Ebeltoft Station
Damplokomotiv ved perronen ud for Ebeltoft Station.
Sidste driftsdag ved Ebeltoft Station. To skinnebusser holder ved station, klar til den sidste tur. 31. marts 1968
Den 17 december 1969 begyndte nedrivningen af stationsbygningen. Kort før jul var der intet spor af jernbanen tilbage i Ebeltoft. Kun et enkelt gadenavn "Jernbanegade" fortalte, at her havde været en togbane.
Intro
Borgerne i Ebeltoft havde et brændende ønske om at få jernbanen til byen, og da det endelig skete, var banen ramt af uheld og økonomisk krise. Det blev til under 70 år med banen, og da den forsvandt, satte banen og stationsbygningen sig som et ar i byen fortælling.
For Ebeltoft startede drømmen om en jernbane så sent som i 1873, men der skulle gå 25 år, før drømmen blev en realitet.
Til stor ærgrelse endte den første plan med at blive afvist i Folketinget. Ønsket havde været at forbinde banestrækningen med en eventuel Randers-Kolindsund-Grenaa-linje. Efter afvisningen prydede sloganet '''”Glem ikke Jernbanen”''' dagligt Ebeltoft Avis, og flere planer blev søsat - dog uden resultater.
I 1893 fremlagde man en ny plan om en jernbane mellem Ebeltoft og Thorsager, men det blev aldrig muligt at rejse den nødvendige kapital. Året efter ændrede man baneforløbet til Trustrup, en ændring, der sikrede jernbaneudvalget en kongelig bevilling fra kong Christian IX. Drømmen var gået i opfyldelse.
På tre år lykkedes det at rejse den nødvendige kapital til banen takket være bidrag fra Randers Amt, sognekommunerne og private investorer. I starten af 1901 blev det første lokomotiv leveret fra maskinfabrikken Vulcan i Maribo. Den 27. marts 1901 kunne Ebeltoft-Trustrupbanen endelig åbne.
Etablering af jernbanen krævede masser af plads, og det var der masser af i de engarealer langs kysten vest for Adelgade. For at det skulle give mening ønskede man en vejgennemførsel i midten af Adelgade. Rundt om den nye vej voksede det nye bykvarter; Jernbanegade. Gaden fik et tydeligt stationsbypræg med moderne 1900-tals bygninger, og kronen på værket lå for enden af gaden i form af statsbanernes arkitekt Heinrich Wenckes stationsbygning.
Ebeltoft station havde fire spor, med hovedsporet ”Spor 1” langs stationsbygningen. Det yderste spor var forbundet til banegårdens remise. Byens posthus og postmesterens bolig var ligeledes placeret i bygningen.
Den nye jernbane bragte også andre udviklingsprojekter med sig. Blandt andet en udvidelse af Ebeltoft havn. Den nye trafikhavn til større dampskibe blev forbundet med jernbanen via et jernbanespor til godstransport.
''Publiceret''
''Afpubliceret''
undefined
''Publiceret''
Jernbanen havde en kort æra i Ebeltoft. Det blev til 66 år for Ebeltoft-Trustrup privatbane.
De sidste ti år af banens levetid havde været en kamp for eksistensen. I 1955 var banen presset økonomisk, og stod over for forhandlinger imellem kommunerne. Redningen blev privatbanekommissionen, der konkluderede at så længe kalktransporterne var vedvarende, burde banen opretholdes.
I 1962 begyndte transporten fra kalkværkerne omkring Balle dog at falde. En 50 procent reduktion kunne mærkes, men banen bestod.
Inden d. 31. marts 1968 skulle banens fremtid dog besluttes. På trods af det øgede underskud var der dog en stigende passagertilgang.
Ved generalforsamlingen i 1967 kom det til en afstemning om den fortsatte drift. Desværre var der et flertal af kommunerne der stemte for lukningen. Kun Ebeltoft og Dråby stemte for fortsat drift.
Det betød at fra den 1. april 1968 stod togene stille. I stedet overgik passagertransporten til DSB's rutebiler, mens godstrafikken blev overtaget af lastbiler. Stationsbygningen i Ebeltoft blev revet ned, og inden længe forsvandt de blanke skinner også.
Tilbage er i dag en smuk natursti til minde om ruten. I Ebeltoft er det kun navnet Jernbanegade, der til den dag stadig vidner om togtrafik til og fra byen