Dronning Dagmar
Intro
Anne Marie Carl-Nielsen
Dronning Dagmar, 1913
Monument, bronze
Monumentet skildrer Dagmar, der spejder ind mod land for at få øje på sin brudgom, Kong Valdemar II Sejr, som hun blev viet til i 1205.
Der eksisterer kun få historiske vidnesbyrd om Dronning Dagmar. I arbejdet med monumentet måtte Anne Marie Carl-Nielsen derfor ty til folkeviser og fortællinger. Ifølge sagnet døde Dagmar i barselssengen på kongeborgen Riberhus i 1212. Sokkelrelieffet på statuens bagside afbilder hendes død, og sorgen over tabet af den blide dronning gennemsyrer hver figur ved dødslejet - fra de sørgende kvinder til den læsende Liden Kirsten og den knælende Kong Valdemar, som trods et voldsomt ridt tværs gennem landet er kommet for sent til at tage afsked.
Anne Marie Carl-Nielsen brugte Anna Bjerrum, en kvinde fra Jernved ved Ribe, som model til Dagmars ansigt, mens professionelle modeller lagde figur til
Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945, f. Brodersen) er en af vores mest banebrydende, kvindelige kunstnere – og en ildsjæl, der hverken lod sig bremse af ægteskabet med komponisten Carl Nielsen eller rollen kvinde og mor. Hun var den første kvinde, der udstillede på Den Frie Udstilling i København, og hun var med til at oprette Kvindelige Kunstneres Samfund.
Anne Marie Carl-Nielsen var naturalist, og hendes mange skitser røber en utrolig iagttagelsesevne. Eftermælet er et imponerende livsværk, der bl.a. tæller en rytterstatue af Christian IX og tre bronzeporte til Ribe Domkirke.