Farum Kirke
Farum Kirke
Farum Kirke set fra Søstien
Farum Præstegård
Den frdede præstegårdslænge
Farum Kirke
Altertavlen
Intro
Farum Kirke er en gammel middelalderkirke, der blev bygget af Roskildebispen, der ejede Farum Sogn indtil reformationen.
FARUM KIRKE Den ældste del af Farum Kirke stammer fra 1100 tallet - en romansk kampestensbygning, som er omtrent fuldstændig bevaret, og således er Farums ældste bygning. Den består af et kvadratisk kor med rund apsis og skibet, hvor murhjørnerne næsten udelukkende er af frådsten. Apsis har et cirkelvindue og et kuppelhvælv mod øst. Bortset fra korrundingens kuppelhvælv har den romanske kirke været dækket med trælofter. Den ældste tilføjelse fra omkr. 1250-1300 er våbenhuset af munkesten i unggotisk stil, hvis langmure sikkert oprindeligt har været uden vinduer. Våbenhusets gavldør er flankeret af trekløverormede blændinger med bund i sildebensmønster. Over døren er en triforieblænding. Resten af gavlen med tre rundblændinger, lysglug og kamtakker menes at stamme fra en ombygning i senmiddelalderen. Kirkeskibet blev forlænget med et fag omkring år 1400 og kirketårnet blev bygget til. Desuden byggede man hvælv over hele kirken. Dette styrtede ned i 1645 og blev ikke genopført. Taggavlene er ommurede og har kun fod- og toptinder. Vinduerne er spidsbuede.
Skrevet af Henrik Zip Sane, Majtræet 37
I apsishvælvet er der svage rester af kalkmalerier.
Prædikestolen er fra omkring 1600 og i renæssancestil med de fire evangelister og deres symbolder: Mattæus/engel, Markus/- løve, Lukas/okse, Johannes/øm. I kirken findes forskellige gravsten og mindetavler. Den romanske døbefont i skånsk sandsten har oprindeligt stået hævet midt i kirken ved indgangen. I 1700 tallet flyttedes døbefonten til tårnrummet, og i 1865 blev den placeret på dens nuværende plads i skibets nordøstlige hjørne. Det hollandske dåbsfad med en fremstilling af bebudelsen er fra 1621. Skibsmodellen, der hænger i kirkerummet, er bygget af Ole
Pedersen i 1875. Den blev skænket til kirken af hans bror i 1899.
Skrevet af Henrik Zip Sane, Majtræet 37
Det er et meget enkelt og troskyldigt alter, hvis største antikvariske værdi ikke mindst ligger i antependiet, der med sine slyngede
ornamenter fra overgangen mellem gotik og renæssance er ældre end resten af alteret. Dette kan nøjagtigt dateres i kraft af Christian den Fjerdes monogram og årstallet 1599 øverst oppe. Her findes også et lille maleri af Kristi Himmelfart, knap synligt nede fra kirken på grund af den forholdsvis lave triumfbue. Alteret fremstår
med to store vinger, som giver bredde til alteret. Selvom de på afstand ser oprindelige ud, er der tale om senere tilføjelser som udtryk for en ”Nachempfindung” af renæssancens formsprog. Man må forestille sig, at alteret i sin oprindelige skikkelse har stået i en mere rektangulær skikkelse.
Det mest iøjnefaldende ved altertavlen er de fire tekstfelter, som er særdeles velbevarede. Øverst er teksten på latin, nemlig indstiftelsesordene ved nadveren, nederst samme ordlyd på dansk. De to latinske tekstfelter i altertavlens øverste del gengiver indstiftelsesordene, som de siden oldkirken har været sagt på latin i den vestlige kirke.
De nederste tekstfelter gengiver samme ordlyd på dansk. Også her er der tale om en fast liturgisk formulering, der stadig i det store og hele er i brug hver eneste søndag, når der er altergang i kirken.
Teksten er taget fra et foredrag holdt af sognepræst Jes Asmussen. Hele foredraget findes her: https://farumlokalhistoriskeforening.dk/wp-content/uploads/2018/01/Asmussen.pdf