Fattiggaarden
Intro
Fattiggaarden, tidligere kaldet Kokkenborg
Da den nye fattiglov af 1872 kom, var der en bestemmelse om, at kommunerne skulle oprette fattiggårde, arbejds- og forsørgelsesanstalter, som de også kaldtes, så man kunne hjælpe dem, der ikke kunne klare sig selv.
Allerede i 1868 søgte man amtet om tilladelse til at bygge en fattiggård. Fattiggårdene skulle have en vis størrelse, så de, der skulle bo der, kunne arbejde på gården for føden.
I Egvad kommune diskuterede man længe, hvordan man skulle bære sig ad. Endelig blev man enige om at købe det, der blev til Fattiggården, senere kaldet Kokkenborg, det var en af de tre store Gadegårde, de to andre lå lidt nærmere byen. Det var en meget stor gård, med jord og tilhørende plantage osv., med beliggenheden sydøst for byen, ved den nuværende viadukt.
Gården var fra ca. 1740 og var oprindelig fæstegård under Jens Tang til Ustrup, og den kaldtes Usgade. Der havde været en del ejere, men det var Chr. Jensen, der den 11. februar 1870 solgte gården til Lønborg/ Egvad sogn efter forventet tilladelse fra amtet. Gården blev overtaget 1. maj, og der medfulgte alt det nagelfaste tilbehør i stuehuset med undtagelse af kakkelovnen i stuen og soveværelset, imod at der blev indsat nyt. Desuden 2 heste, 9 køer, 3 kvier, 1 tyr, 6 kalve, 2 grise, 9 får med lam, 2 sæt seletøj, 2 vogne og i det hele taget alt, hvad der var af gård- og avlsredskaber.
Men det trak ud med tilladelsen fra Amtet. Tiden blev så brugt til, at nogle af medlemmerne rejste til Holmsland for at se på fattiggården der. Og der blev foretaget en afstemning i sognet, hvor 132 stemte for og 32 stemte imod fattiggården.
Godkendelsen forelå den 4. Juni, og der skulle nu bygges til og laves om. Hertil købte sognerådet bl.a. 9 læs træ i Hjerting, som blev afleveret i Varde, hvor det skulle hentes af kørselspligtige fra Lønborg. Det var så folkene fra Tarm, der skulle hente murstenene fra Lønborggård tegl-værk.
Byggeriet foregik i sommeren 1870, og da man havde fået indkøbt det nødvendige, bl.a. sengestederne, blev der den 1. november tilsagt vogne, som så skulle flytte de 12 fattiglemmer og deres bohave til hjemmet.
Gården blev drevet som fattighjælp. Der vides ikke så meget om driften, men hvordan beboerne havde det, var meget afhængig af, hvem der var bestyrer.
Fattigvæsenet var dyrt for sognet, og dette var grunden til, at man fra 1856 til 1896 foretog en registrering af fattiglemmernes medbragte ejendele, så disse kunne gøres i penge, hvis vedkommende døde.
I 1891 vedtog regeringen alderdomsundestøttelsesloven, nok den lov, der har haft størst betydning for de ældre.
''Nu blev Fattiggården også asyl (alderdomshjem)''
Der skulle på Tarm Fattiggård bygges om og laves værelser til de alderdomsunderstøttede, for der var ikke noget i vejen for, at kommunerne måtte lave fattiggårdene om, så disse også kunne huse alderdomsunderstøttede. Dog måtte fattiglemmer og alderdoms-understøttede ikke bo sammen, de skulle holdes helt adskilt i hver sin afdeling og have hver sin indgang. Dette skete omkring 1900. Værelserne skulle have en vis størrelse, men da man ikke kunne bygge så meget ud, idet man så ville komme for tæt på offentlig vej. Og da man ikke kunne få det til at passe i grundareal, lavede man bare værelserne med lidt større lofthøjde, så det kom til at passe i kubikmeter, selv om værelserne derved var sværere at varme op om vinteren. Det bemærkelsesværdige var, at værelserne på alderdoms-asylet skulle være større i kubikmeter end de værelser, der skulle bebos af fattiglemmerne.
Alle der var alderdomsunderstøttet boede ud mod vejen, i den nordlige ende, hvor der blev lavet seks værelser med plads til to i hver, og fattiglemmerne boede så i den sydlige ende, hvor der i en tilbygning blev indrettet fire værelser bestemt for hver to personer, og i hver afdeling blev der oprettet arbejdsstuer. Der var på fattiggården tillige både arrest, sygestue og ligrum.
''Frygteligt tordenvejr''
Men i sommeren 1935, blev det et frygteligt tordenvejr, og et af sognerådsmedlemmerne, Jens Jespersen, Bisgaard, blev så forfærdelig bange for, at der skulle ske noget med det gamle alderdomshjem, så under hele uvejret stod han uden for sin gård for at holde øje med at lynene ikke slog ned i hjemmet.
Uvejret trak over, der var ikke sket noget, men på det næste sognerådsmøde viste det sig, at næsten samtlige ni sognerådsmedlemmer havde været nervøse for, at der skulle ske alderdomshjemmet noget under uvejret, da der dengang hverken var
brandværn eller andre til at hjælpe de ældre ud.
''Så blev der handlet''
Så blev der handlet, sognerådet fandt, at hjemmet var så ringe, at det ikke var navnet alderdomshjem værdigt. Otte af de ni medlemmer stemte for, at man skulle bygge et nyt hjem.
Ét medlem stemte imod, nok fordi det i 30’erne var forfærdelige krisetider for landmændene. Det var sådan, at smågrisene lod man løbe frit omkring, hvor de ville, da det ikke kunne betale sig opfede dem. Men da byggeriet var vedtaget af de otte medlemmer, gik han med i samarbejdet, hvor som helst der var brug for ham, han var et meget positivt og samarbejdsvilligt sognerådsmedlem i byggesagen. Der blev nu nedsat et udvalg til fremskaffelse af tegninger og overslag.
Byggeplanerne var måske ved at trække i langdrag, for på et sogneråds-møde i 1935 rykkede sognerådsmedlem, tapetsermester Chr. Kirkegaard, for at få gang i opførelsen af alderdomshjemmet, da han var bange for, at planerne ellers vil gå i vasken, hvilket dog ikke skete, for et nyt hjem stod færdig og blev indviet den 23. november 1936.
Der kan læses mere om fattigvæsenet i bogen '''''"Fattiggårde og fattighuse i Ringkøbing Amt".'''''
Udgivet 2017 af ''Historisk Samfund for Ringkøbing Amt.''
Her er bl.a. historie for sognene i det gamle Egvad Sogn.
Sdr.- og Nr. Bork sogn
Hemmet og Sdr. Vium Sogn
Lønborg Egvad Sogn
Skrevet af: Inger Hansen
Lyne Sogn skrevet af: Jutta Christensen
Ådum Sogn skrevet: af Dagmar Vestergaard