Føllesbjerg


Kabler på Føllesbjerg Strand.

Intro

Ved østkysten af Langeland, på bakketoppen Føllesbjerg, ligger marinens udkigsstation Føllesbjerg. Den er anlagt i 1952 og er endnu aktiv. Begiver man sig ned til vandkanten, begynder der at dukke mystiske genstande op mellem stenene...

Ved østkysten af Langeland, på bakketoppen Føllesbjerg, ligger marinens udkigsstation Føllesbjerg. Den er anlagt i 1952 og er endnu aktiv. Begiver man sig ned til vandkanten, begynder der at dukke mystiske genstande op mellem stenene. Sorte kabler titter op ad vandet, og rustne metalgenstande driver i land. Det var en del af den undersøiske overvågning af Storebælt. Kystskrænten er ekstra forstærket af store sten og adgangen er sikret mod invasion med pigtråd og ”tjekkiske pindsvin”. Lidt længere henne af stranden mod syd er rester af betonfundamenter til to store 150 mm kanoner, der skulle beskytte de minefelter, som ville blive udlagt for at spærre gennemsejlingen af Storebælt. ''Undervandsmikrofoner og ubådskabler'' Under Den Kolde Krig fulgte man fra Langelands kyst - nøjagtig som andre steder i Danmark - skibstrafikken i de danske farvande. Området ud for Langeland var specielt, fordi man her både opererede med undervandsmikrofoner og magnetkabler. Mikrofonerne blev anvendt til at opfange skruestøj og identificere skibe, mens kablerne kunne afsløre fremmede ubådes forsøg på at passere gennem Storebælt neddykket. Begge dele indgik i det danske koldkrigsberedskab med henblik på at følge fjendtlige skibe og indhente efterretninger om dem. Warszawapagtens spionskibe gjorde hvad de kunne for at forstyrre den danske overvågning, og på landjorden interesserede spioner sig også for området. Måneder før murens fald i 1989 blev de langelandske strande besigtiget af østtyske spioner, som indsamlede informationer om forholdene.