Fattiggården i Lille Løitofte
Intro
Fattiggården i landsbyen Lille Løjitofte eksisterede fra 1871 til 1893. Fattiggården var - som andre fattiggårde på landet - en kombination af en tvangsarbejdsanstalt, en institution for børn og et forsorgshjem for gamle.
Fremført af progressive præster og læger var der i 1860’erne en bevægelse for at udskifte landkommunernes fattighuse med fattiggårde.
Den lille sognekommune Herredskirke-Ll.-Løitofte var sen til at ændre sin fattigforsorg, men inspireret af nabosognet Købelev blev en relativ stor og dyr fattiggård indviet i 1871. Her skulle fattiglemmerne – uanset om de var børn, voksne eller gamle – underlægges en tæt social kontrol, og de skulle levere tvangsarbejde i marken og i husholdning som betaling for deres forsørgelse i fattiggården.
Kommunen overvurderede dog hvor mange pladser til fattiglemmer, der ville blive brug for, og undervurderede, hvor afskrækkende tvangsarbejdet og institutionalisering ville være for de fattige. Derfor kørte fattiggården med stadig voksende underskud, og sognekommunen opnåede ikke de forventede besparelser.
Efter en snes år blev fattiggården opgivet, og man vendte tilbage til tidligere tiders fattighuse.
''Arkivalier''
Rigsarkivet i København: Herredskirke-Løjtofte Sogneråd 1841 - 1971. Arkiv nr. BC-379d. ''
''
''Litteratur''
J. Bay, 'Fattiggården i Lille Løjtofte, 1871', Lolland-Falsters historiske Samfund - Aarbog 106 (2018), 14 - 39.
''Publiceret''