Døeshøje


Døeshøje set fra vejen. Nogle få kilometer nordvest for Holstebro ligger en række gravhøje fra både stenalderen og bronzealderen

Intro

Nogle få kilometer nordvest for Holstebro ligger en række gravhøje fra både stenalderen og bronzealderen. De markerer en gammel oldtidsvej, som krydser Ellebækken mellem Mårbjerg og Navr. På Mårbjergsiden er 18 høje fra ældre bronzealder endnu bevaret...

Nogle få kilometer nordvest for Holstebro ligger en række gravhøje fra både stenalderen og bronzealderen. De markerer en gammel oldtidsvej, som krydser Ellebækken mellem Mårbjerg og Navr. På Mårbjergsiden er 18 høje fra ældre bronzealder endnu bevaret. På østsiden af Ellebækken ligger Bredhøj, der er den største. Den har en diameter på 49 meter og er tre meter høj. I 1884 udgravede man en egekistegrav med et bronzesværd og lidt uldtøj fra den gravlagte. Der var også en anden trækiste med uldtøjsrester, en bronzeøkse, en dolk i skede samt en hornkam i gravhøjen. ''Gravhøje reddet fra udslettelse'' ”Jeg frafalder den af mig til det ærede Direktorat om denne sags indgivne henvendelse og beder undskyldt den derved mulig forårsagede ulejlighed. 28. febr. 1887.” Den høflige udgangsreplik afslutter en tvist, der nær havde kostet oldtidshøjenes eksistens allerede to år efter, at de 13 høje var blevet fredet. Ejeren af højene henvendte sig til Direktoratet for antikvariske mindesmærkers bevaring. Han mente ikke, han havde nogen forpligtelse til at frede højene eller have de omkransende sten stående. Han ville fjerne og sælge stenene. Direktoratet meddelte ejeren, at højene under ingen omstændigheder måtte beskadiges og henviste til fredningsdokumentet. Ejeren opgav og svarede venligt tilbage, så højene står endnu.