Fattiggården i Lille Løjtofte
Intro
Fattiggården i landsbyen Lille Løjtofte eksisterede fra 1871 til 1893. Fattiggården var – ligesom andre fattiggårde på landet – en kombination af en tvangsarbejdsanstalt, en institution for børn og et forsorgshjem for gamle.
''Arkivalier''
Rigsarkivet i København. Herredskirke-Løjtofte Sogneråd. 1841 - 1970. Arkiv nr. BC-379d.
''Litteratur''
J. Bay, 'Fattiggården i Lille Løjtofte, 1871', Lolland-Falsters historiske Samfund - Aarbog 106 (2018), 14 - 39.
''Publiceret''
Fremført af progressive præster og læger var der i 1860’erne en bevægelse for at udskifte landkommunernes fattighuse med fattiggårde.
Den lille sognekommune Herredskirke-Ll.-Løitofte var sen til at ændre sin fattigforsorg, men inspireret af nabosognet Købelev blev en relativ stor og dyr fattiggård indviet i 1871. Her skulle fattiglemmerne – uanset om de var børn, voksne eller gamle – underlægges en tæt social kontrol, og de skulle levere tvangsarbejde i marken og i husholdning som betaling for deres forsørgelse i fattiggården.
Kommunen overvurderede dog hvor mange pladser til fattiglemmer, der ville blive brug for, og undervurderede, hvor afskrækkende tvangsarbejdet og institutionalisering ville være for de fattige. Derfor kørte fattiggården med stadig voksende underskud, og sognekommunen opnåede ikke de forventede besparelser.
Efter en snes år blev fattiggården opgivet, og man vendte tilbage til tidligere tiders fattighuse.
Fattiggården med omkringliggende jorde blev i 1893 solgt til en lokal landmand. Bygningerne fra fattiggården eksisterer ikke længere.
I 1871 købte sogneforstanderskabet i Herredskirke-Ll.-Løitofte Sognekommune et agerbrug med tilhørende bygninger i landsbyen Lille Løitofte. Gården skulle anvendes som fattiggård.
Det gårdbrug, Herredskirke-Ll.-Løitofte Kommune købte for at indrette det til fattiggård, havde et tillæggende på lidt over 4 tdr. hartkorn – altså et middelstort lollandsk gårdbrug. Gården havde tilhørt den pensionerede skolelærer i Ll.-Løitofte Skole, og den havde været beboet af ham, hans kone og deres tre tjenestefolk.
Fra at have huset 5 personer skulle gården fremover have plads til ikke mindre end 30 fattiglemmer, en fattigbestyrer og hans familie. Ud over sovepladser til fattiglemmerne skulle der også være en arbejdsstue, hvor de fattiglemmer, der ikke arbejdede i marken eller i haven, kunne udføre deres håndarbejder. Det var derfor nødvendigt at udvide og ombygge gårdens bygninger. Efter ombygningen bestod gården af fem længer: et stuehus, en stald, en lade, et bagehus og et svinehus.