Flårup gamle Smedje


Flårup gamle Smedje


Pladsen overfor Flårup gamle Smedje


Interiør fra Flårup gamle Smedje


Interiør fra Flårup gamle Smedje


Interiør fra Flårup gamle Smedje


Interiør fra Flårup gamle Smedje

Intro

Hvor Flårupvej og Tamrodsvej krydser hinanden, ligger ”Flårup gamle Smedje” som et naturligt midtpunkt for landsbyen Flårup. Denne gamle smedje fungerer samtidig som Landsbymuseum.

Vi kender navnene på de første fire smedemestre, som arbejdede i smedjen: Niels Rubæk Olsen (1801-1863), tilflytter fra Hunseby. Hans søn Jørgen Nielsen (1836-1907). Dennes søn Chr. Nielsen (1871-1957) og til sidst Karl Johannes Nielsen (1901-1987), som var brorsøn til Chr. Nielsen. Som det fremgår, er alle smedene efterkommere fra Niels Rubæk Olsen og dennes hustru. Den sidste smedemester Karl Johannes Nielsen viste stor autoritetstro over for sin onkel Christian Nielsen – så man var aldrig i tvivl om, hvem der bestemte i smedjen. Engang havde en voksen mand fra Flårupmelle med sin gummibøsse (slangebøsse) skudt efter en sangfugl i smedjens store kastanjetræ. Det havde den gamle barske Chr. Nielsen set, og han skældte manden ”hæder og ære fra”, så han i lange tider ikke turde besøge smedjen, for som den gamle smed sagde: ”Man skyder jo ikke på en sangfugl.” Nevøen Karl Johannes Nielsen boede på Tamrodsvej 22, ca. 40 m fra smedjen. Her boede han under beskedne former, og de sidste år passede Liddy Lanter ham med daglige besøg. En dag, da Liddy kom ind, var smeden der ikke, men pludselig kunne hun høre en der råbte. Hun gik efter lyden og opdagede, at smeden stod på pumpestangen nede i den 3½ m dybe keglebrønd. Liddy lagde sig ned og fik fat i smedens hånd – og i fællesskab fik de smeden op. Bagefter fortalte Liddy, at hun ikke anede, hvor hun fik kræfterne fra – men hun fik dem! Hvor længe smeden havde stået i brønden, fandt man ikke ud af, men årsagen til, at han faldt i var – at han forsøgte at få fat i sin kasket, som han havde tabt ned i brønden. Alle, som hørte om historien var overbeviste om, at nu ville smeden sikkert få lungebetændelse – men han blev end ikke forkølet – han var gjort af et godt og solidt stof! I 1978 kom Helen Bækkel, som var født i Flårup, på ferie i sit barndomshjem. Hun besøgte smedjen, og fik lov til at tage en del glimrende billeder af Karl Johannes i hans elskede smedje. Helen Bækkel havde som lille pige tilbragt mange timer i smedjen, hvor hun ofte løb over til købmandsgården efter varer til smedjens kunder. Da hun skulle gå, spurgte hun smeden, om hun måtte få en gammel hestesko med, som minde fra sin barndoms egn – og det fik hun lov til. Næste dag kom smeden på cykel hen til hende – og forærede hende en helt ny hestesko – som han selv havde smedet samme morgen. ”Hun skulle da have et ordentligt minde med hjem”. Hesteskoen hænger i dag i glasramme på hæderspladsen i hendes hjem i Esbjerg.

I 1987 døde Karl Johannes Nielsen, 86 år gammel, nøjagtig som hans farbror Christian Nielsen. Smedjen blev nu solgt til Leif Corfitzen, som var nabo til smedjen. Han havde smedjen til 1994, hvor han var ved at sælge smedjen til en mand, som ville omdanne smedjen til hestestald for en stor Belgier-hest (700-1000 kg), fjerne essen osv. osv. Det ville efter Jens Fredriksens mening være den rene vandalisme – og totalt ødelægge smedjen. Jens Fredriksen (Landsbylaugets første formand) gik nu sammen med Arne Hansen, dennes kone Lea og Jørn Jensen til Leif Corfitzen, og fik denne til at aflyse salget til manden med Belgierhesten – og i stedet sælge smedjen til landsbyen. For at få legater og sponsorer var man nødt til at stifte en forening, og derfor havde ”Flårup Landsbylaug” stiftende generalforsamling den 9. september 1994. Leif Corfitzen fik udbetalt 13.000 kroner, restbeløbet var bygningen af en carport til Corfitzens hus, som Jens, Arne og Jørn tog sig af – og så var smedjen Landsbylaugets! Det eneste nye i den gamle, fuldt fungerende smedje var, at vi fik et moderne toilet. Det var simpelthen et ”must”, da smedjen skulle bruges til fester, og ligeledes fik vi et beskedent køkken med køleskab. I 2006 fik vi forærende 60.000 kroner fra Smedekassen på Holeby Diesel, da produktionen blev flyttet til Frederikshavn. De penge brugte vi på at lave det oprindelige træskur, til opbevaring af brænde, om til et 17m2 stort landsbymuseum med fundament og gasbetonmure. Ligeledes skete der en længe savnet modernisering af vores primitive køkken. Alt dette arbejde, og mere til, blev udført i sommeren 2006 af Erik Lanter, Ove Rask og Benny Gravesen.

Smedjen var – i lighed med alle andre landsbysmedjer – landsbyens sociale ”midtpunkt”, og vores smedje er det stadigvæk! Vores Landsby-Smedje og Landsbymuseum er absolut værd at besøge, og alle er hjertelig velkomne. Der er åbent fra 1. maj til 1. oktober hver dag fra ca. 9.00 til ca. 19.00. Smedjens/museets adresse: Flårupvej 7b, 4960 Holeby

''Sendt til publicering'' Kære Heidi. Så er der endnu en historie til Historisk Atlas - efter opfordring af Johan Vest. Hilsen Kurt

''Publiceret''