Ebeltoft Kirkegård


Kirkegårdsvej med kirkegårdsmuren til højre.


Stockfleths gravmonument på kirkegården i Ebeltoft.

Intro

Oprindeligt lå byens kirkegård rundt om Ebeltoft kirke. I starten af 1800-tallet var pladsen dog blevet for trang, og man valgte derfor at flytte kirkegården uden for byen.

I 1790 besluttede byfogeden og præsten at afskaffe traditionen med begravelser under gulvet i Ebeltoft Kirke. Det var efterhånden blevet et problem, at stanken fra de rådnende lig under kirkens gamle trægulv, særligt i de varmere sommermåneder, gjorde det utåleligt at opholde sig i kirken. Hvorvidt problematikken opstod, fordi mængden af gravsættelser i krypten under kirkegulvet var stigende, eller om der var sammenhæng med en periode med stigende temperaturer, kan være svært at afgøre. Denne beslutning skulle dog vise sig at give anledning til en ny problematik. Kirkegården omkring kirken var simpelthen ikke tilstrækkelig stor til at dække behovet for gravsteder. I første omgang blev pladsmanglen imødegået ved at inddrage den tidligere latinskoles have som del af kirkegården. Dette foretagende løste desværre kun problemerne i en kortere årrække. Det blev efterhånden tydeligt for bystyret, at en mere omfangsrig indsats skulle til.

Indsatsen for at imødegå problemet blev sat i gang, da Johan Christian Wibe Stockfleth blev by- og herredsfoged i 1821. Under hans ledelse blev det endeligt besluttet, at løsningen måtte være at flytte kirkegården til sin nuværende placering uden for datidens købstadsgrænser. Den nye kirkegård blev opført nogle hundrede meter øst for kirken omgivet af et fint gult murværk. Indvielsen fandt sted i 1827 med bisættelsen af byens jordemoder. I første omgang blev en lille vej fra Overgade op til kirkegårdens store låge etableret. Men den nyanlagte vej viste sig at være for stejl til, at den hestetrukne ligvogn kunne transportere kisterne op til kirkegården. I stedet forlængedes Kirkegade mod øst op til kirkegården, hvor en ny låge blev bygget i muren.

Efter etableringen af den nye kirkegård blev flere af de gamle gravsteder omkring kirken nedlagt. I den forbindelse var der pludselig en masse gravsten, som skulle afsættes. Således var der pludselig en masse gravsten, som skulle afsættes. I den forbindelse afholdtes en stor offentlig auktion. Flere af stenene blev opkøbt og genbrugt til diverse formål rundt omkring i Ebeltoft, og man kan derfor den dag i dag stadig se rester af gravstenene rundt omkring i byen, bl.a. som trappesten foran huse, hvor tekst og symboler nogle steder endnu kan tydes.

''Publiceret''