlport i Jens Bangs Gade i Aalborg, plejehjemmet Syrenparken i Nørresundby, Farsø Sygehus, Nørresundby Gymnasium, Aalborghus Gymnasium og Brønderslev Gymnasium. I 1987 fik han Nordjysk Kunstnerlegat. Som maler arbejdede han i mange år med dybe og tunge jordfarver, hvilket var naturligt, fordi han tit skildrede by landskaber med anonyme fabrikker, værksteder, huse og skorstene. Motiverne fandt han ofte i Polen. Men efterhånden overvandt han sin frygt for, at hans billeder skulle blive for farverige, og skridt for skridt erobrede han nyt land med mere eller mindre abstrakte skildringer af den jyske vestkyst eller arkitektur-monumenter i Rom.