Dybvig Havn


Fæmøsund I, bådebygger Carl Nielsen til højre


Dybvig omkring 1904


Liv i havnen først i 1900-tallet


Godt besøgt


Havnen renoveres. De hjemmehørende drivkvaser Mæfikken og Christiane ses ved det røde pakhus.


Cafe Dybvig med den nyrenoverede barkkedel, som blev brugt til at tjære garn i.

Intro

Dybvig Havn er en lille, idyllisk havn, hvor de daglige færge- og fragtforbindelser for længst er ophørt. I dag er det en lystbådehavn, men det gamle præg er bevaret.

I den brede bugt på Fejøs sydside har der i generationer været en naturhavn, kaldet Dyvet. I 1814 startede 3 brødre opførelsen af en havn, bestående af en anløbsbro plus en række pæle, hvor man også kunne ligge for svaj. Brødrene kunne så kræve betaling, hvis andre ville benytte havnen. Det var ikke populært hos de lokale skippere, og økonomien haltede, indtil Knuthenborg gods besluttede at bekoste en udvidelse af havnen mod fri afbenyttelse. Den nye havn fik sit reglement af sognerådet i 1882. Flere nationale paketruter lagde regelmæssigt til i Dybvig. I Sletteren mod øst fandtes i øvrigt en landgangsbro, og her lagde DFDS damperen mellem Kiel og København til indtil 1897. Fejøs landbrugsprodukter blev udskibet fra Dybvig, lige som her var dampskibsforbindelse til Bandholm. Omkring havnen voksede husene op, med købmand, urmager, posthus, maskinfabrik, og 2 træskibsværfter. Skibsforbindelsen Dybvig - Bandholm ophørte i 1960, i stedet blev forbindelsen til fastlandet varetaget af en privat færge Vesterby – Kragenæs. På denne rute havde der først været forbindelse med robåd (ved Christine Larsen) og siden 1920erne med motorfærge.

I dag fremstår havnen uden de store ændringer som lystbådehavn. Den har cafe og er bl.a. hjemsted for et par af de gamle drivkvaser, bygget på Dybvigs værfter. Sejlklubber og Træskibssammenslutningen benytter Dybvig til nogle af deres stævner. Æblets dag markeres her hvert år på den første lørdag i efterårsferien.

''Publiceret''