Fanø Navigationsskole


Fanø Navigationsskole

Intro

Fanø Navigationsskole blev opført i 1893 til at huse uddannelsen af sømænd.

Bygningen er grundmuret i to etager. Det skiferdækkede heltag har i den østlige tagflade seks og i den vestlige tre ovenlys samt to jernvinduer. I rygningen er der to skorstenspiber og mellem disse er opstillet en platform med navigationsudstyr. Bygningens symmetriske opbygning er i østsiden fremhævet ved et let fremspringende midterparti, der øverst afsluttes af en skiferdækket trekantsfronton indrammet af en sparenkopgesims, og hvis indgangsparti yderligere er trukket frem og i højde med hovedgesims afsluttes af en fordakning.Vestsiden har et let fremspringende midterparti, der øverstafsluttes af en skiferdækket gavlkvist. Over en granitsokkel – pudset sokkel i vestsiden- fremtræder facaderne i rødt murværk. Facaderne er opdelt vandret af kælderetagens formstensgesims, de fremkragede formstensled, der markerer etageadskillelserne og af de gennemgående sålbænksgesimser med formstensled, der er forkrøbbet om østsidens fremspringende facadeparti. Facaderne afsluttes under taget af en kraftig fremspringende sparrengesims, der har omløb ved gavlene.

Vinduerne i nord og sydgavlen samt østsiden har murede formstensindfatninger, der i overetagen er med fordakning. Dog mangler den sydlige gavltrekants vinduer formstensindfatning, mens den nordlige gavltrekants vinduer er med rundbuede murede formstensindfatninger og sålbænke. Østsidens fremspringende facadeparti har i overetagen et koblet vindue med enkeltvis rundbuede formstensindfatninger og midterhalvsøjle. Sydgavlen har to vinduesmurblændinger og nordgavlen en.

Vinduerne i vestsiden har fladbuede stik i underetagen. De hvidmalede vinduer er fire- og seksrammede af klassicistisk type. Dog har den sydlige gavltrekant vinduer med tre ruder i hver ramme, mens den nordlige har vinduer med rundbuede overrammer. Østsidens fremspringende facadeparti har i overetagen torammede vinduer med tre ruder i hver ramme med rundbuede overrammer. En granittrappe fører op østsidens hoveddør, der er med rundbuet formstensindfatning, og den er en teakrammedør med rude, glassideparti og rundbuet overvindue. Sydgavlen har en hvidmalet kælderdør med rude. I en pudset murblænding i sydgavlen står der: Opført 1893 af L. Nic. Sørensen og Marie Sørensen.
Mod vestsidens let fremspringende facadeparti er opført en grundmuret tilbygning med tagterrasse med muret brystning. Syd og nordsiden har hver en hvidmalet dør .
Mod tilbygningens vest og nordside fører to forbindelsesgange med built-up-tag over til to bygninger med afvalmede eternitskifertage.

Historie: Navigationsskolen er opført i 1893, grundmuret i to etager med skifertag. I 1954 foretages der bygningsændringer og vestsidens tilbygning opføres. I 1972 opføres mod vest en undervisningsbygning og mod nord en kantinebygning, begge forbundet til hovedhusets tilbygning mod vest med forbindelsesgange.

Bemærkninger: Den tidstypiske, monumentale og velholdte bygning markerer sig fint i området ved sin størrelse, sine formstensprydede og symmetrisk opbyggede facader. Ovenlys burde dog have været undgået i den østlige tagflade.

Ejerliste:
1893-1915: L.N. Sørensen
1915-1923: S.P.Gustav Sørensen
1923- Nordby kommune

Kilde: Huse i Nordby på Fanø I, udgivet af Fanø kommune og Fredningsstyrelsen 1986.