Fanefjord Skovpavillon


Skovpavillonen. På skiltet står "Jagt-Kroen Fanefjord Skov anno 1907"


Ældre postkort.

Intro

I 1760'erne steg statsgælden til det tidobbelte. Gælden blev dækket ind gennem højere skatter og salg af krongods. Fanefjord Gods på Møn blev i 1769 opkøbt af sognets bønder. Dermed blev de både jordejere og frie bønder. Til godset hørte jord og gårde, men også Fanefjord Skov...

I 1760'erne steg statsgælden til det tidobbelte. Gælden blev dækket ind gennem højere skatter og salg af krongods. Fanefjord Gods på Møn blev i 1769 opkøbt af sognets bønder. Dermed blev de både jordejere og frie bønder. Til godset hørte jord og gårde, men også Fanefjord Skov. I dag er skoven stadig delt i 160 anparter. Omkring 1883 blev Fanefjord Skovs første gæstgiveri bygget ved den nye festplads. I 1906 blev Skovpavillonen opført foran det eksisterende gæstgiveri. Pavillonen er bygget af træ fra skoven. ''Glade gæster i skoven'' Liv og glade dage har der ofte været i Fanefjords skovpavillon. Pavillonen fungerer fortsat som gæstgiveri med plads til mange besøgende i sæsonen. Gæstgiveriet er ramme om festlige begivenheder som skyttefester, foredragsballer og private fester. Talemåden ”at være helt i skoven” henviser lokalt til et besøg på Jagtkroen, som pavillonen også hedder. En af de største fester fandt sted 3. juni 1919. Anledningen var 150-årsdagen for bøndernes frikøb af Fanefjord Gods. 600 deltagere samlede sig omkring officielle taler og fællessang i strålende solskin. Senere spillede et dameorkester op til dans til langt ud på natten, hvor fyrværkeri satte kulør på den mørke himmel.