Dragør Havn
Intro
Siden 1600-tallet har Dragør levet af havet og havnen har været omdrejningspunktet for byens liv.
Havnepladsen er omgivet af bygninger, der fortæller den maritime historie: Lodsbygningen, bjergningsvæsenets hus (Dragør Museum), det lille beghus, byens gamle kro (Strandhotellet) og havnesmedjen.
I middelalderen var Dragør centrum for en omfattende handelsplads, hvor købmænd fra hele Nordeuropa kom hertil for at købe sild.
Sildene blev fanget i Øresund, men dengang var der ingen havn, så de blev landet direkte på stranden.
I 1500-tallet kom nederlandske bønder til Store Magleby, og de fik ret til at have kreaturer på græs på øen Saltholm i Øresund. De byggede en anløbsbro, til de lavbundede fatøjer, skøjter, som køerne blev sejlet over til øen i.
Anløbsbroen lå formentlig, hvor Dragør Havns nordre mole ligger i dag. Den var starten på havnen, som gennem århundreder blev udbygget.
I 1700- og 1800-tallet blev Dragør en betydningsfuld søfartsby, og var i perioder landets næststørste, målt i de hjemmehørende skibes tonnage.
Skibene kunne ikke allesammen ligge i havnen, men de var da også på farten det meste af året. Om vinteren blev de lagt i "vinterleje" i København - ofte i Nyhavn, hvor en del af søfolkene boede om vinteren.
Dragørskipperne kom til havne i provinsen og Skandinavien og sejlede ofte efter brænde, som blev oplagret i store stabler på havnen.
I slutningen af 1800-tallets ebbede sejlskibstiden ud og tilbage i havnen var nu kun fiskerbådene. Dragør blev dog aldrig den helt store fiskerby, så der der var god plads til de lystfartøjer, som en del af de københavnske landliggere havde med om sommeren.
Dragørs søfartstid ebbede ud i slutningen af 1800-tallet og tilbage var nu kun et mindre antal fiskerbåde.