Dronning Alexandrines Bro


Solnedgang over broen


Buerne vokser frem en efter en.


Broen set fra Koster kort efter færdiggørelsen.


Den flagsmykkede bro d. 30. maj 1943.


Broer er meget yndede motiver, her fra et postkort.


Under byggearbejdet blev der brugt store mængder forskalning.

Intro

Dronning Alexandrines Bro, også kaldet Mønsbroen, blev indviet d. 30. maj 1943. Den smukke højbro forbinder Sjælland og Møn mellem Kalvehave på sjællandssiden og Koster på mønssiden. Siden februar 2011 har broen desuden prydet de danske 500-kronesedler

Byggeriet

Broen er tegnet af ingeniør og professor Anker Engelund, der også stod bag Storstrømsbroen, Lillebæltsbroen og Munkholmbroen.
Byggeriet startede i 1939. I en tid med arbejdsløshed var store byggeprojekter yderst velkomne. Opførelsen af Mønsbroen betød arbejde til hvad der svarer til 1000 arbejdere i et år. Derfor blev arbejdet heller ikke standset, da krigen kom, trods usikkerhed om pris og leverancer. Entreprenørerne havde ellers en klausul, der gav dem ret til at trække sig ved krigsudbrud.
Krigsårene bød også på isvintre, og det forsinkede byggeriet med næsten et år. Til gengæld var man forskånet for større materielle uheld. Dødsulykker slap man dog ikke for: I 1942 druknede to tømrere. Den ene faldt ned fra et 18 m. højt stillads. Den anden ulykke var der ingen, der så.
Pris
Broprojektet var sat til en pris af 5,6 mio. kr. Præstø Amt, anført af amtmand Gustav Toft, var lige fra starten positivt indstillet over for byggeriet, men krævede, at befolkningen var villig til at bidrage. Det var den: De mønske kommuner lovede at yde et tilskud på 1 kr pr indbygger årligt i 30 år. Også erhvervslivet bidrog til broen: Masnedsund Andels Svineslagteri tilbød at yde 20 øre pr. overført slagtedyr (svarende til ca. 6.000 kr pr år), og De danske Sukkerfabrikker gav et engangsbeløb på 80.000 kr mod at få lov at etablere en rørledning på broen til transport af sukkersaft fra Mern saftstation.


Bro-fakta

Tekniske oplysninger
Type: Åben buebro
Længde: 745,5 m
Indvendig bredde: 9,75 m
Udvendig bredde: 10,25
Gennemsejlingshøjde: 26 m
Brofag: 10 buefag, 1 gennemsejlingsfag, 2 landfæstefag


Åbningsdagen

Den store indvielsesdag d. 30. maj 1943 var en kæmpe folkefest. Over 20.000 mennesker mødte op for at høre dronning Alexandrine indvie den bro, der var opkaldt efter hende. Men da folkemængden havde råbt hurra og sunget Der er et yndigt land, var dronningen blevet så rørt, at hun ikke var i stand til at holde sin tale. I stedet måtte hendes søn, den senere Kong Frederik d. 9., træde til og åbne broen på sin mors vegne.
Møn blev landfast med manér: Efter taler og sang i Kalvehave kørte de kongelige med følge over broen i bil og sprængte den udspændte silkesnor. Derefter vendte de tilbage til Kalvehave for at få frokost. Den nye Bogøforbindelse skulle indvies ved samme lejlighed, så amtsråd og ministre kørte derefter over Vestmøn og den nye dæmning til Bogø havn, og tog herfra færgen på den nye rute til Stubbekøbing. Dagen blev afsluttet med festmiddag i Stege.


Forhistorien

Før Møn blev landfast via broen foregik transporten via to færgeoverfarter: Over Ulfsund mellem Kalvehave og Koster, og over Grønsund mellem Næs på Falster og Borgsted på Møn.
Endvidere var der dampskibsforbindelse til København, Masnedsund og Stubbekøbing.


En protestbro
Det var en trussel om nye afgifter, der gav næring til drømmen om at få en bro. Foreningen af danske Paketskibe havde klaget over, at der skulle betales afgift på varer sendt med Møens Dampskibsselskab mellem Stege og Kalvehave, når det var gratis at overføre varer med bil via Koster-Kalvehave-færgen. Men i stedet for en fritagelse for afgiften på skibsfragt blev der varslet indførsel af vareafgift også på Koster-Kalvehave-overfarten.
Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for mønboerne. Landboforeningen indkaldte til protestmøde for alle interesserede parter på Møn.
Mødet samlede hele Møn, ikke kun til en protest mod afgifterne, men også med et brændende ønske om at få en bro til Sjælland. Ideen blev anbefalet af alle, fra kommunalbestyrelserne over handelsstands- og håndværkerforeningerne, turistforeningen og motorklubben, til købmændene og andelsslagteriet. Sjældent har så mange mønboere været enige om samme sag.