EJSTRUPLEJET
Intro
Under 2. Verdenskrig, da der var mangel på brændsel, begyndte man mange steder at grave brunkul. Det startede man også på her i skellet mellem Ejstrup, Fasterlund og Klokmose.
Områdets største brunkulslejer ligger ved Ejstrup, hvor man begyndte at grave under 2. Verdenskrig. Der var gunstige forhold for brydning af kullene, idet de kun var dækket af 7-8 m jord. Lagene havde en tykkelse på 5-6 m.
Ved Ejstruplejet var der gunstige forhold for brydning af kul, idet der kun var ca. 7-8 m jord over kullagene, (kulbænken) der var på en 5-6 meter. Det var smuldkul, det såkaldte “snus” som blev brugt i industrien.
Brunkullet blev gravet frem både med håndkraft og med maskiner. Arbejderne var dels lokale bønderkarle og husmænd, dels folk fra byerne. Der blev lagt jernbanespor bele vejen over heden til det nye leje. Et damplokomotiv trak så tipvognene hen til statsbanesporene. Ved lejet var der barakker til bespisning mv. samt en sovevogn. Nogle lejede sig ind hos lokale bønder. Men behovet for ovematning var ikke så stort, da de fleste arbejdere var lokale. Brunkulslejerne blev efter krigen drevet videre af Fiskbæk Briketfabrik. Oa lejerne var opgivet, blev de plantet til, således at der i dag findes et smukt naturområde med bevoksning, bakker og fiske- søer, forbundet med stier.
Brunkullet havde en høj brændværdi, og der blev lagt jernbanespor hele vejen over heden til det nye leje, hvor der blev lavet en læsserampe.
Man anvendte gravemaskiner til at åbne lejet, og transportører til at få jorden væk. Der blev gravet en ca. 300 meter lang rende. Når overjorden var fjernet, gravede man en lang slugt, og tipvognsskinnerne blev lagt ned gennem slugten og ud på kulbænken, hvor et sjak kom til at læsse kul.Der var ca. 20 i hvert sjak. Det var akkordarbejde - lønnen var 1,25 kr pr vogn, og hver mand læssede på sin egen tipvogn. Med megen slid kunne man holde en dagløn på små 30 kr.
Et damplokomotiv trak tipvognene op til læsserampen ved statsbanesporene. Nogle af kullene blev transporteret på hestevogne til rampen. Når man var kommet et stykke ned i kulbænken, begyndte grundvandet som regel at komme, der var derfor også ansat en pumpemand, der skulle holde lejet så tørt som muligt.
Det var efterhånden mange entreprenørvirksomheder, der gravede her. Nogle firmaer gravede kun et mindre hul, og herfra hentede man kul op og udhulede kulbænken helt ind under overjorden, inden man opgav lejet. Disse lejer kaldtes “Dødslejer”, da jorden let kunne skride.
Brunkulslejerne blev efter krigen drevet videre af Fiskbæk Briketfabrik. Da de opgav lejerne, blev de plantet til, så der i dag er et område med skove, bakker, fiskesøer og afmærkede kondistier.
Während des 2. Weltkrieges, als Mangel an Brennstoff war, hat man damit angefangen Braunkohle abzubauen. Bei dem Ejstrup Lager gab es günstige Verhältnisse diese Kohle zu fördern, da nur 6-7 meter Erde über der Kohlenschicht lag. Man hat Eisenbahn-gleise über die Heide gelegt, bis hin zum neuen Lager, wo man eine Laderampe baute. Nach und nach gab es viele Firmen, die hier Kohle abbauten. Einige haben nur einen kleines Loch gemacht, von wo aus die Kohle dann unter Tage abgebaut wurde. Diese Schächte waren aufgrund der Kohle und Erdbeschaffenheit sehr gefährlich und wurden deshalb “Todesschächte” genannt.
Die Braunkohlenlager wurden nach Kriegesende von der Fiskbæk Presskohlenfabrik weiterbetrieben. Als die Lager aufgegeben wurden, hat man die Umgebung bepflanzt. Heute sind daraus Waldgebiete mit Anhöhen und Angelseen entstanden. Es gibt auch markierte Trimmpfade.
During the Second World War there was shortage of fuel. Therefore the people began to dig for brown coal. The conditions for digging brown coal were good here at the Ejstrup brown coal deposits. There was only 7-8 metrs. of earth above the coal seams which were 5-6 metrs. It was smuldkul-screenings with a high heating value. A railwayline was built across the heath to the new deposits. As time went on many contractors digged here. After the war the brown coal deposits were run by Fiskbæk brick factory. They gave up the deposits and plated trees to form a forest area, hills, and a put and take lake. There are marked running and walking paths.
''Publiceret''