Flystyrtet ved Tåstrup
Rester af flyet.
Boing B 17 bombefly
Den amerikanske besætning
Intro
Den 11. april 1944 nødlandede en stor allieret B17 bombefly på en mark ved Tåstrup nær Hellested på Stevns.
Det store amerikanske bombefly kom fra en base fra England. Det havde en besætning på 10 mand og målet var at bombe flyfabrikker ved byen Poznan i Polen. Flyveturen var berammet til at tage 12 timer.
Imidlertidigt kunne eskadrillen ikke identificerer målet ved Poznan og efter planen drejede den mod Stettin, som var det secundære mål.
Her smed flyene deres bomber og blev øjeblikkelig angrebet af tyske jagere.
"Vores fly" fik adskillige træffere i skroget, så bombelugerne ikke kunne lukke. Desuden gik den ene motor ud så flyet mistede kræfter og ikke kunne følge med resten af eskadrillen. Piloten besluttede at forsøge at nå Sverrige.
Flyet blev angrebet for anden gang af de tyske jagere, og denne gang stoppede endnu en motor, mens en tredje arbejdede på meget lav kraft. Desuden røg en tysk granat gennem cockpittet og smadrede en del instrumenter. Desuden blev 2. piloten såret i hovedet og lagt i bagenden af flyet.
Flyet var svær at manøvrere på grund af den lave hastighed, og mandskabet begyndte at smide ting ud for at lette flyet.
Det blev besluttet at nødlande flyet i stedet for at hoppe ud i faldskærm, og selv om kun den sidste moter var i gang lykkedes det at lande flyet på en mark i Tåstrup.
På marken så tre mænd flyet ramme en lygtepæl med den ene vinge og der efter nødlande på marken. Besætningen sprang hurtigt ude af flyet og væk, øjensynlig for at undgå en eksplosion.
De tre mænd, der gik og arbjdede på marken, fik kontakt med besætningen, og selv om mændene ikke forstod ret meget engelsk, forstod de dog, at der blev spurgt om vej til Sverige og udpegede retningen for dem.
Lidt efter mødte flyverne ejeren til gården Myrekær, som kunne tale engelsk, og han rådede dem til i stedet at skjule sig i en lille skov for enden af marken.
Der samledes hurtigt en del mennesker omkring nedstyrtningsstedet, også tyskere, som dog var blevet forsinkede, da politimesteren i Store Heddinge først gav dem besked flere timer efter, han selv havde hørt om nedstyrtningen.
Tyskerne sendte patruljer ud for at lede efter besætningen samtidigt med, at der blev stillet vagtposter op i hele området. Først da det var blevet mørkt ved 10 tiden om aftenen lykkedes det at få de kolde og forkomne piloter ind og skjult på Myrekær.
Man var dog klar over, at det var vigtigt at få amerikanerne væk, inden tyskerne ville begynde med husundersøgelser i området ved daggry.
På Stevns var en del mennesker tilknyttet arbejdet med at få jøder transporteret til Sverrige. En af dem var en fiskeeksportør Brammer, som ejede en stor fiskebil og havde tilladelse til at køre.
Man fik forbindelse til ham, og han var straks parat til at hjælpe.
Han havde nogle store kasser på bilen til levende torsk, og her blev de 10 mand gemt og kørt til første stop, som var Sømandshjemmet i Fakse Ladeplads ca. 20 km væk.
De fik noget at spise og blev undersøgt af en læge, inden vognmand Børge Nielsen, som også var modstandsmand, kom og hentede dem, og gemt i et læs halm blev de kørt til Valby.
Her blev de overtaget af modstandsmanden, Robert Jensen og indlogeret i en lejlighed, hvor de måtte blive nogle dage inden transporten til Sverige blev arrangeret.
Det var den danske modstandsmand, Bernhard Nielsen, der sørgede fra transporten over Øresund.
Han havde sejlet mange ture med jøder til Sverige og var velkendt af tyskerne, som betragtede ham som en meget flittig dansk fisker. Det var dog en farefuld opgave at skulle transportere 10 amerikanere på engang. De blev alle iklædt overalls eller kedeldragter, så de lignede fiskere, og på trods af at de blev standset af en tysk patrulje på vej over, nåede alle til Malmø.
Som en af de få besætninger, der havde oplevet en nedskydning over tysk besat land, havde undgået at blive fanget af tyskerne og var kommet tilbage til England, var den engelske efterretningsvæsen meget interesseret i at snakke med dem.
De fik senere besked på, at de ikke mere skulle deltage i bombetogter og blev sendt tilbage til USA.
Der var flere mennesker involveret i det farefulde arbejde med at redde den 10 mands store besætning og få dem transporteret til Sverige,
Alle løb de en stor risiko for at blive fanget og skudt af tyskerne eller blive ført i koncentrationslejr.
Hovedpersonernes skæbne:
Robert Jensen blev skudt af tyskerne kort efter denne begivenhed, da tyskerne stormede hans lejlighed. Han blev belønnet af præsident Trumann med Silver Star post mortem.
Børge Nielsen blev til sidst fanget af tyskerne, men redede livet og levede til 1979.
Brammer flygtede sammen med sin kone til Sverige, men måtte efterlade sin 1- årige søn, indtil de vendte tilbage i maj 1945.
Han levede til 1990.
Bernhard Nielsen modtog en takkeskrivelse fra præsident Eisenhower efter krigen. Han levede til 1991
Stevns Lokalhistoriske arkiv.