Faxe sogns Fattiggård
Den renoverede kommunegård
Gavlparti med årstal
Kommunegården set fra Præstøvej
Kommunegårdens facade set fra Hovbyvej.
En af sidebygningerne til Kommunegården. Foto Erik von Achen, 2005.
Intro
Den gamle fattiggård, der i daglig tale bliver benævnt Kommunegården, er bygget i kalksten og opført i 1869. Fattiggården blev renoveret i 1882 efter en påsat brand.
I 2005 solgte Faxe Kommune ejendommen til Stenbjerg ejendomme, der ejes af Hans Michael Jepsen. Ejendommen er indret til lejemål.
Da bygningen i sin tid blev opført, var bygningerne lave og tækket med strå.
Den rummede beboelse til bestyrerparret samt plads til fattiglemmerne.
Af brandtaksationsprotokollen fremgår det bl.a., at der var 2 arrester, lighus og badekammer med renselsesovn.
I 1890 var der ca. 50 beboere på stedet inkl. bestyrerparret og deres børn.
Hovedparten af disse blev udelukket forsørget af Fattigvæsenet, hvilket indebar fuld forplejning.
Indtil 2005 var bygningerne ejet af Faxe kommune og lejlighederne var udlejet til beboelse.
Faxe Avis skrev torsdag den 6. april 1882, at Forsørgelsesanstalten i Hovby dagen før stod i lys lue.
Årsagen til denne katastrofe var, at et sindsvagt fruentimmer i et ubevogtet øjeblik havde sat ild til bygningen. Dette betød et midlertidigt stop for fattiggårdens funktioner og dermed et stort arbejde med at få genhuset alle.
Ugen efter branden nedsatte sognerådet en bygningskommission på 3 medlemmer og den 9. juni blev genopførelsen udbudt i licitation.
Der blev arbejdet hurtigt, for allerede den 3. oktober 1882 Kunne den genopførte fattiggård præsenteres for en kreds af indbudte. Herefter kunne beboerne flytte tilbage.
I ældre tid var det kirken, der tog sig af de nødlidende. Langt op i tiden fik fattigvæsenet her i landet den største del af sine indtægter fra frivillige bidrag. Pengene blev indsamlet i kirkeblokken eller andre indsamlingsbøsser anbragt på offentlige steder.
Først i 1867 overtog sognerådene administrationen af det offentlige fattigvæsen og den tids sogneråd søgte at hjælpe de fattige som godt som muligt. På landet kunne fattiggårdene være en mindre landejendom, der blev ombygget, så sognets fattige, både mænd, kvinder og børn kunne indlægges der, når de meldte sig for at søge fattighjælp.
Hjælpen bestod af husly, fuld forplejning, vask, lægehjælp m.v. Som modydelse skulle beboerne så udføre et arbejde i forbindelse med driften af gården eller også skulle de gå ud og arbejde for fremmede.