Flyvepladsen ved Rødby
FW 58 nødlander p.g.a. motorskade
Bombehul.
Bombehul efter angreb i 1940
FW 58 transpoteres ved på Godsvogn
Ved stationen i Rødbyhavn
Besætningen ved FW 58
Et af attrapperne på flyvepladsen ved Strandholm
Jagerattrap.
Attrap
Rødbyhavn vartegnet ses på marken i midten
Intro
Den 6. november 1926 skrev avisen, at ca. 8000 flyvende passagerer var passeret over Rødby dette år mod 4000 året før.
De mange nødlandinger ved Rødby fik Kastrup Lufthavns leder, Leo Sørensen, til at udtale "at man tilstræber at få en moderne indrettet nødlandingsplads ved Rødby, med fornødne signaler, organisation for toldvæsenet, statspoliti og postvæsenet og teknisk assistance."
I første omgang var flyvepladsen tænkt som et vartegn, der skulle avertere de flyvende om, at nu kom man til Danmark.
Avisen skrev den 16. marts 1927: "Det omtalte luftvartegn ved Rødby havn vil blive lagt på egnen øst for havnearealet. Jorden dér er udlejet for 20 kr. pr. td. land om året. Det område, vartegnet vil omfatte, kommer således højst til at dreje sig om et areal, der stod Kommunen i en årlig leje på 3-4 kroner. Ekstrabladet omtaler i dag sagen og fortæller, at borgmesteren har lovet at foreslå Byrådet, at man imødekommer en ansøgning om, at kommunen stiller dette areal til gratis rådighed, og da det drejer sig om en sådan bagatel for kommunen, vil den side af sagen vel heller næppe støde på vanskeligheder, da vartegnet, hvis vigtigere sager kommer på dagsordenen med hensyn til pågældende areal, naturligvis må vige."
19. april 1937 stod følgende i avisen:
Flyverne måtte nødlande. En vanskelig situation, der klaredes uden uheld.
Nødlandingspladsen ved Rødbyhavn kom atter i aftes i brug - denne gang ganske vist under ret usædvanlige former og forhold. Det var to rutemaskiner, en dansk og en svensk, der landede, og landingen foregik glat og uden mindste uheld, selv om de omstændigheder, under hvilken landingerne foretoges, var ret ejendommelige.
De to maskiner, der havde København som mål, brummede omkring over Kastrup Lufthavn uden at kunne komme ned, idet der dér var en ret stærk tåge, og det var lige så galt i Malmø.
De to flyvere blev derefter, som det altid er tilfældet, henvist til at søge landing på en af de to nødlandingspladser, der findes for sydruterne: ved Fakse eller Rødbyhavn.
Den normale udvikling efter, at flyverne har fået denne henvisning er, at mens maskinerne stikker næsen mod syd, går der telefonisk bud til de to pladser om at holde sig parat til at modtage flyverne. I aftes valgte flyverne Rødbyhavn, idet det jo næsten aldrig er tåget på denne flyveplads, der derfor betegnes som en af de mest ideelle nødlandingspladser. Imidlertid gik det sådan, at man fra Flyveledelsens side ikke kunne ringe lufthavnen op. Telefonen svarede ikke. Der var med andre ord ingen hjemme!
Følgen heraf blev, at da de to flyvere ankom til Rødbyhavn, fandt de nødlandingspladsen - bogstavelig talt lukket og slukket! Nu kunne flyverne, hvis de havde fundet situationen farlig, være vendt tilbage til deres udgangspunkter, i dette tilfælde Berlin og Hamburg, men de foretrak, selv om pladsen ikke var oplyst med det ny, moderne belysningsanlæg, at gå ned ved Rødbyhavn, og landingerne gik da også fuldstændig glat.
Lidt før klokken 20 blev Kriminalpolitiet underrettet om, at den svenske ruteflyver - det var “Svealand” - var gået ned, og samtidig meddeltes det, at den danske rutemaskine fra Berlin sikkert også ville lande. Da politiet kom til flyvepladsen var begge maskinerne der også. Den svenske førtes af piloten Lindholm, som flere gange tidligere i vanskelige situationer har benyttet sig af Rødbyhavn som nødlandingsplads - det var ham, der under meget dramatiske omstændigheder nødlandede der lillejuleaften for nogle år siden - og han havde i aftes syv passagerer med.
Den danske maskine førtes af kaptajn Harald Hansen, og den fløj med tre passagerer. For at klare landingen, måtte flyverne tænde magnesiumblus, men så gik det også glat, og en times tid efter, at den sidste maskine var gået ned, var passagererne toldefterset og pasvisiteret og kunne i biler fortsætte fra Rødby til København.
Da krigen kom overtog tyskerne flyvepladsen. Der stod i forvejen et lille skur, og tyskerne byggede en mandskabsbarak, hvor der boede en halv snes Luftwaffe-folk. De byggede desuden nogle flyattrapper.
I starten af krigen blev der kastet et par bomber ude ved flyvepladsen, men de allierede vidste, at stedet var uden betydning. Modstandsbevægelsen sendte jævnligt oplysninger om flyvepladsen og situationen ved havnen.
Rapport fra Modstandsbevægelsen
Dagligt mandskab: 8 mand og en schæferhund. Øverste militære Befehlshaber: Feldwebel i Luftwaffe. Der er foretaget omfattende camoufleringer over hele pladsen, således er opstillet i hvert fald 6 jager-maskiner samt 2 store bombemaskiner af træ, alle med sløringsnet over. En bygning ser, når man kommer fra vest, ud til at være en hangarbygning med 4 porte. Set fra syd ses kun portene.
I den lille skov ved flyvepladsen ligger flere mindre bygninger, som ikke nærmere kan udforskes, men de væsentligste ligger under en skydeplatform (uden skyts). To store bilpåhængsvogne (lukkede) med pejleantenne på taget, og som i sommer er ankommet pr. jernbane, kan ikke ses, men står muligvis i skoven. Det forlød i sin tid, at vognene indeholdt apparater til brug ved uddannelse i blindflyvning. Der blev efter vognenes ankomst fløjet uafbrudt fra tidlig morgen til sen aften med 2 maskiner.