Egtvedpigen


Kopi af klædedragt og bæltespænde på museet ved Egtved Pigens grav, sommeren 1990. Fotograf: Palle Petersen


Den rekonstruerede gravhøj på stedet, hvor Egtvedpigen blev fundet i 1921, vinteren 2009. Fotograf: Ib Meinhardt


Det lille museum på stedet, hvor Egtvedpigen blev fundet i 1921, vinteren 2009. Fotograf: Ib Meinhardt


Egekisten, hvori Egtvedpigen lå, på sin plads i gravhøjen støttet af en brolægning af større sten. Fotograf: Nationalmuseet

Intro

I 1370 f.v.t. blev en ung kvinde gravlagt i en egekiste. Fundet af Egtvedpigen i 1921 afslørede en af verdens bedst bevarede kvindedragter, som nu er udstillet på Nationalmuseet i København.

Der hvor Egtvedpigen blev fundet, er der i dag en rekonstrueret gravhøj, 22 m i diameter og 4 m i højden. Der er også et lille museum, der detaljeret beskriver forløbet af det sjældne fund. Museet har desuden udstillet en kopi af Egtvedpigens klædedragt, smykker og bæltespænde.

Fundet udgør i dag et af nationalmuseets værdifuldeste bronzealderfund. Det skyldes alene Egtvedpigens velbevarede klædedragt, da der ikke er andet end bronzealderpigens hår, hjerne, tænder, negle og lidt hud tilbage. Med sig i graven fik hun de brændte knogler af et 5-6 år gammelt barn. Barnet har næppe været Egtvedpigens eget, da hun er aldersbestemt til mellem 16 og 18 år.

Der afholdes bronzealderfestival I Egtvedpigens fodspor hvert år i uge 30, hvor der etableres bo- og markedsplads med håndværk fra bronzealderen. Mange aktiviteter er for både børn og voksne. Den "levende" Egtvedpige fortæller og danser, der er offerceremoni og lurblæsning hver dag.

Læs mere om Egtvedpigen på Vejle Wiki Egtvedpigen

Henvisning:

www.vejleegnensmuseer.dk