Erritsø kirke







Intro

Erritsø kirke blev opført 1898-1899, hvor den afløste en ældre middelalderkirke fra 1200-tallet. Erritsø kirke er tegnet af arkitekt Bjerre fra Fredericia i klassisk romansk stil. Tilbage fra den gamle kirke er portalen med de fire søjler og det meste af inventaret.

Den tidligere kirke i Erritsø, opført omkring 1200, har været en helt sædvanlig dansk middelalderkirke med kor, skib, våbenhus og kirketårn i vest. I 1600-tallet var kirken misligholdt, men en stor jysk landsdelsindsamling sikrede, at kirken blev gjort i stand. Ikke desto mindre forfaldt kirken endnu engang, så der mod slutningen af 1800-tallet måtte gøres noget. Kirken var i privat eje, men menigheden købte kirken i 1864 med henblik på at erstatte den med en ny. I 1898 kunne arbejdet med at nedrive kirken derpå begynde. Erritsø kirke blev opført med de samme mål som den gamle kirke, og indgangsportalen blev genanvendt i den nye kirke. Det samme blev alterpartiet, prædikestolen, døbefonten og den tilhørende dåbshimmel. I 1973 gennemgik Erritsø kirke en renovering, hvor altertavlen også fik et nyt midterbillede. De to kirker i Erritsø har hver for sig i store træk fulgt de generelle tendenser i landsbykirkernes bygningshistorie.

Under arbejdet fandt man blandt andet Peder Griibs grav med hans kårde. Peder Griib blev født i København i 1681 og tjente den danske konge som søkaptajn sammenlagt gennem 30 år. Han fik sin højre arm skudt af af en kanonkugle ved en batalje mod en svensk flåde ved Strømstad. I en kort periode tjente Peder Griib i den russiske flåde i tre år, men vendte tilbage til dansk tjeneste, og modtog omkring 1742 færgegården ved Snoghøj af kong Frederik 4., hvor han døde 1757. Inde i Erritsø kirke kan man se et epitafium over Peder Griib samt den fundne kårde.