Frederiksstaden - Amalienborg

Amalienborg. Amalienborg
Intro
Den københavnske bydel Frederiksstaden er opkaldt efter kong Frederik den Femte, der regerede 1746 til 1766. I 1749 får arkitekten Nicolai Eigtved til opgave at skabe en moderne idealby på Amalienborg-området...
Den københavnske bydel Frederiksstaden er opkaldt efter kong Frederik den Femte, der regerede 1746 til 1766. I 1749 får arkitekten Nicolai Eigtved til opgave at skabe en moderne idealby på Amalienborg-området. Resultatet bliver en rektangulær bydel, der er kendetegnet ved sine retvinklede gadeforløb, adelspalæerne og bygningsværkernes gennemgående stil. Bydelen kulminerer i en centralplads med fire ens palæfacader og en rytterstatue af Frederik den Femte. Siden Christiansborg Slots brand i 1794 har kongehuset resideret i centralpladsens palæer. Frederiksstaden er et hovedværk i europæisk rokokoarkitektur.
''Drømmer jeg - eller er jeg vågen?''
For 1700-tallets europæiske konger var arkitekturen et vigtigt redskab til at vise sin magt og kunnen. Tidens drøm om storhed får frit løb i C.F. Wadskiærs malende hyldestdigt fra 1754: “Vil med Tiden her en Romer / Tænke, Kiøbenhavn er Rom, / Og i Vilde-Reede kommer, / Naar han gaaer og seer sig om. / Fridrichshavn er Engelsborgen, / Fridrichs-Staden Lateran, / Den nye Kirke han en Morgen / Seer for Chiesa Nuova an, / Christiansborg-Slot Vaticanet, / Saasom La Rotonda vil / Runde-Taarn ham synes...” Allerede før deres fuldførelse var projekter som Frederiksstaden succes’er. Stor arkitektur gav kongens København format og samtidig en historisk fylde, eksempelvis som dén man fandt i Den evige Stad, Rom.